Tekst_
Johan Rasmussen
Foto_
Jacob Nielsen
Den seneste gymnasiereform har ændret eksamensperioden. På stx, hhx og htx skal eleverne til mindst 10 eksamener, hvor de før kunne nøjes med 9. Samtidig er der koblet en mundtlig eksamen på de store skriftlige projekter, SRP, SOP og EOP. Hvad har det af konsekvenser for lærernes arbejdsvilkår og for kvaliteten af eksamen? Det zoomer vi ind på i en række artikler.
Det er altid lidt spændende, når eleverne har modtaget deres opgaveformuleringer til studieområdeprojektet (SOP). Dansk- og samfundsfagslærer Anna Katsina Friis har endnu ikke talt med sine elever, som hun netop har skrevet opgaveformuleringer til, men hun håber, at de vil danne grundlag for gode SOP’er til eksamen i januar.
Anna Katsina Friis har netop afsluttet dagens første undervisningsmodul på HTX Roskilde. Hun balancerer med en kop te ned mod et lille mødelokale, hvor hun sætter sig for at fortælle om sine oplevelser med og sit syn på SOP.
“Jeg elsker SOP. Jeg kan godt lide at arbejde tværfagligt og komme lidt dybere ind i nye emner. Jeg er også glad for, at SOP har en mundtlig prøve, som giver eleverne mulighed for at reflektere over, hvad de har lært i projektet,” fortæller Anna Katsina Friis.
Før opgaveformuleringerne er afleveret, ligger der et større arbejde på skolen med blandt andet workshops med idégenerering, øvelser i, hvordan man skriver en problemformulering og individuel vejledning mellem lærer og elev. Arbejdet med SOP på HTX Roskilde begyndte i september og ender med den mundtlige eksamen i januar.
“Der er mange dygtige elever med en positiv læringsindstilling, men det er ikke alle, der skriver lige godt, og de har jo ikke valgt htx på grund af dansk,” siger Anna Katsina Friis.
Mangler konkrete idéer
Med andre ord så oplever hun også elever, der har svært ved at lave en god problemformulering, og som ikke kommer med konkrete idéer til, hvad de vil skrive om, når hun har vejledning med dem. Der er også elever, der skifter idé eller fokus på emner fra den ene vejledning til den næste.
“I sidste ende skal vi som lærere skrive en god opgaveformulering. Eleven skal arbejde med både empiri og teori, og hvis eleven ikke selv kommer med noget godt empirisk materiale, så kan den tid, du som lærer har til vejledning og forberedelse af en opgave, meget hurtigt gå,” siger Anna Katsina Friis.
På HTX Roskilde er der afsat forventningstal på, hvor lang tid der er til opgaverne. De lyder på fire timer til vejledning, forberedelse og udarbejdelse af opgaveformulering for hver SOP.
Anna Katsina Friis mener, at vintereksamen i SOP er en udfordring. I videoen fortæller hun hvorfor.
For sent at gøre noget
Selvom Anna Katsina Friis er glad for arbejdet med SOP, mener hun, at rammerne for den mundtlige eksamen i projektet er problematiske.
Hun mener, det er et grundlæggende problem, at hun som censor ikke ser opgaveformuleringen, før eleven har skrevet opgaven.
“Til den mundtlige eksamen i andre fag får censor eksamensspørgsmålene at se inden eksamen og har mulighed for at stille spørgsmål eller gøre indsigelser. Som censor for SOP-eksamen har jeg set opgaveformuleringer, hvor eleven bliver bedt om noget, som efter min mening ikke helt giver mening fagligt, eller hvor jeg kan være i tvivl om, hvordan det skal forstås. Men der er det for sent for mig som censor at gøre noget,” siger Anna Katsina Friis.
Hun mener, at alle lærere gør sig umage for at lave de bedste opgaveformuleringer, men ifølge hende kan det alligevel gå galt, blandt andet fordi lærerne har for travlt, og/eller fordi de to vejledere ikke har formået at skabe en meningsfuld tværfaglig forbindelse mellem de to fag i opgaveformuleringen.
“I nogle tilfælde har jeg oplevet, at det kan være svært at vurdere elevers præstation, fordi opgaveformuleringen for mig er lidt uklart formuleret,” siger hun.
Der mangler tid til at sætte sig ind i nye emner, som en SOP ofte omhandler.
Forsamtale efter arbejde
Når eleven har skrevet SOP’en, og det er tid til den mundtlige eksamen, skal censor og eksaminator inden tage kontakt til hinanden.
“Forsamtalen er vigtig, så eksaminator og censor kan blive enige om fokus til den mundtlige eksamen. Men der er ikke meget tid, og det kan være ømtåleligt på det tidspunkt at stille spørgsmål til opgaveformuleringen. Jeg har kolleger, som er blevet uvenner med eksaminator under forsamtalen,” fortæller Anna Katsina Friis.
Hun beskriver også, at det ofte er et stort koordineringsarbejde mellem censor og eksaminator at finde tid til forsamtalerne. På htx er SOP en vintereksamen, og der er undervisning både før og efter.
“Ofte ender det med, at forsamtalerne må ligge efter arbejdstid, for at begge parter har tid til dem,” siger hun.
I det hele taget er tid eller mangel på tid en vigtig faktor, når Anna Katsina Friis skal sætte ord på rammerne for arbejdet med SOP og den mundtlige prøve. På HTX Roskilde er der afsat halvanden time til læsning af projektet, forsamtale og selve eksaminationen. På nogle skoler er der afsat mindre tid, på andre mere tid.
Anna Katsina Friis synes ikke, det er lang tid til at udføre opgaven ordentligt.
“Der mangler tid til at sætte sig ind i nye emner, som en SOP ofte omhandler. Og det er klart, at det betyder noget for kvaliteten af bedømmelsen af opgaven.”
Både som censor og som eksaminator oplever hun, at den manglende tid til forberedelse af SOP er udbredt på skolerne, og ifølge hende svækker det selve formålet med SOP.
“Når der ikke er nok tid, går det ud over kvaliteten i bedømmelsen af det tværfaglige. Hvis du ikke har tid nok til at forberede dig, kan du som lærer blive usikker, og så er det nemmere at spørge til og forholde sig til sit eget fag, som du kan på rygraden,” siger Anna Katsina Friis.
Det ændrer dog ikke ved, at hun godt kan lide SOP.
“Jeg holder meget af SOP. Men jeg ville ønske, at der var bedre tid til at forberede arbejdet,” siger hun.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode