
Derfor bliver jeg – og derfor skrev mine elever med pen og papir
For godt et år siden begyndte jeg at skrive denne blog. Dengang fyldte Donald Trumps udtalelser om Grønland den offentlige debat. Demonstrationer samlede mennesker i Grønlands byer, og diskussionerne om Grønlands fremtid fyldte både medierne og klasselokalerne. Nu er endnu et skoleår gået. Meget har ændret sig, men overraskende meget er også det samme. Trump taler stadig om Grønland. AI fylder stadig mere i undervisningen. Og diskussionerne om sprog, identitet og uddannelse er kun blevet mere aktuelle.
For mig har året også været præget af et mere personligt spørgsmål: Skulle jeg blive? Fra 2019 til 2025 boede jeg i Danmark sammen med min kone og vores to børn. De bor stadig i Danmark, og derfor har jeg naturligvis flere gange spurgt mig selv, om det giver mening at fortsætte mit arbejdsliv i Grønland, når det betyder lange perioder væk fra familien. Svaret er indtil videre ja. Efterhånden er jeg blevet overbevist om, at uddannelse er et af de steder, hvor Grønlands fremtid bliver til. Det er her, de store spørgsmål om sprog, kultur og identitet bliver konkrete, og det er derfor, jeg fortsat har lyst til at være her.
Årets eksamener illustrerede meget tydeligt, hvorfor de spørgsmål optager mig. Ved de mundtlige prøver gav vi karakterer fra -3 til 12 og næsten alt derimellem. Det er ikke usædvanligt i sig selv, men spændet fortæller noget om de enorme forskelle, jeg møder blandt eleverne. Nogle er fagligt stærke og godt rustede til videre uddannelse. Andre kæmper stadig med de mest grundlæggende sproglige og faglige forudsætninger for overhovedet at kunne gennemføre en gymnasial uddannelse. Forskellene handler ikke kun om evner, men også om erfaringer med skole, studievaner, deltagelse i undervisningen og de forudsætninger, eleverne har med sig fra folkeskolen.
Tidligere på året skrev jeg blogindlægget “Forståelse uden form” den 9. februar 2026. Her beskrev jeg AI som et dilemma. På den ene side oplevede jeg, at kunstig intelligens kunne fungere som en sproglig støtte for elever, der havde forstået stoffet, men som havde svært ved at formulere sig på skrift. På den anden side så jeg også afleveringer, der var sprogligt imponerende, men hvor eleverne efterfølgende ikke kunne forklare det, de angiveligt selv havde skrevet.
Det sidste har fyldt meget i mit arbejde som lærer. Når jeg har været i tvivl om, hvorvidt en elev selv havde skrevet en opgave, har jeg ikke nøjedes med at konstatere, at teksten lød for god, eller at sproget lå langt over elevens normale niveau. Jeg har kaldt eleven til en samtale og bedt vedkommende forklare sine egne formuleringer, argumenter og teksthenvisninger. Jeg har spurgt, hvad en bestemt passage betyder, hvorfor et bestemt begreb er brugt, og hvordan analysen hænger sammen med det, vi har arbejdet med i undervisningen.
Nogle elever har under de samtaler erkendt, at de havde brugt AI på en måde, der gik langt ud over sproglig støtte. Andre har fortalt, at de havde kopieret fra en anden elev eller fået hjælp udefra. Der har også været elever, som ikke har erkendt noget, men som simpelthen ikke har kunnet svare på selv helt grundlæggende spørgsmål til deres egen opgave. De har ikke kunnet forklare ord, som stod i teksten. De har ikke kunnet redegøre for argumentationen. Nogle gange har de end ikke kunnet forklare, hvad opgaven overordnet handlede om.
I de tilfælde har det været tydeligt for mig, at teksten ikke kunne bruges som et troværdigt udtryk for elevens faglige niveau. Det betyder ikke, at jeg med sikkerhed kan afgøre præcis, hvordan opgaven er blevet til. Men når en elev ikke forstår sit eget sprog eller sin egen analyse, kan jeg heller ikke bedømme teksten, som om den dokumenterer elevens selvstændige arbejde. Derfor har jeg i flere tilfælde vurderet opgaver som afleveret, men ikke bedømt dem fagligt, fordi jeg ikke kunne stå inde for, at teksten var elevens egen præstation.
På den baggrund valgte jeg ved årets afsluttende skriftlige årsprøve i engelsk at lade eleverne skrive med pen og papir. Det var ikke et opgør med AI som sådan. Tværtimod mener jeg stadig, at kunstig intelligens kan være et værdifuldt hjælpeværktøj, særligt i et sprogligt udfordret klasselokale. Men jeg havde brug for en prøveform, hvor jeg kunne se, hvad eleverne faktisk kunne, når de stod alene med deres egen forståelse og deres eget sprog.
Vi kan naturligvis forsøge at lukke for nettet og opstille tekniske begrænsninger. Men jeg er ikke overbevist om, at den slags løsninger i længden kan forhindre elever i at omgå reglerne. Derfor valgte jeg den enkleste og mest gennemskuelige løsning. Eleverne fik papir, opgaven og den tid, de havde til rådighed. Det gjorde prøven mindre teknologisk avanceret, men til gengæld langt mere pålidelig som billede af deres faktiske kunnen.
Resultatet overraskede mig egentlig ikke. De elever, som gennem året havde arbejdet selvstændigt, og hvis afleveringer havde hængt sammen med det, jeg kendte fra undervisningen, klarede sig stort set som forventet. Nogle klarede sig rigtig godt, andre udmærket. De elever, som jeg tidligere havde haft mistanke om ikke selv skrev deres opgaver, faldt derimod markant tilbage. Flere dumpede, og et par stykker må nu tage 1.g om.
Det skyldes naturligvis ikke kun én skriftlig prøve. Deres præstationer i undervisningen havde også været meget begrænsede, og nogle havde nærmest ikke deltaget fagligt gennem året. Men prøven gjorde forskellen mellem afleveret tekst og faktisk forståelse meget tydelig. I løbet af det nye skoleår skal jeg som karrierevejleder have samtaler med de elever, der skal begynde forfra. Her bliver en vigtig del af opgaven at gøre det klart, at de er nødt til at gentænke deres tilgang til undervisningen. Hvis man lader andre eller en maskine udføre arbejdet, kan man måske få afleveret en opgave, men man får ikke nødvendigvis lært det, man skal bruge for at komme videre.
For mig bekræftede årsprøven derfor ikke, at AI i sig selv er problemet. Problemet opstår, når teknologien skjuler forskellen mellem sproglig hjælp og manglende selvstændigt arbejde. Det afgørende spørgsmål er stadig, om eleven forstår det, der bliver afleveret, og om eleven kan stå på mål for sine egne formuleringer og faglige valg. Derfor bliver de mundtlige opfølgninger mindst lige så vigtige som selve teksten.
Samtidig er diskussionen om Grønlands fremtid langt fra stilnet af. Donald Trump har igen gjort Grønland til en del af den internationale debat. Denne gang med bemærkningen om, at Grønland ikke gavner Danmark. Uanset hvad man mener om den udtalelse, fik den mig til at stille et andet spørgsmål: Hvad er det egentlig, Danmark og Grønland ønsker at få ud af hinanden?
Måske er spørgsmålet i virkeligheden forkert. Et forhold mellem to lande bør næppe reduceres til et regnestykke over gevinster og tab. Omvendt giver det heller ikke mening at antage, at en relation skal fortsætte uændret, blot fordi den har eksisteret i århundreder. Når der i Grønland er så stor utilfredshed med den måde, Danmark har styret eller påvirket landet på, er det rimeligt at spørge, hvad relationen skal bygge på fremover, og om begge parter stadig ønsker den i dens nuværende form.
I en artikel hos DR den 2. februar 2025 formulerer den grønlandske professor Minik Rosing spørgsmålet på en måde, der rammer noget væsentligt. Han mener, at der i Rigsfællesskabet har været meget “rigs” og for lidt “fællesskab”, og at debatten om Grønlands fremtid ikke kun bør handle om fortidens fejl. Rosings udtalelse faldt i en podcast, jeg desværre ikke kunne finde – måske der var tale om et ordspil, hvor Rosing hentyder til, at der også er for meget ”ris”, altså negativ kritik landene imellem. Danmark og Grønland må diskutere, hvilke kulturelle, menneskelige og politiske relationer de ønsker at bevare og udvikle. Hvis fællesskabet skal bestå, må det være, fordi begge lande kan formulere noget, de ønsker at opnå sammen – ikke blot fordi historien har bundet dem til hinanden.
For mig vender den diskussion igen og igen tilbage til uddannelsen. Det er her, spørgsmålene bliver konkrete. Hvilken rolle skal grønlandsk, dansk og engelsk spille? Hvordan skaber vi et uddannelsessystem, hvor flere unge gennemfører? Og hvordan sikrer vi, at sproget bliver en indgang til uddannelse frem for en barriere?
Jeg hører ofte, at engelsk er fremtidens sprog i Grønland. Det siger politikere, kolleger og mange unge. Men jeg ser endnu ikke de investeringer, der skal til, hvis ambitionen skal blive til virkelighed. Samtidig oplever jeg, at dansk gradvist fylder mindre i det offentlige rum og i den politiske debat. Det er en udvikling, som mange hilser velkommen, men jeg savner en lige så konkret plan for, hvad der skal erstatte den rolle, dansk hidtil har spillet i uddannelsessystemet.
Det er ikke tilstrækkeligt at sige, at engelsk skal fylde mere. Hvis engelsk reelt skal overtage nogle af de funktioner, dansk har i dag, kræver det investeringer i undervisningsmaterialer, læreruddannelse, efteruddannelse og langt mere systematisk sprogundervisning. Jeg oplever heller ikke, at elever automatisk bliver dygtige til engelsk, blot fordi de møder sproget på sociale medier, i spil og i populærkultur. Nogle gør, men langt fra alle. Der er forskel på at kunne forstå enkelte udtryk og på at kunne bruge engelsk som uddannelsessprog.
Det er netop derfor, jeg har valgt at blive. Ikke fordi jeg tror, at jeg kan løse de problemer, jeg skriver om, men fordi jeg oplever, at de er værd at forsøge at forstå. Når den internationale debat handler om Grønland, handler den ofte om geopolitiske interesser, råstoffer og stormagter. I min hverdag ser det anderledes ud. Her bliver de store spørgsmål omsat til elever, der kæmper med sprog, lærere, der forsøger at bygge bro mellem kulturer, og unge mennesker, der forsøger at finde deres plads i et samfund under forandring.
Det er i klasselokalet, spørgsmålene bliver konkrete. Det er her, elever og lærere hver dag mødes på tværs af sprog, kulturer og historiske erfaringer. Det er også her, diskussionerne om Grønlands fremtid holder op med at være abstrakte og bliver til konkrete valg om undervisning, læring og uddannelse. Det er de spørgsmål, jeg håber at blive ved med at udforske her på bloggen i det kommende skoleår.








Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode