Artikel
GL-formand: “Vi må få det bedste ud af OK 13”
marriot_03_bred

GL-formand: “Vi må få det bedste ud af OK 13”

Det er ikke realistisk at tro, at gymnasielærerne får deres gamle overenskomst tilbage igen, derfor bør GL arbejde for at få det bedste ud af OK 13. Det var et af budskabene fra Annette Nordstrøm Hansen til repræsentantskabet tidligere i dag.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

"Det er mit indtryk, at den enkelte lærer lige nu løber stærkere og stærkere," sagde Annette Nordstrøm Hansen, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, da hun indledte foreningens repræsentantskabsmøde tidligere i dag i København.

"Det har været et år, der på mange måder har været udfordrende," sagde Annette Nordstrøm Hansen til de 232 tillidsrepræsentanter, der var samlet for at drøfte implementeringen af OK 13 og krav til næste overenskomst. 

Rigid tilstedeværelse
Formanden fortalte, at hun og hovedbestyrelsen har besøgt en række skoler i foråret, hvor de har set et meget broget billede af OK 13. Det samme viser en evaluering af overenskomsten, som Gymnasieskolernes Lærerforening netop har foretaget blandt tillidsrepræsentanter. 

"Særligt slemt ser det ud på de skoler, hvor man har indført rigid tilstedeværelse – og ofte uden ordentlige arbejdspladser til lærerne. Men også andre steder har vi desværre set mange problemer," sagde formanden.

Tidsregistrering
Tidsregistreringen har fyldt meget med implementeringen af OK 13, sagde Annette Nordstrøm Hansen.

"Kan det virkelig passe, at gymnasielærere skal registrere deres arbejdstid? Det spørgsmål har jeg hørt stillet både af mange lærere og af mange ledere. Ledelserne fik en ny overenskomst. Men mange rektorer havde gerne set, at der ikke var begrænsninger for, hvor meget lærerne skal arbejde. Det er der, og det er derfor, vi skal registrere, hvor meget vi arbejder. Tidsregistrering er den mulighed, vi har, hvis der ikke er indgået en aftale på skolen," sagde Annette Nordstrøm Hansen.

Uacceptabelt
Evalueringen viser, at hver tredje ledelse ikke tager tidsregistreringen seriøst.  

"Det er helt uacceptabelt – vi må selvfølgelig både på skolerne og i forhold til Moderniseringsstyrelsen kræve, at overenskomsten overholdes,” slog Annette Nordstrøm Hansen fast.

Voldgiftssag
Formanden understregede også, at en enig hovedbestyrelse står fast på en tidligere udmelding om, at GL gerne tager voldgiftssager om honoreringen af merarbejdet, hvis det er nødvendigt.

Afskaf OK 13
En naturlig respons på alle de udfordringer, som mange lærere har oplevet med implementeringen af OK 13, ville være at afskaffe OK 13, sagde Annette Nordstrøm Hansen.

"Jeg ville også rigtig gerne her i dag kunne sige: Det er det, vi arbejder henimod. Men det er desværre ikke realistisk at tro, at det overhovedet er en mulighed, sådan som vi læser det politiske billede," sagde hun og tilføjede:

"Derfor er det min og hovedbestyrelsens vurdering, at vi skal bruge dette møde på at drøfte, hvordan vi får det bedste ud af overenskomsten. Hvad skal der til for, at vi kan leve i den nye situation? Hvad er de største udfordringer?  Og hvordan kan vi få repareret eller fundet nye, gode løsninger?"

Samarbejde
Lederne synes også, at de står i en utrolig svær situation, sagde GL's formand.

"De ved også godt, at de ikke har fundet alle de rigtige løsninger. Derfor tror jeg, at vi skal arbejde sammen om, hvordan vi finder gode løsninger. Der skal ikke nødvendigvis findes ens løsninger, men løsninger der passer til den enkelte skole," sagde Annette Nordstrøm Hansen.

 

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater