Alle har ret til et ordentligt arbejdsliv

Det er noget skidt at være nedslidt - det kan alle være enige om. Derfor vil Socialdemokratiet give nogle fag tidligere folkepension, mens regeringen har lavet en aftale med DF og Radikale Venstre, der giver tidligere pension til dem, der kun kan arbejde 15 timer ugentligt. Begge dele er stærkt problematiske.

Socialdemokraternes løsning vil differentiere i en af vores vigtigste universelle velfærdsrettigheder. Ved udelukkende at fokusere på nogle bestemte fag skaber man samtidig en kunstig modsætning til de faggrupper, der nedslides psykisk. Det er vi gymnasielærere et skoleeksempel på. 2%-nedskæringerne betyder, at vi skal varetage flere og flere elevers uddannelse, samtidig med at det faglige og kollegiale miljø på lærerværelset ødelægges af løbende fyringer. De, der er tilbage, får flere hold, flere elever, et stærkt opskruet arbejdstempo og øget stress. Oveni forventer politikerne, at vi kan implementere en ny gymnasiereform og levere endnu højere kvalitet. Det skriger til himlen.

Gymnasielærere er i forvejen en af de faggrupper, der oplever mest stress og angst, og hvor arbejdet tager mest energi fra privatlivet (se fx det Nationale Center for Arbejdsmiljøs rapport fra 2018). Nedskæringerne får simpelthen bægeret til at flyde over. Samme konflikt rammer fx sygeplejersker og pædagoger, der også i stigende grad har svært ved at levere den fornødne kvalitet til de mennesker, som behøver den.

Fortællingen om forkælede akademikere overfor ’nedslidningsfag’ er ikke blot klassisk del og hersk, der truer solidariteten fra OK18. Den fjerner også fokus fra den centrale udfordring: At skabe et arbejdsmarked for alle faggrupper, der ikke slider folk ned. Dette fokus mangler også i regeringens model, som kun fokuserer på en bestemt lille gruppe og ignorerer resten. Jovist skal vi tage hånd om de nedslidte, men symptombehandling alene gør det ikke – der er brug for forebyggelse.

I stedet for at konkurrere om, hvor meget henholdsvis murere og læger skal knokle sig i stykker for at få pension, må vi insistere på, at alle har ret til et ordentligt arbejdsliv og dermed også et liv efter arbejdslivet – uden smerter, med overskud til børnebørn og vennekreds. Hvis det skal lykkes, kræver det, at håndens og åndens arbejdere står sammen og kræver et bedre arbejdsmiljø for alle.

Helene Caprani, medlem af GL’s hovedbestyrelse

Kåre Blinkenberg, medlem af GL’s hovedbestyrelse og formand for Arbejdspladsudvalget