Vemodigt farvel
Huerne har annonceret sommerens komme, det er huernes sommer, det er de unge menneskers farvel til tre år på en gymnasial uddannelse. Forhåbentlig synes de alle sammen, at de er bedre end alle de andre, at lige præcis deres hue er den rigtige. Forhåbentlig har vi lært dem, at alle de andre også synes, at lige præcis deres hue er den rigtige, og at det er okay.
Det er nok svært at måle på, under alle omstændigheder, og så længe det blot udmønter sig i venskabelige drillerier, så går festen videre. At befinde sig i en rus af glæde over, at det lykkedes, af alkohol, musik og fællesskab – det klassefællesskab som tilmed er ved at slutte eller forandre sig for stedse, gør studenterne tolerante. Huen er en ja-hat, rusen hjælper med nye historier og med at glemme, at de historier er om det fællesskab, der splittes om et øjeblik.
Således påbegyndes voksenlivet for alvor for vores unge mennesker, overgangsritualerne, de formelle og de uskrevne, se morgensolen, alle reglerne for markeringerne på huerne, C.L. Seifert og studentervognmændene tjener formuer. Således kan studenterne en dag, flyttet hjemmefra, gift, med børn, job, hvad ved jeg, læse tilbage i deres huer, ligesom vi selv kan tænke tilbage på vores studentertid for mange år siden selv om meget lidt synes at have ændret sig. De bliver fejret, og det er tradition, tradition, tradition!
Imens studenterne fester, tænker en fri fugl, en løstansat lærer, en midlertidig løsning, årsvikar, timelærer, det kunne være mig, på fremtiden. Igen. Og jeg er vant til det, selv om jeg nogle gange prøver på at undgå det.
Det er jo vemodigt at sige farvel til nogle EUX-elever, man har spenderet op til 123 klokketimer sammen med inden for fem måneder. Man lærer eleverne at kende, man bliver tæt med dem, i et så intenst forløb fordelt over to fag – og omvendt – hvis man ellers vil dele lidt ud af sig selv. Selv om det er vemodigt at sige farvel, så er deres frydefulde forventnings spænding, når afslutningen nærmer sig, og deres euforiske glæde, som de blander med hinandens, når det endelig lykkes, og huen kommer på selvfølgelig det hele værd og mere til.
Det er vemodigt at måtte fortælle et hold, at jeg måske skal være deres dansklærer igen næste år. Ikke, at der med garanti ikke er elever, som synes, det kunne være bedre med en anden. Men de fleste ville ønske, at de kunne have den samme lærer alle tre år i dansk og de fleste lærere også, at det kunne være sådan.
Og det er vemodigt at sige farvel til begavede, søde kolleger, igen, på muligt gensyn en gang næste år, hvis der bliver et vikariat i dansk eller kom/it og ledelsen ellers igen vil vælge mig. Jo, det er selvfølgelig vemodigt at indse, at man ikke har de optimale fag i en tiltagende tidspresset og omskiftelig branche eller et pædagogikum, men det er jo langt fra nyt længere. Det er ærgerligt at gå glip af opstarten i august også, fagligt og socialt. For det betyder faktisk noget, at man kender hinanden.
Man forventer intet, man lader ikke sit humør påvirke, selv ikke på sidste arbejdsdag.
Næste års regneark er udfyldt, skemaet lagt af stresset mellemleder. Vi har oplevet noget sammen, til tider hængt i med neglene i et stadigt mere presset skema. Fag og elever og opgaver og forløb og klassekultur og eksamen og censorater og prøver. For eksempel. Og det gik sgu. Igen. Som det plejer.
Men nu er det altså – måske midlertidigt, måske endegyldigt – slut. Måske er det sådan en usikkerhed, som også alle de studenter, som ikke helt ved, hvad de vil eller kan eller skal, måske føler. Altså, når festen på et tidspunkt er forbi, og huen må blive i skabet og har haft sin tid.
Jeg har undervist i dansk på stort set samtlige gymnasiale uddannelser – HHX, VUC/HF, HTX. EUX og STX. Jeg har oplevet fyringsrunder, hvor jeg nok kunne forstå, men ikke leve mig ind i de kolleger, som måtte skifte job efter mange år på samme arbejdsplads. Dette farvel til en arbejdsplads, som man har været med til at bygge op, som er blevet en del af en identitet, som er blevet et barn, man gerne ville se vokse op, en elev, man gerne ville se springe ud som student.
Som omstillingsparat og resilient får man en kynisme, der nok er sund i lederkursets øjne. Man forventer intet, man lader ikke sit humør påvirke, selv ikke på sidste arbejdsdag, på hvilken dette er skrevet. Man sørger for, at man bygger sin personlighed og identitet op om noget andet end arbejdet. Men måske har jeg hele tiden været sådan, i hvert fald som voksen. Jeg ved det ikke helt, længere.
Men man, jeg, vi må jo ikke glemme huerne. ”Her laver vi studenter,” sagde en rektor, som jeg sætter pris på til mig til vores korte, men behagelige første samtale, og det gør vi. De får lært noget, de fleste af dem, hvis de vil det, bare lidt, men oftere meget. De får huer på, viser dem frem til lærernes traditionelle afsyngning af Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”.
Til den traditionelle huemiddag kan de fortælle, hvad de skal bagefter: Arbejde, sabbatår, studier, rejser, verden er farlig og tiltrækkende. Om, hvordan de har været fulde sammen og gjort alle de åndssvage og fjollede og nogle gange ulovlige ting, man også selv kan huske fra sine egne formative studenteruger. Den nære planlægning, vogntur, bid og hak i huen, hoppe i en sø for at bade, se solopgangen.
Natten er ovre. Vi kom igennem og om lidt er vores ”vi” forbi. Se glæden vemodigt i øjnene. Se! Solopgangen.
Af Frank Emil Larsen, lektor i dansk & kommunikation & it, HTX Roskilde (to dage endnu)
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode