Darko Bajic nævner aldrig Kosovokonflikten i sin undervisning: ”Stemningen løber med det samme løbsk”

Når man kommer ud på den anden side af fodgængertunnellen, under gågaden i centrum af Beograd, er det umuligt ikke at lægge mærke til den 50 meter lange og 2 meter høje skrift, som er malet på fortovsmuren ved den store hovedvej.

’Når militæret vender tilbage til Kosovo’, står der med fuldfede gule bogstaver, hen over en baggrund i det serbiske flags farver, rød, hvid og blå.

Ved et lyskryds står en lille gruppe unge mænd i sen-teenageårene og venter på, at der bliver grønt lys.

Hvad tænker de, at det budskab betyder?

”De, der har malet det der, viser, at de elsker vores land,” siger den ene uden betænkningstid.

Hans venner nikker selvfølgeligt. Trafiklyset skifter, mændene går over vejen og forsvinder rundt om et hjørne.

20 minutters gang derfra, tæt ved den botaniske have, fortæller gymnasielæreren på det lokale gymnasium Sveti Sava, 45-årige Darko Bajic, om, hvordan Kosovo-konflikten er et emne, han undgår i sin undervisning. Han underviser i fagene geografi og geopolitik, og hans elever er overvejende etniske serbere.

”Konflikten er ikke et afsluttet kapitel. Det er et emne, der sætter sindene i kog, og for at bevare roen i klassen, taler vi ikke om det,” siger han og trækker på skuldrene.

I Kosovo var der i to år fra 1998 til 1999 kampe mellem den serbisk-ledede Jugoslaviens hær, som på det tidspunkt kontrollerede Kosovo, og Kosovos befrielseshær, der bestod af etniske albanere. 14.000 mennesker blev dræbt. Og eftermælet fra krigen er lige så komplekst, som krigen var blodig.

For præcis 25 år siden – i marts 1999 – valgte NATO at bombe udvalgte mål i Serbien – navnlig Forsvarsministeriet i hovedstaden Beograd – i et forsøg på at få Jugoslaviens hær til at trække sig ud af Kosovo. 1 million albanere var sendt på flugt i det, omverdenen så som et forsøg på etnisk udrensning fra Serbiens side. Omkring 200.000 etniske serbere og andre ikke-albanere bosat i Kosovo flygtede til Serbien.

Natos bombardementer fortsatte i fire måneder og ødelagde vigtig infrastruktur i landet. Den serbiske økonomi blev smadret. Opløsningen af Jugoslavien betød for Serbiens vedkommende, at Montenegro løsrev sig i 2006. To år senere erklærede Kosovo sig uafhængig. Serbien har aldrig anerkendt Kosovos uafhængighed, og krigens udfald har resultereret i en bitterhed, som i den grad stadig kan mærkes og ses i samfundet.

”Den generelle opfattelse blandt serberne er, at Kosovo er blevet stjålet fra Serbien,” siger Vuk Vuksanovic, som er seniorresearcher i tænketanken Belgrade Centre for Security Policy.

De unge har arvet hadet
I løbet af de seneste par år er spændingerne mellem Kosovo og Serbien steget. I september forsøgte en serbisk paramilitant gruppe eksempelvis at overtage borgmesterkontoret i en by i det nordlige Kosovo, der overvejende består af enklaver af etniske serbere. Eksperter betegner situationen som værende den mest giftige i mere end et årti.

24-årige Lazar Simic, som er statskundskabsstuderende ved Beograds universitet, var ikke engang født, da NATO bombede Beograd. Han fortæller, hvordan spændingerne mellem serbere og kosovoalbanere er så virkelig, at han følte sig direkte utryg, da han i sommer besøgte Kosovos hovedstad Pristina.

”Da taxachaufføren fandt ud af, hvor jeg var fra, sagde han ikke en lyd til mig resten af turen, og han sendte mig et ondt blik i bakspejlet. Der var en kulde mod serbere, som gør mig bange. Jeg lod, som om jeg var fra Kroatien resten af turen,” siger han.

Den serbiske bitterhed er i høj grad vendt mod Nato og de vestlige lande, der bakkede op om bombardementet i 1999.

”Da min far var ung, tog han til Trieste i Italien for at købe smart tøj hver måned. Han skulle kun over en grænse. Der var ingen økonomiske problemer, og fremtiden var lys. Den frihed har min generation ikke oplevet. Vi kan ikke bare rejse. For at komme til Italien skal vi igennem tre grænser, og vi skal have visum. Og vi lever i et land, hvor gennemsnitslønnen er svarende til cirka 800 euro om måneden. Det er vores opfattelse, at det er NATO og Vesten, der er skyld i den situation, som Serbien har skullet – og stadig skal – kæmpe sig ud af,” siger Lazar Simic.

På den store gade Kneza Milosa nær det serbiske parlament står resterne af de udbombede bygninger, der engang var Jugoslaviens forsvarsministerium. De er bevaret som en konstant påmindelse om Serbiens skæbne og spiller en vigtig symbolsk brik i Serbiens selvfortælling om Kosovokonflikten, hvor Serbien har indtaget en offerrolle.

”Bygningen minder os om, hvordan NATO undertrykte os, og hvad vi har måttet stå igennem. Og at vi aldrig skal glemme det,” siger 27-årige Daniela Milanovic, som arbejder på et kontor i nærheden.

På muren under den udbombede bygning optræder det truende budskab, tidligere set ved muren for enden af fodgængertunnellen, igen i stor malet skrift: ’Når militæret vender tilbage til Kosovo’.

Færre end fem procent af den serbiske befolkning ønsker et NATO-medlemskab. Og mindre end 40 procent ønsker optagelse i EU, viser meningsmålinger. Til gengæld føler mange serbere et tilhørsforhold til Rusland, fordi Rusland altid har bakket Serbien op i spørgsmålet om Kosovos uafhængighed.

Konfliktsky undervisning
På landkortet, der bruges i undervisningen i både folkeskole og gymnasium i Serbien, hører Kosovo til Serbien, fortæller gymnasielærer Darko Bajic. Og hvad enten det gælder hans timer i geografi eller geopolitik, er landkortet ikke noget, der bliver hverken udfordret eller diskuteret. Det er et faktum.

”Lad os nu sige, at jeg havde en anden holdning, og jeg sagde den højt, så ville jeg komme i problemer med ledelsen. Jeg tror, det ville komme skoleministeriet for ørene, og jeg ville blive fyret.”

Det er ikke sådan, det er forbudt for underviseren at tale om Kosovokrigen, men det er på ingen måder tilskyndet, siger han.

”I vores pensum har vi ikke bøger, der omtaler det, der skete under Kosovokrigen. Bøgerne nævner kun, at NATO bombede Serbien, og eleverne lærer, at NATO er en aggressiv magt,” fortæller Darko Bajic.

Alligevel er det hændt, at diskussionen om Kosovo er opstået blandt elever i hans timer.

”Nogle siger, at Kosovo er vores, andre mener, at Kosovo har ret til uafhængighed. Og så løber stemningen i klassen med det samme løbsk og kommer ud af kontrol. Så jeg lukker ned for den med det samme. Og i min undervisning tænker jeg bevidst på ikke at spore et emne et sted hen, hvor Kosovokonflikten kan blive bragt op. Måske vil det være anderledes om 10 eller 15 år. Men nu er det stadig for friskt,” siger han.