Hvad er den vigtigste opgave for den nye hovedbestyrelse?
”Jeg kan ikke kun pege på en enkelt ting. For det første skal vi se på arbejdstiden og få defineret, hvornår nok er nok. Mange lærere oplever en skæv balance mellem arbejde og fritid og er i fare for at falde om af stress – og OK 13 har intensiveret arbejdsbelastningen yderligere. Det skal vi tage alvorligt. Derfor mener jeg, at Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) skal indsamle og offentliggøre eksempler på eksemplariske opgaveporteføljer og dermed få flere skoler til at indse, hvordan et fornuftigt opgaveindhold bør ser ud.”
Hvor skal der mere sættes ind?
”Vi skal have sat power på lønforhandlingerne, der skal foregå, inden budgetterne lægges for næste år. Det skal tages op på netværksmøderne rundt i landet, så vi kan få sat kul på. Der er ingen tvivl om, at lederne vil holde igen på lønkronerne, men det skal de ikke have lov til, når lærerne skal yde et stort merarbejde.”
Er det ikke en svær dagsorden at trænge igennem med, når gymnasielærerne i modsætning til andre offentligt ansatte allerede har fået pæne lønstigninger?
”Det er rigtigt, at vi er steget i løn, men hvis skolerne sparer alt til over- og merarbejde, så er sagen jo, at vi er blevet snydt. Det er rigtig mange penge, vi taler om, og det er ikke rimeligt, at ledelserne lader, som om at de penge ikke eksisterer. Lærerne skal have løn som fortjent.”
Hvilke forandringer kommer medlemmerne til at mærke, hvis det står til Liste 2?
”GL er nødt til at kommunikere langt mere offensivt og klart til medlemmerne. I kølvandet på OK 13 er der mange medlemmer, der mener, at GL ikke betyder noget som helst. Det er et stort problem. Jeg mener, at GL i dag har større betydning for det enkelte medlem end nogensinde, fordi der ikke længere er nogen fælles arbejdstidsregler, der kan beskytte den enkelte lærer. Det budskab skal vi have ud. Vi skal også være meget mere udfarende og støtte tillidsrepræsentanterne bedre lokalt. Det er ikke nok, at de kan klikke sig frem til gode råd i en tr-håndbog på GL’s hjemmeside.”
Hvorfor stemte du nej til overenskomsten?
”Fordi aftaleretten forsvandt. Dermed mistede vi de lokale arbejdstidsaftaler. Fordi lønforbedringen ikke matcher arbejdsintensiveringen. Og fordi vi blev koblet af aftalen.”
Hvad var alternativet til at indgå en aftale?
”Det er jo ikke til at sige, hvad der ville være sket, hvis vi havde forladt forhandlingerne. Det kunne vi jo have gjort, men den mulighed blev slet ikke diskuteret.”
Anders Bondo og folkeskolelærerne gik i konflikt, brugte en masse penge og endte alligevel med en dårlig aftale. Er det ikke urealistisk at tro, at det ville være gået anderledes for GL?
”Det er jo ikke til at sige. Det er muligt, at resultatet var blevet det samme som det, vi står med i dag. Problemet er, at vi slet ikke kæmpede. Det er den fornemmelse, mange lærere sidder med i dag. De er skuffede og vrede og har mistet troen på GL.”
Det er kommet frem flere gange, at Moderniseringsstyrelsen slet ikke lagde op til forhandlinger. Er det så ikke svært at pege på noget, man kunne have gjort anderledes?
”Hvis modparten havde en drejebog, så spørger jeg bare: Hvor var vores drejebog? Hvor var alle vores konkrete spørgsmål til modparten: Hvor meget er det, I ønsker, vi skal spare? Hvor meget mere skal vi undervise?”
Skal GL gå i konflikt, når arbejdsgiverne næste gang kommer med yderligere stramninger og krav til gymnasielærerne?
”Det vil tiden vise. Det kommer an på, hvad medlemmerne siger. I sådan en situation mener jeg, at man skal følge repræsentantskabet.”
Vil du arbejde for at rulle overenskomsten tilbage, som den var før februar 2013?
”Nej, det er urealistisk at tro, at vi kan rulle tingene tilbage. Det løb er kørt.”
Cirka 10 skoler har lavet lokale aftaler om arbejdstiden. Skal GL arbejde for, at flere skoler laver lokale aftaler?
”Nej, det er slut med lokalaftaler. De få skoler, der har valgt at lave en lokalaftale i år, har gjort det, fordi det er det nemmeste i en overgangssituation. Om et par år er der ingen lokalaftaler tilbage. Vi skal bruge kræfterne på at få tidsregistreringen til at fungere på den mest hensigtsmæssige måde. Vi skal arbejde på, at alle skoler får et så simpelt tidsregistreringssystem som muligt.”
I skriver i jeres valgudtalelse, at I ønsker et ”offensivt og demokratisk” GL. Er GL ikke det i dag?
”Det var det i hvert fald ikke i forbindelse med OK 13. Jeg går ind for, at man klart fortæller medlemmerne, hvordan tingene er. På de 52 skolemøder, som hovedbestyrelsen var ude til, forsøgte jeg at få gang i en diskussion af sagens kerne, men det blev afvist, og møderne blev aldrig evalueret. Det kalder jeg ikke at tage demokratiet alvorligt.”
Hvad var det, man skulle have sagt på de møder?
”Man skulle have fortalt medlemmerne sandheden, forklaret dem, hvad der var realistisk. Man skulle have spurgt dem ligeud: Hvor meget kan I gå med til, at der bliver sparet? Er I klar til at tage et hold ekstra? Det nytter ikke noget at foregøgle folk, at hvis vi bare sparer en enkelt eksamen væk, så er vi ude af problemerne i forhold til modpartens sparedagsorden. Det er jo absurd. ”
NAVN: Sigrid Jørgensen.
ALDER: 55 år.
SKOLE: Bagsværd Kostskole og Gymnasium.
Gymnasielærer: For mig er det et kald, og sådan tror jeg også, at mange af mine kolleger har det.
En moderne fagforening: GL skal omstille sig til de nye tider.
OK 13: Det var en katastrofe.
Tidsregistrering: Den skal foregå korrekt. Vi må ikke snyde os selv.
Uddannelse: Det er vigtigt for alle mennesker.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode