Artikel
Det almene gymnasium skal være mere innovativt
No image

Det almene gymnasium skal være mere innovativt

Der er for lidt innovation i det almene gymnasium. Derfor starter børne- og undervisningsminister nu et innovationsprojekt.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Innovation skal styrkes i det almene gymnasium (stx). Foreløbig har htx og hhx haft størst succes med at indarbejde innovation i undervisningen, som bekendtgørelserne kræver det. Derfor sparker Ministeriet for Børn og Undervisning nu gang i et nyt udviklingsprojekt blandt 48 almene gymnasier. De skal finde ud af, hvordan de kan blive bedre til at udvikle elevernes innovative kompetencer.
"Vi kan se, at lærerne på de almene gymnasier er klædt dårligst på i forhold til innovation. Derfor vil vi gerne hjælpe dem til at få nogle innovative værktøjer," siger Christine Antorini, børne- og undervisningsminister.

Ministeren mener dog også, at den dårlige udbredelse kan skyldes en generel myte om, at innovation kun er relevant for det merkantile eller tekniske område. Men innovation er blandt andet, hvordan man tænker kreativt fra idé over processen og til at have et produkt. Produktet kan være meget forskelligt fra en service eller evnen til at tænke nyt og anderledes om kendt stof, påpeger ministeren.

Projektet kommer til at have fokus på innovation i almen studieforberedelse (AT).
"Innovation i AT giver rigtig god mening, fordi eleven her skal lære at sætte kernefagene i spil. Det er lige præcis i AT, at eleven viser evnen til at bruge stoffet på en ny og anderledes måde," siger Christine Antorini.

Fagkonsulent i AT Bjørn Grøn har været med i planlægningen af projektet.
"Det vil være et stort arbejde at definere klart, hvad innovation i det almene gymnasium er. Vi skal ikke bare kopiere de andre gymnasiale uddannelser, der har haft mere fokus på innovation. Gymnasiet er jo traditionelt et område, hvor det teoretiske spiller en større rolle. Derfor skal vi udvikle innovationstanker inden for stx," siger han.

Eksamen skal ændres
Lærer Dorte Fensteen Nielsen håber meget, at ministeren har modet til at ændre på eksamensformen. Hun har i de sidste tre år været med i et innovationsprojekt på Københavns åbne Gymnasium. Der har hun erfaret, at eksamensformen ikke værdsætter elevernes innovative kompetencer.
"Vi kan gøre eleverne nok så innovative, men så længe de kun bliver vurderet på deres fagfaglige kompetencer til eksamen, så kan det aldrig blive 100 procent," fortæller Dorte Fensteen Nielsen.

Hun kan se, at inddragelse af innovation i undervisningen er med til at udvikle elevens evner til at være selvstændig, samarbejde, formidle og tage initiativ. Eleven får prøvet sin viden af i autentiske situationer. Brugbare kompetencer, bare ikke, når der skal gives karakter.
"Når eleverne kommer til eksamen, foregår det desværre i en uautentisk boble langt fra det innovative," siger Dorte Fensteen Nielsen.

Christine Antorini mener, at det kan være fornuftigt at kigge på eksamensformen. Om kort tid sætter hun gang i et andet udviklingsprogram for de gymna- siale uddannelser, som også skal se nærmere på eksamen.
"Jeg har den grund­læggende holdning, at eksamenerne skal være så tæt som muligt på den virkelighed, som eleverne skal ud at bruge deres kompetencer i. Og vi har brug for, at unge tænker innovativt," siger ministeren.

Projektet kører det næste år, hvor skolerne blandt andet skal afprøve nye ideer for almen studieforberedelse og skabe og dele viden og erfaringer om innovation i undervisningen. Alt efter hvilke erfaringer skolerne gør sig, overvejes det, at projektet skal danne grundlag for et egentligt eksamensforsøg.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater