Gymnasielærer Søren Wilhjelm er lettet. Endelig er en lang og hård ventetid forbi.
Ventetiden strækker sig faktisk kun over et halvt år fra februar, hvor han blev afskediget af Campus Bornholm, og til sidste uge, hvor Folketingets Ombudsmand kom med sin stærke kritik af afskedigelsen. Men den har føltes helt anderledes at stå midt i.
“Jeg var faktisk imponeret over, at Ombudsmanden var så hurtig til at behandle min sag. Men det har bare ikke føltes hurtigt i mit liv. Det har været en lang, lang ventetid,” siger Søren Wilhjelm til gymnasieskolen.dk.
Afskediget for illoyalitet
Hele sagen begyndte med, at Søren Wilhjelm i december sidste år skrev til politikerne fra Folketingets Finansudvalg. Udvalget skulle behandle en ekstrabevilling til Campus Bornholms byggeri.
Søren Wilhjelm opfordrede udvalget til at udskifte skolens direktør og bestyrelse, hvis de bevilligede de ekstra penge, da behovet for den ekstra bevilling var opstået på grund af ledelsens dårlige økonomiske håndtering.
Men det ekstra tilskud blev bevilliget, og Søren Wilhjelm tænkte ikke mere over det. Lige indtil han to måneder senere blev kaldt til den omtalte afskedigelsessamtale. Begrundelsen for afskedigelsen var, at han havde handlet illoyalt.
“Jeg var helt i chok. Det var så absurd, at ledelsen pludselig flere måneder efter valgte at fyre mig uden at have reageret på det tidligere over for mig,” siger Søren Wilhjelm, der samtidig ærgrer sig over, at hans elever derfor måtte få en ny lærer to måneder før eksamen.
Lagde ikke fingrene imellem
Sidenhen valgte Folketingets Ombudsmand at gå ind i sagen, og i onsdags kom han med sin dom, der indeholdt en hård kritik af Campus Bornholms ledelse.
Læs: Ombudsmand kritiserer fyring af gymnasielærer
“Jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget galt, så sagens udfald var jo, som jeg havde forventet. Men det kom trods alt bag på mig, hvor skarp Ombudsmanden var i sin udtalelse. Han lagde bestemt ikke fingrene imellem,” siger Søren Wilhjelm.
Afskedigelsen trukket tilbage
Sidenhen er alt gået meget stærkt. Allerede dagen efter Ombudsmandens udtalelse holdt lærerne på Campus Bornholm GL-møde. Søren Wilhjelm deltog ikke, men har fået fortalt, at mødet trak ud og udviklede sig til et fagligt møde. Det mundede ud i, at Søren Wilhjelms afskedigelse blev trukket tilbage.
“Jeg var helt overvældet, for jeg havde frygtet, at ledelsen ville bruge den fulde betænkningstid på en måned til at overveje min sag,” siger han.
Kollegers store opbakning
Det har været overvældende for Søren Wilhjelm at opleve kollegernes opbakning.
“Mine kolleger har bakket mig op 100 procent. Ikke offentligt for det har man ikke turdet som ansat på Campus Bornholm, men i private beskeder,” fortæller Søren Wilhjelm og uddyber:
“De har sagt til mig, at jeg havde skrevet det, som de havde tænkt i årevis.”
Vi bør udtale os
Søren Wilhjelm håber, at Ombudsmandens dom kan være med til at åbne op for, at flere ansatte tør bruge deres ytringsfrihed rundt omkring på de offentlige arbejdspladser.
“Det kan ikke være sandt, at de, der sidder tættest på problemerne, ikke tør udtale sig. Hvad enten de er ansat på et gymnasium, et sygehus eller hos Skat. Vi forvalter jo vores allesammens skattekroner,” siger Søren Wilhjelm og tilføjer:
“Jeg håber også, at ledelserne tør tage debatten i stedet for at afskedige eller på anden vis chikanere de ansatte,” siger han.
Detaljer skal lige på plads
Søren Wilhjelm glæder sig til at vende tilbage til arbejdet på Campus Bornholm, men ved endnu ikke, hvornår det bliver.
I dag holder han derfor møde med GL, og i morgen holder GL møde med ledelsen på Campus Bornholm for at få de sidste detaljer på plads.
Læs hele afgørelsen fra Folketingets Ombudsmand her.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode