Det er vel egentlig bare et spørgsmål om retfærdighed

Septemberudgaven af Gymnasieskolen bragte en nyhedsartikel om noget, som virkelig ikke burde være en nyhed. Det handler om den EU-dom fra 2024, hvor det blev slået fast, at det er forskelsbehandling, når fuldtidsansatte får tillæg for overtimer (1,5 gange timelønnen), mens deltidsansatte ikke gør.

Læs: To år gammel deltidsdom stadig i syltekrukken

Deltidsansatte har i årevis skullet arbejde helt op til fuldtid, før overtid for dem blev belønnet.

Nyheden er så, at der ikke sker noget som helst på området. Dommen er faldet. Dommen er offentliggjort, men der sker ingenting i vores sektor. Det burde da virkelig ikke være en nyhed! Det modsatte burde være tilfældet!

Jeg har egentlig undret mig over den ovennævnte forskelsbehandling gennem hele mit voksne arbejdsliv. Det har direkte været noget, som uanstændige skoleledelser har kunnet udnytte til at give deltidsansatte ekstra opgaver frem for fuldtidsansatte. Det er i sig selv uretfærdigt, hvis det er sket.

Jeg har tidligere her på Gymnasieskolen skrevet om de mange deltidsansatte gymnasielærere og spekuleret i, hvad det mon skyldes, at så mange lærere er på deltid. Hovedårsagen er formentligt et arbejdspres, som ikke er blevet mindre gennem årene. Lærere vælger deltid, fordi de simpelthen ikke kan holde til at arbejde fuldtid.

Men der er ikke kun én årsag til, at mange er på deltid. Jeg kender rigtigt mange deltidsansatte, og historierne er næsten lige så forskellige, som mennesker er. Nogle har børn i enorm mistrivsel; nogle døjer med kronisk sygdom; nogle har lang transporttid til arbejde…

Jeg tror ikke, jeg kender en eneste, som er på deltid, bare fordi de gerne vil have mere fritid.

Det gør det endnu mere uretfærdigt, at skoler så har kunnet udnytte de deltidsansatte til at løse ekstra opgaver uden at aflønne dem ordentligt for det.

Nu er dommen så kommet, og alt burde være godt. Men som Gymnasieskolen siger det, så er den landet i en ”syltekrukke”, hvor den indtil videre har fermenteret i to år(!) Vi kan kun håbe, at det går med dommen, som det gør med andre ting i syltekrukker. At den bliver bedre med årene. Og at den ikke ligger i krukken så længe, at den går til – eller at låget ikke kan åbnes.

Heldigvis forsøger man at rykke på nogle skoler. På nogle skoler er man i gang med at afdække, hvor mange timer der egentlig er tale om, og jeg føler mig overbevist om, at disse skoler vil rykke på udbetaling af merarbejde, når først betingelserne er på plads. Fx er det indtil videre uklart, hvor mange år tilbage i tiden man skal kigge.

I mellemtiden vil jeg anbefale, at skoleledelserne holder sig orienterede om, hvad der foregår, og at alle vi deltidsansatte taler med vores tillidsrepræsentanter, som kan hjælpe med at holde skolerne til ilden, så dommen ikke bliver glemt i bunden af en syltekrukke, som ikke kan åbnes til sidst.

At der sker noget inden længe, må da være det eneste retfærdige.