Artikel
“Det er hårdt at give og give – så jeg har skruet lidt ned”
GS_Laererliv_Andrea-Juel-Skibsted

“Det er hårdt at give og give – så jeg har skruet lidt ned”

Tekst_ Tina Rasmussen
Foto_ Privat

Om Andrea Cecilie Juel Skibsted

  • Alder_ 35 år
  • Skole_ Niels Brock Innovationsgymnasium
  • Fag_ Engelsk

Hvad er den bedste beslutning, du har taget som lærer?
”Det er svært at pege på én ting. Men når eleverne skal lave gruppearbejde, fungerer det rigtig godt, hvis det kun er én elev, der har sin computer med og skriver. Så er der nemlig meget større chance for, at der opstår et reelt gruppearbejde, hvor eleverne taler sammen. Sidder alle med hver deres computer, er der nul samarbejde. Er der fem spørgsmål, og de er fem i gruppen, så tager de bare et spørgsmål hver. Det er ikke altid, jeg beder dem om kun at bruge én computer – men jeg gør det tit. Det er en løsning, jeg er glad for.

Hvad er du god til?
”Jeg er god til at skabe gode relationer til eleverne og til at fornemme, hvordan de har det. Jeg taler med dem om det, der optager dem. De er teenagere, så de elsker at tale om sig selv. I år er jeg klasselærer i en 1.g- og en 3.g-klasse. Vi har både klassens time, trivselsarrangementer og hytteture, så der er gode muligheder for at komme tæt på dem og lære dem godt at kende. Og jeg kan også sagtens finde på at bruge fem minutter i starten af en time på lige at høre, hvordan de har det. Men det er hårdt at give og give – så jeg har skruet lidt ned for niveauet, i forhold til da jeg var ny lærer, hvor jeg konstant ville være 100 procent engageret og til stede. Jeg skal jo kunne holde til det. Jeg kan jo først gå på pension som 72-årig.

Hvad er din dårligste vane?
”Når der er gruppearbejde i de 3.g-klasser, som jeg har haft siden 1.g, kommer jeg altid til at stå og hyggesnakke med en af grupperne. Fordi vi kender hinanden godt. Men det er en dårlig vane. Så nu går jeg som regel uden for klasselokalet, når de skal arbejde. Så går jeg en lille runde på skolen eller henter en kop kaffe på lærerværelset imens. Når vi når til 3.g, er mine klasser selvkørende, så de behøver mig faktisk slet ikke.

Hvad er dit bedste råd til en ny kollega?
”Slap lidt af! Tro ikke, at du skal opfinde alting selv. Der er sikkert nogle søde kolleger, der gerne vil dele tekster, opgaver og forløb med dig. Fokuser i stedet på at lære at være lærer! Brug dit krudt på at arbejde med relationerne og på at didaktisere modulerne – det, der dur i den ene klasse, dur ikke nødvendigvis i den anden og vice versa.

Hvad sætter du mest pris på i dit arbejdsliv lige nu?
”Jeg sætter utrolig stor pris på mine kolleger. De er guld værd! Der er et godt sammenhold og en positiv stemning på lærerværelset. Og det er altid muligt at få en hyggesnak ved kaffemaskinen. Det giver mig arbejdsglæde at være på en skole, hvor det er sådan. Vi er også rigtig gode til at sparre med hinanden. Både i faggrupperne og generelt. Jeg har lige udviklet et tværfagligt forløb om virksomhedsøkonomi sammen med to kolleger, og i morges hjalp en anden kollega og jeg hinanden. Jeg havde en shortstory, han kunne bruge – og omvendt. Det er helt naturligt, at vi hjælper hinanden.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater