Hvorfor GL?

Ovenstående spørgsmål bliver kun mere relevant fremadrettet. Kigger man rundt på det danske arbejdsmarked, er det os, der er de mærkelige, når det kommer til lokalløn. Jeg har ikke hørt om andre akademiske arbejdspladser, som har den samme grad af solidariske, objektive principper som GL’s gængse tilgang til fordeling af lokalløn.

Lad os starte højtflyvende! Sun Tzu skriver i sin berømte bog ”Krigskunsten”: “Kend din fjende og kend dig selv, så vinder du 100 kampe eller mere”. Vi har i denne valgkamp brugt meget krudt på at tale om forskellige trusler for sektoren, ingen nævnt, ingen glemt. Vi har brugt meget få kræfter på at kende os selv. Sun Tzus pointe er, at den, der kun kender sin fjende og ikke sig selv, ikke kan sejre i samme grad som den, der kender begge.

Et af de spørgsmål, vi som travle gymnasielærere bør reflektere over, når der er valg til GL’s hovedbestyrelse, er, hvilken retning GL skal have frem mod den kæmpe reform af sektoren i 2030. Men mange af os bør egentlig starte med det grundlæggende spørgsmål: hvorfor GL? Jeg har sat mig ned en søndag morgen og reflekteret over det, så du, travle gymnasielærer, ikke behøver at gøre det.

Lad os begynde med det vigtigste: GL kæmper for objektive løntrin med en meget lille grad af variation blandt vores kolleger (erhvervsskoler vender vi tilbage til). Det er i princippet i tråd med resten af det akademiske danske arbejdsmarked. Men! Det afgørende punkt, hvor forskellen mellem GL og andre fagforeninger gør sig gældende, er på lokalløn.

På de fleste GL-arbejdspladser vil TR komme med en liste af medarbejdere, der ”ligger lavt” ift. gennemsnitslønnen, og indstiller således dem, der ligger lavest i lønstatistikken til at være først i køen til de lønstigninger, der er er ”råd til”. Jeg er bekendt med, at der er nuancer i dette billede, men jeg vil fastholde beskrivelsen som hovedtendensen – i hvert fald ud fra min erfaring.

Det har den fordel, at lønstigninger tildeles efter et objektivt kriterie. Lønstigninger tildeles således ikke efter mellemlederes anbefalinger eller efter særlige præstationer, der af ledelsen synes vigtige. Vi kan kalde dem modeluner. For hvem gør det bedste stykke arbejde? Det afhænger af øjnene, der ser. Et princip, der kommer alle til gavn, er antagelsen om, at øget anciennitet alt andet lige gør underviseren dygtigere. Det vil mange kalde gammeldags – heriblandt mange af mine venner, der arbejder på en DJØF-overenskomst. Men det er i sin væsentlighed godt, da det sikrer lønstigninger til Loke, såvel som Thor. Det garanterer, at det kan betale sig at dygtiggøre sig til kerneopgaven fremfor at sidde i de rigtige udvalg etc.

Den styrke, der ligger i den solidariske tilgang til fordelingen af lønstigninger, giver et kollegialt fællesskab, hvor vi i høj grad kan rumme hinandens forskelligheder og ikke gør os til dommer over, hvem der er bedst, hvem der retter hurtigst, hvem der giver de højeste karakterer etc. Det er et godt sted, og jeg synes i høj grad, at det er værd at kæmpe for at bevare. Alternativet – at vi bliver ”normaliseret”, tror jeg ikke giver et bedre arbejdsliv for mig som gymnasielærer.

Afslutningsvist kan jeg alligevel ikke lade være med at rette blikket udad. For vores solidaritet er udfordret på erhvervsskolerne og bliver udfordret af de kommende arbejdsforhold på epx. Lokallønsmidlerne, manglen på gennemsigtighed og personale, der er organiseret på forskellige overenskomster, er fællesnævnere for de problemstillinger, der udfordrer den solidariske grundtanke om ”lige løn for lige arbejde”.

Med epx-reformen kommer flere af GL’s medlemmer sandsynligvis på arbejdspladser, hvor flere er organiseret andre steder. Der bliver GL’s opgave efter min mening at gribe fat om nældens rod: 1) Vi skal insistere på at kræve centralt aftalte tillæg i så stort omfang som muligt, men vi gør klogt i at forberede os på, at lokalløn stadig vil findes efter de næste mange overenskomstforhandlinger. 2) Vi skal få de andre organisationer til at se lyspunkterne ved vores måde at tænke på. Det bliver svært ja, men andre løsninger bliver endnu sværere. Kun ved at stå sammen på arbejdspladsen kan fagforeninger fremme personalets løn og arbejdsvilkår til gavn for alle i stedet for kun de udvalgte.

Derfor er GL ikke lige meget. Derfor er GL vigtig, og derfor bør du huske at stemme til valget lige nu!