
Formand for GL Anders Frikke er glad for, at der nu kommer en åben proces om fremtidens uddannelseslandskab.

Formand for GL Anders Frikke er glad for, at der nu kommer en åben proces om fremtidens uddannelseslandskab.
I de seneste måneder har en række institutioner lagt planer for fusioner. Nu har politikerne bag aftalen om epx sat fusioner på standby. I stedet har Børne- og Undervisningsministeriet fremlagt en køreplan for den samlede proces med at skabe et nyt institutionslandskab blandt andet for at udbyde epx.
Der skal ikke træffes beslutninger om enkelte institutioner, før det samlede billede i et geografisk område er på plads. Det er det overordnede princip, som partierne bag aftalen om epx har aftalt.
Det betyder med andre ord, at to institutioner, som ønsker at slå sig sammen for at kunne udbyde epx, må vente med deres planer. Der skal ligge en samlet løsning også for gymnasiale enkeltfag og voksenuddannelse og så videre, før der gives grønt lys for eventuelle fusioner.
Formand for GL Anders Frikke har været bekymret for, at en række fusionsplaner kunne skygge for at lave det bedst mulige uddannelseslandskab. Han glæder sig derfor over udmeldingen fra ministeriet.
”Det skal jo ikke være sådan, at epx lander på de institutioner, som er hurtigst til at lave en fusion, mens de institutioner, som afventer situationen, efterlades på perronen. Nu understreges det, at det er en politisk proces, som handler om at skabe de bedst mulige uddannelsestilbud til unge og voksne i hele landet,” siger Anders Frikke.
Opmand kan træde til
Børne- og Undervisningsministeriet opretter nu et statsligt sekretariat, der får til opgave at koordinere omlægningen. Og der bliver udpeget en såkaldt opmand, som, hvis det er nødvendigt, skal hjælpe med at finde løsninger lokalt.
”Vi er glade for, at ministeriet nu understreger, at omlægningen af uddannelseslandskabet skal ske i et samarbejde mellem alle institutioner i et område. Flere lærere er usikre på fremtiden for deres institution, og vi bakker meget op om at finde lokale løsninger, hvor der er plads til alle,” siger Anders Frikke.
Ministeriet holder dog døren åben for fusioner, ”som har hastende karakter”.
Det er fornuftigt, mener Anders Frikke.
”Fusioner kan give gode mening, for eksempel hvis elevgrundlaget er blevet så småt, at det handler om at sikre, at institutioner stadig kan levere undervisning,” siger han.
Som samfund har vi godt af en åben, transparent og centralt styret proces.
VUC-formand er tilfreds
En række af de institutioner, som har planlagt fusioner, er VUC’er. Alligevel er formand for Danske HF & VUC Tue Sanderhage glad for, at fusioner nu bliver ”sparket til hjørne”.
”Som samfund har vi godt af en åben, transparent og centralt styret proces, hvor intet falder på plads, før alt falder på plads. Det skal sikre, at vi får det bedst mulige uddannelseslandskab, hvor der er adgang til uddannelse i alle dele af landet,” siger Tue Sanderhage.
Danske HF og VUC har været bekymret for, at voksenuddannelse ville blive overset i fremtidens uddannelseslandskab. Men nu understreges det, at alle typer af uddannelser skal udbydes i hele landet.
”Der har været en risiko for, at flere institutioner går sammen om at udbyde gode uddannelser, men at man så ender med, at AVU eller enkeltfag kommer til at hænge og flagre,” siger Tue Sanderhage.
Han forestiller sig, at flere af de ansøgninger om fusioner, som nu bliver sat på pause i ministeriet, senere kan blive gennemført.
”Men fusioner er ikke et mål i sig selv, og det er fusionsstop heller ikke. Målet er heller ikke at bevare institutioner. Målet er, at unge og voksne alle steder i landet bliver tilbudt gode uddannelser på institutioner med et godt læringsmiljø. Derfor er det godt med en åben proces og en køreplan, som alle kan følge med i,” siger Tue Sanderhage.
Omlægningen af uddannelser og institutioner forventes at blive gennemført i perioden fra det kommende årsskifte til begyndelsen af 2028.
Læs mere om processen og tidsplan for omlægning af uddannelseslandskabet.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode