Artikel
Få overblikket: Den nye gymnasiereform
student2016_rieneuchs_15

Få overblikket: Den nye gymnasiereform

I dette skoleår tager 1. g-klasserne hul på den nye gymnasiereform. Få overblikket over de mange ændringer her.

Kortere grundforløb
Den første store ændring for de nye elever er, at grundforløbet nu kun varer cirka tre måneder mod tidligere et halvt år. Eleverne begynder i en klasse, og efter grundforløbet bliver de inddelt i nye klasser.

Det skyldes, at eleverne ikke længere på forhånd har skullet tilkendegive, hvilken studieretning de ønsker. I stedet skal det nye korte grundforløb give eleverne et indblik i fagene og studieretningerne, og først til sidst i grundforløbet skal eleverne vælge deres studieretning. I løbet af grundforløbet skal eleverne have en samtale om deres valg af studieretning.

Læs: Familielærere skal give elever tryg start

Færre studieretninger
De nye elever får langt færre studieretninger at vælge imellem i forhold til tidligere.

På stx bliver der 18 studieretninger fordelt på naturvidenskab, samfundsvidenskab, sprog og kunst. Hhx får 13 studieretninger fordelt på økonomi og marked, økonomi og sprog. På htx er der 18 studieretninger inden for områderne anvendt naturvidenskab, teknologi og kommunikationsteknik.

Fortsættersprog versus begyndersprog

I den nye reform har politikerne valgt at prioritere fortsættersprog frem for begyndersprog. Begyndersprog som spansk eller kinesisk kan kun vælges i én studieretning med tre fremmedsprog. Spansklærerne er bekymrede for, at færre elever derfor vil vælge spansk.  ​​​

Læs: Vrede spansklærere: Vi er blevet snydt

Karakterer på eksamensbeviset efter tre måneder
Allerede i løbet af grundforløbet får eleverne de første karakterer på eksamensbeviset. Naturvidenskabeligt grundforløb (NV) og almen sprogforståelse (AP) på stx, NV og Produktudvikling (PU) på htx og AP og Økonomisk grundforløb på hhx afsluttes med interne prøver, som tæller med på eksamensbeviset.

De fleste elever skal have matematik B
Matematik opgraderes som fag i den nye reform. Nu skal alle elever have matematik på mindst B-niveau, med mindre de vælger en studieretning med tre fremmedsprog. Matematikundervisningen skal kobles til fag i studieretningen – for eksempel naturvidenskabelige fag.

Læs: Matematiklærere har en plan: Sådan får vi alle med

SRP og SOP nu med mundtlig eksamen
Den nye reform er stadig fyldt med forkortelser. SRP (Studieretningsprojektet) på stx og SOP (studieområdeprojektet), som det hedder på hhx og htx, styrkes, og som noget nyt skal eleverne forsvare deres projekt med en mundtlig eksamen på 30 minutter.

Læs: Hhx-lærere: Nu giver studieområdet mening

​​Feedback og evaluering
Der lægges yderligere vægt på evaluering og feedback til eleverne. Eleverne skal mere systematisk træne det at reflektere over egen udvikling og sætte egne mål. Som mange lærere allerede gør i dag, er der nu krav om mere formativ evaluering, hvor eleven ikke bare modtager en karakter for en opgave.

AT er slut
AT forsvinder med den nye gymnasiereform. Der stilles dog stadig krav om samspil mellem fagene og tværfaglighed.
 

Ny pulje med timer

Der bliver indført en ny pulje med timer til fag eller faglige aktiviteter. Timerne skal bruges, hvor det vurderes, at den enkelte elev har brug for en ekstra indsats. Timerne bliver taget fra det skriftlige arbejde i fagene, og det er da også meningen, at timerne skal bruges til skriftlig træning. 
Antal timer i puljen:

  • Stx og hhx: 130 timer
  • Htx: 150 timer
  • Hf: 80 timer

Læs: Sådan vil skolerne bruge den nye pulje med timer

Én eksamen mere
Eleverne skal nu til i alt 10 skriftlige eller mundtlige eksamener – hvor det før var 9. 

Færre 24-timers eksamener
Med den nye reform bliver der reduceret kraftigt i 24-timers eksamen. I den tidligere reform var der 49 24-timers eksamener, men det antal er nu skåret ned til 14. 24-timers eksamen er blandt andet forsvundet i historie.
Se hvilke fag, der stadig har 24-timers eksamen 

Nye læreplaner og vejledninger
Alle fag har fået nye læreplaner. Der er blandt andet øget fokus på elevernes kompetencer inden for karrierelæring og det digitale, globale og innovative.
Find alle læreplanerne og vejledninger her. 

Nye fag
Med reformen er der også opstået flere nye fag for eksempel informatik og design og arkitektur.
Se listen med de nye fag her.

Karaterkrav

Fra skoleåret 2019/20 indføres der karakterkrav for at komme i gymnasiet og hf.​
Karakterkrav for Stx, hhx, htx:
Gennemsnit på 5 i standpunktskarakterer i 8. og 9. klasse samt  karaktergennemsnit på 2 til afgangseksamen i grundskolen, eller et karaktergennemsnit på 6 til afgangseksamen i grundskolen.

Karakterkrav for hf:

Gennemsnit på 4 i standpunktskarakterer i 8. og 9. klasse samt  karaktergennemsnit på 2 i henholdsvis dansk og matematik til afgangseksamen i 10. klasse.

For optagelse på hf efter 9. klasse kræves det, at eleven får 4 i gennemsnit til 9. klasses afgangseksamen.

Artiklen er opdateret 14. august 2017 klokken 11.55.

Artiklen er opdateret 28. august 

Store forandringer af hf

Hf er den uddannelse, som nok gennemgår de største forandringer med den nye reform. Uddannelsen opdeles i semestre, og nogle fag afsluttes efter et halvt år. Eleverne skal efter det første år på hf vælge en fagpakke, som er rettet mod bestemte uddannelser - for eksempel professionsuddannelser inden for sundhed og undervisning eller erhvervsakademiuddannelser inden for it eller teknik.

Praktikforløb og projekter
Hf bliver kort sagt mere professionsorienteret, og eleverne skal ud i praktikforløb og projekter,  hvor eleverne skal løse konkrete og virkelighedsnære problemstillinger.

Adgang efter 9. klasse
Elever kan som noget nyt allerede efter 9. klasse blive optaget på hf.

Læs: Her skal elevernes drømme gøres til virkelighed

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater