Elevers fornemmelse for tal skal trænes

Der alt for lidt kobling mellem hjerneforskning og undervisning. Hvis vi bruger den viden, vi har om hjernen, kan vi blandt andet skabe en bedre matematikundervisning i folkeskolen og gymnasiet.  Det mener Lisser Rye Ejersbo, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet. Hun beskæftiger sig med matematikdidaktik og neurovidenskab. 
Hun er især optaget af, hvordan udviklingen af vores matematiske tankegang foregår, og af at finde sammenhænge mellem resultater af hjerneforskning og læring af matematik. 
”Vi ved i dag meget om, hvordan hjernen fungerer, men vi kan blive meget bedre til at omsætte den viden til god undervisning,” siger Lisser Rye Ejersbo. 
Forskning viser, at vi bruger hjernen på forskellig vis, når vi arbejder med tal. Selvom tal er grundlaget for al matematik, er det måden, vi tænker på, der er afgørende for, hvor i hjernen aktiviteterne foregår, fortæller hun.   
Hvis man skal sammenligne nogle mængder – for eksempel afgøre, hvilken kø der er længst – så taler man om talfornemmelse. Der bruger vi den del af hjernen, som hedder isselappen. Skal man derimod beregne et præcist tal – for eksempel hvad nogle varer koster – bruger man sin talforståelse. Den ligger fremme i pandelappen. 
”Det er ikke så vigtigt, hvor i hjernen det lige er. Det afgørende er, at man kan se, at det er forskellige måder, hjernen bliver brugt på,” siger Lisser Rye Ejersbo. 
Mens talfornemmelse er medfødt, er talforståelse noget, man skal lære. 
”Selv helt små børn kan se, om der er flere bolde i en kurv end i en anden, og børnehavebørn kan sagtens klare opgaver som: Anne har 35 stykker slik og får 15 stykker mere. Bo har 40 stykker slik. Hvem har flest? De svarer rigtigt, og de gør det lynhurtigt,” fortæller Lisser Rye Ejersbo.  
Fornemmelsen for tal er en evne, vi deler med dyr. For eksempel kan vilde dyr afgøre, om en anden gruppe dyr er for stor til, at de skal angribe den, forklarer hun.  
”Det hjerneområde, der bliver aktiveret hos dyrene, når de sammenligner og vurderer antal, er det samme, der bliver aktiveret hos mennesker, når vi laver overslag og sammenligner priser.”

Elever bliver bedre 
Det er for det meste elevernes talforståelse, der bliver arbejdet med i matematiktimerne i folkeskolen og gymnasiet. Men det er vigtigt, at man både træner talfornemmelsen og talforståelsen, fastslår Lisser Rye Ejersbo. 
”Selvom talfornemmelsen er medfødt, skal den trænes for at blive udviklet,” siger hun.  
Ifølge Lisser Rye Ejersbo viser flere forskningsundersøgelser, at skoleelever, der også har fået trænet deres talfornemmelse, er bedre til matematik generelt, i forhold til elever der kun har arbejdet med deres talforståelse. Desuden peger en del forskning på, at avanceret matematisk forståelse også hænger sammen med, hvor godt man har fået udviklet sin talfornemmelse. 
”Træner man talfornemmelsen, så vokser talforståelsen, og dermed bliver eleverne dygtigere til talbehandling,” forklarer hun. 
Det er ikke kun i de mindste klasser, at matematiklærerne skal træne elevernes talfornemmelse. Det skal gøres gennem hele folkeskolen og videre i gymnasiet, anbefaler Lisser Rye Ejersbo. 
Hun vurderer, at der er meget få matematiklærere i gymnasiet, der gør det i dag. Men det er vigtigt at arbejde med estimering. Eleverne skal ikke altid regne tingene ud, men trænes i at få en fornemmelse for størrelser, understreger hun.  
”Er 57 x 75 større eller mindre end 5.000? Er 200 x 29 større end, mindre end eller lig med 199 x 30? Er kvadratroden af 10 større eller mindre end 3,5? Elevernes spirende intuition skal have lov til at fylde mere i undervisningen, for den kan blive til en reflekteret forståelse,” siger Lisser Rye Ejersbo og uddyber: 
”Finder man ud af, at ens intuition for noget holder stik, så mestrer man det hurtigere, fordi man bliver bekræftet i, at man har en god fornemmelse for det.”

Uudnyttet potentiale 
Lisser Rye Ejersbos viden om hjernen kommer dels fra den forskningslitteratur, hun har læst, dels fra den empiriske forskning, hun selv har udført. Hendes forskning har både handlet om matematik i de mindste klasser og avanceret matematik. Udgangspunktet er altid et tæt samarbejde med de involverede klassers matematiklærere. 
Hun efterlyser mere brobygning mellem neurovidenskaben og pædagogikken. 
”Både folkeskolen og gymnasiet ville kunne få et stort udbytte af det. Jeg ser det som et supplement til det, man i øvrigt ved om begrebsudvikling, psykologi og pædagogik.” 
Som tilhænger af at man bruger undervisningsmetoder, der er forskningsmæssig evidens for, lægger hun ikke skjul på, at hun er kritisk over for blandt andet Cooperative Learning og læringsstile, der i de senere år har fået meget fokus især i folkeskolen. 
”Jeg har virkelig svært ved de koncepter. De bliver nemt dogmatiske, og der er ikke videnskabeligt belæg for, at de virker,” siger Lisser Rye Ejersbo, der dog erkender, at det er positivt, hvis koncepterne kan virke som inspiration til en varieret undervisning. 
Hun håber imidlertid, at undervisningen i fremtiden vil basere sig mere på de indsigter, forskere har fået om hjernen. 
”Der ligger et stort uudnyttet potentiale i at anvende hjerneforskning til at belyse læringsprocesser,” siger Lisser Rye Ejersbo.