Artikel
Lærerne fortjener mere anerkendelse
No image

Lærerne fortjener mere anerkendelse

Liste 3’s formandskandidat, Jeppe Kragelund, vil arbejde for, at gymnasielærerne får den anerkendelse, de fortjener. Han mener, at overenskomsten var det bedst mulige resultat efter omstændighederne, og vil nu bruge sin energi på, at alle lærere får de bedst mulige arbejdsforhold.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Hvilke forandringer vil medlemmerne mærke, hvis du bliver formand? 
”Hvis jeg bliver formand, vil jeg hurtigt starte en kampagne, som skal skabe mere synlighed og anerkendelse af vores profession. Vi skal lave en langsigtet strategi for, hvordan vi gymnasielærere får mere anerkendelse for den store værdi, vi skaber. Gymnasieskolen er en succes, og det skyldes i høj grad lærerne, og det skal vi anerkendes for. I forhold til kommende forhandlinger har vi også brug for, at omverdenen får mere forståelse for vores arbejde.” 
Har Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) ikke været god nok til at kæmpe lærernes sag i offentligheden? 
”GL har kæmpet strategisk og ansvarsbevidst for at opnå de bedst mulige resultater. Men jeg mener ikke, vi har været gode nok til over for omverdenen at profilere, hvilken værdi gymnasielærernes arbejde har. GL skal støtte og engagere medlemmerne lokalt, så de fortæller de gode historier om vores sektor – vi skal så at sige have vores naboer til at forstå, hvilken værdi vores arbejde har.” 
85 procent af medlemmerne stemte nej til overenskomsten, som du anbefalede at stemme ja til. Er du på bølgelængde med medlemmerne? 
”Jeg mener, at det nej, som gymnasielærerne gav udtryk for, også handlede om vrede og frustration over, at der aldrig var reelle forhandlinger. Vi stod over for arbejdsgiverne, som havde et næsten enigt Folketing i ryggen. Et nej var også en reaktion på, at Corydon spillede os ud mod folkeskolelærerne, et tarveligt træk, og at alt for mange ledere var meget hurtige til at misbruge resultatet til at true med unødvendige effektiviseringer.” 
Men er du på bølgelængde med medlemmerne? 
”Det mener jeg. Jeg har været i dialog med mange lærere lige siden. Jeg har også mødt nej-sigere, som siger, at overenskomsten var den bedst mulige løsning efter omstændighederne. Men de var frustrerede over arbejdsgivernes forhandlingsmetoder.” 
Hvorfor mener du, det var en god ide at sige ja til overenskomsten frem for at gå i konflikt? 
”Fordi alternativet havde været værre. Jeg ville ikke risikere at se løntillægget svarende til over 1,2 millioner kroner i livsløn for de unge kolleger forsvinde efter en lockout, hvis vi sagde nej. Jeg mener også, at vi i tidsregistreringen fik et værn mod et job uden højeste arbejdstid, et værn, som folkeskolelærerne ikke har fået. Et ja har alt andet lige givet os et bedre fundament at bygge en ny hverdag på, og vi må ikke forpasse chancen for at få indflydelse på vores egen hverdag.” 
Kunne GL ikke have handlet idealistisk, sagt nej og dermed kæmpet sammen med folkeskolelærerne? 
”GL skal varetage GL’s medlemmers interesser. Var vi endt i konflikt, havde vi også mistet aftaleretten og havde i dag stået uden et værn mod det grænseløse arbejde. Danmarks Lærerforening lavede en flot kampagne til fordel for lærerprofessionen, men en langsigtet kommunikationsstrategi, som jeg talte om i starten, er langt mere effektfuld til at synliggøre værdien af vores profession, end kampagner under en lockout er.” 
Du fremhæver selv, at du tilhører den yngre del af hovedbestyrelsen. Har du det, som det kræver at forhandle med Bjarne Corydon og Moderniseringsstyrelsen? 
”Ellers havde jeg ikke stillet op. Jeg mener, at en formand skal besidde nogle bestemte egenskaber. Ro, realisme, fokus, analytiske evner og verbal gennemslagskraft. Så skal en formand have stor praktisk indsigt i lærerjobbet kombineret med en massiv politisk erfaring inden for fagbevægelsen. Jeg har været aktiv i fagligt arbejde lige siden mine første år som gymnasielærer, og jeg har siddet mere end seks år i hovedbestyrelsen. Jeg har deltaget i overenskomstforhandlinger og været med i GL’s forhandlingsdelegation.” 
I skriver i jeres valgudtalelse, at nyansatte skal fritages for opgaver, der giver ekstra store belastninger i perioder, og de skal ikke tvinges til merarbejde. Hvordan kan I love det, når lederen har ledelsesretten? 
”Det handler om at sætte en dagsorden om, at lederne har ansvaret for, at lærerne har gode rammer. Hvis jeg bliver formand, vil jeg sætte en trivselsundersøgelse i værk blandt alle lærere. På den måde kan vi fremhæve de gode eksempler og gå i skarp dialog med de ledere, som ikke er deres opgave voksen i forhold til at sætte gode rammer om vores arbejdsvilkår. Det handler om at udbrede den kultur, som er på de skoler, hvor det hele foregår upåklageligt.” 
Hvad mener du er den vigtigste opgave for en ny hovedbestyrelse? 
”Vi skal have genskabt tilliden mellem leder og lærer ude på skolerne, og vi skal have tidsregistreringen til at virke, så den er et værn for lærerne og et redskab mod de ledere, som tilsidesætter ordentlige arbejdsforhold. Vi skal sige nej tak til arbejdsintensivering og stress. Og så skal vi være mere synlige i offentligheden og fortælle om den store værdi, vores arbejde har for hele samfundet. ”

Hvad siger du, når jeg siger:

Gymnasielærer: En, der brænder for at udvikle unge mennesker. 
En moderne fagforening: En moderne fagforening er for alle – også de unge. 
OK 13: Det var en hård kamp, og nu skal vi videre. 
Tidsregistrering: Det skal vi lære at holde af. Det er vores værn mod højeste arbejdstid og et redskab, vi skal få til at virke. 
Uddannelse: Det er det, vi som samfund lever af, og jeg er stolt af at være en del af det.

Formandskandidat for Liste 3

NAVN: Jeppe Kragelund. 
ALDER: 41 år. 
SKOLE: Rosborg Gymnasium og HF.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater