Tekst_
Ida Abildtrup
Foto_
Jacob Nielsen
Sprog, naturvidenskab, økonomi, kunst eller samfundsvidenskab? Elevernes valg af studieretning er en vigtig del af gymnasiet. Men hvad er det, de forskellige fagområder giver af viden og kundskaber?
Fem faglige fyrtårne fortæller, hvorfor netop deres område er vigtigt.
Når Louise Herping Ellegaard investerer i iværksættere i Løvens Hule på Danmarks Radio, følger over 500.000 danskere med. Men vejen dertil har ikke været så snorlige, som man ellers godt kunne forvente af en iværksætter, som taler passioneret for sit fag.
Som ung læste Louise Herping Ellegaard historie, medier og kultur på universitetet.
”Jeg vidste ikke noget om handelsområdet. Så jeg tog det sikre valg med historie, fordi det lignede noget, som jeg allerede havde haft i folkeskolen og gymnasiet,” fortæller Louise Herping Ellegaard, som blev student fra Grindsted Gymnasium i 2000.
“Jeg skulle måske have været på CBS – det kom jeg så senere.”
Louise Herping Ellegaard brugte dog nogle af sine erfaringer fra historiestudiet, da hun i 2006 var med til at stifte EdTech-virksomheden Clio Online, som lavede digitale læringsportaler. I dag er virksomheden solgt, og hun investerer i andre iværksættere.
Hør Louise Herping Ellegaard fortælle, hvorfor virksomhedsøkonomi og afsætning er vigtige fag
Job_ Iværksætter og -investor
Udannelse_ Cand.mag. i historie, medier og kultur fra Københavns Universitet og HD i international business fra Copenhagen Business School
Bred dannelse
Mange flere unge vælger i dag at gå på handelsgymnasiet end tidligere. Samtidig oplever Louise Herping Ellegaard, at flere unge vælger at blive iværksætter.
”Det er da megafedt, at der er flere, som er interesseret i iværksætteri, for det er dem, som skaber arbejdspladser på sigt. Det er simpelthen så vigtigt, at der er nogen, som tør satse alt og arbejde hårdt,” siger hun.
De merkantile fag på hhx som virksomhedsøkonomi og afsætning giver ifølge Louise Herping Ellegaard en bedre forståelse for iværksætteri – og det er vigtige fag at få præsenteret for eleverne i gymnasiet.
”Gymnasiets største og fineste opgave er at fortælle de unge om alle de muligheder, de har. Der er mange fagligheder, som er vigtige,” understreger Louise Herping Ellegaard.
Hun mener, at en forståelse for det merkantile område også er almendannelse og giver mening, selvom man ikke kommer til at arbejde inden for området.
”At kunne læse et regnskab er også almendannelse. Det har betydning, når man er på en arbejdsplads eller skal følge med i samfundsdebatten, at man har fået en bred dannelse.”
‘Jesper Buch-drenge’
Tværfaglighed er et grundprincip på handelsgymnasiet, som kulminerer i 3.g, hvor eleverne afleverer deres studieområdeprojekt.
Louise Herping Ellegaard mener, at det er afgørende, at man som gymnasielærer tænker tværfagligt, hvis man vil inspirere og støtte elever med iværksætterdrømme. For selvom de merkantile fag er vigtige for en kommende iværksætter, er det også vigtigt, at man kan formulere sine drømme, hvilket et fag som dansk kan hjælpe med.
Om man er medarbejder i en virksomhed eller ejer af den, så er det vigtigt at have en virksomhedsforståelse.
En stor del af de iværksættere, som Louise Herping Ellegaard har investeret i, er unge. Det er ifølge hende et tilfælde, men hun kan godt lide, at de unge iværksættere er idealister, der brænder for det, de laver.
Mange af de unge, som hun arbejder sammen med, er motiveret af, at de kan være med til at forbedre verden.
”Der er fandme mange op- og nedture, når man er iværksætter. Så hvis de ikke tror på det og brænder for den større mission, så brænder de ud,” siger Louise Herping Ellegaard.
Hun sammenligner opstarten af en virksomhed med et langt maraton. Her er det ifølge hende vigtigt, at man som lærer understreger vigtigheden af at have et formål og være motiveret af andet end penge.
”Jeg ved sgu ikke, hvor langt de klassiske ‘Jesper Buch-drenge’, som drømmer om at blive iværksættere for at tjene en masse penge, når. Der skal også være noget purpose,” slår hun fast.
Louise Herping Ellegaard drømmer ikke om, at alle unge skal være iværksættere, men hun tror bestemt ikke, at læringen vil være spildt.
”Om man er medarbejder i en virksomhed eller ejer af den, så er det vigtigt at have en virksomhedsforståelse. Man ender simpelthen med at tage nogle klogere beslutninger.”
Læs kapitel 5
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode