Tekst_
Johan Rasmussen
Foto_
Carsten Bundgaard
Det er uholdbart og problematisk, at det er op til den enkelte skole at bruge monitoreringsprogrammer, som overvåger og logger elevernes computerskærme til den skriftlige eksamen, mener flere aktører i gymnasiesektoren.
Flere peger på, at den nationale standard for eksamen er truet, når det er tilfældigt, om en skole bruger et effektivt værn mod snyd i form af monitorering af elevernes skærme.
Et mindretal af gymnasierne har indkøbt softwaren Examcookie, som gør det meget svært for eleverne at snyde til de skriftlige prøver, mens flertallet af skolerne ikke overvåger elevernes skærme. Flere skoler nævner over for gymnasieskolen.dk, at det kun er et spørgsmål om tid, før de også går i gang med monitorering til de skriftlige prøver.
Birgitte Vedersø, som er nyudnævnt formand for en ekspertgruppe, der skal undersøge, hvordan digitale hjælpemidler kan påvirke og føre til snyd til eksamen, mener, det er uholdbart, at det er forskelligt, hvad den enkelte skole gør for at kontrollere for snyd til de skriftlige prøver.
“Det går ud over den nationale standard for eksamen,” siger Birgitte Vedersø, som er tidligere rektor for Gefion Gymnasium.
“Jeg savner nogle fælles retningslinjer og løsninger for brugen af monitorering af prøver. Nogle skoler er med i et it-fællesskab og har måske nemmere ved at få lavet databehandleraftaler, mens andre ikke kommer i gang med det,” siger Birgitte Vedersø, som har indtryk af, at de skoler som eksempelvis har afprøvet Examcookie er glade for programmet.
Ekspertgruppen, der er nedsat af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), skal komme med anbefalinger på området til regeringen. Arbejdet er ikke gået i gang, så Birgitte Vedersø udtaler sig i denne sammenhæng ikke på gruppens vegne.
ChatGPT øger risikoen for snyd
Den kunstige intelligens i form af ChatGPT har mere eller mindre rystet undervisningssektoren, og debatten om snyd med skriftlige afleveringer og til de skriftlige prøver har længe fyldt i medier og på lærerværelser.
Kontrol med de skriftlige prøver er en central del af eksamen, og derfor bør den være på samme vilkår for alle skoler.
Rektor på Falkonergårdens Gymnasium og HF Marianne Munch Svendsen savner centrale løsninger på området.
“Min drømmetænkning er, at Undervisningsministeriet laver nogle fælles løsninger og retningslinjer for eksamen. Kontrol med de skriftlige prøver er en central del af eksamen, og derfor bør den være på samme vilkår for alle skoler,” siger Marianne Munch Svendsen.
Falkonergårdens Gymnasium og HF har tidligere brugt Examcookie og var glade for programmet. Men da Datatilsynet rejste kritik af skolers databehandling i forbindelse med brugen af Examcookie, så stoppede gymnasiet på Frederiksberg også brugen af softwaren.
Falkonergårdens Gymnasium og HF vil dog til næste års eksamen også benytte sig af Examcookie.
“Den digitale prøvevagt” blev droppet
Styrelsen for It og Læring (STIL) under Børne- og Undervisningsministeriet har tidligere forsøgt at udvikle et centralt værktøj til overvågning af elevernes skærme til eksamen. Men “Den digitale prøvevagt”, som programmet hed, blev lagt på is, efter Datatilsynet i 2020 udtalte alvorlig kritik af STIL’s behandling af personoplysninger i forbindelse med afprøvningen af programmet.
I 2019 fik en skole kritik af Datatilsynet for skolens databehandling ved brugen af monitoreringsprogrammet Examcookie. Datatilsynets kritik i forbindelse med brugen af Den digitale prøvevagt og Examcookie gjorde, at monitorering gik i stå.
Men som skrevet er det i gået i gang i gen, og de skoler, som i dag bruger Examcookie, har dog fået grønt lys af Datatilsynet.
På Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside bliver der også understreget, at monitorering af elevernes computere til eksamen er ok, men at det er den enkelte skole, som er dataansvarlig, og som selv skal sørge for at alle regler og lovgivning bliver overholdt.
Hvorfor skal nogle elever stilles anderledes end andre?
Formand for Gymnasiernes Lærerforening Tomas Kepler mener også, at den nationale standard for eksamen er truet, når skoler kontrollerer de skriftlige prøver vidt forskelligt.
“Der bør være en fælles standard på det her område, alt andet virker urimeligt, hvorfor skal nogle elever stilles anderledes end andre?” spørger Tomas Kepler.
Han mener, at man fra politisk side og fra Børne- og Undervisningsministeriets side har skubbet problemet ud på skolerne.
“Den enkelte skole skal bruge ressourcer og personaletimer på denne opgave, og regningen ender på den enkelte skole,” siger Tomas Kepler, som i øvrigt mener, det giver god mening at monitorere de skriftlige prøver.
“Det kan være med til at holde hånden under validiteten af prøverne, og det er meget vigtigt. Så længe man lever op til Datatilsynets krav om behandling af data og så videre, er jeg ikke bekymret for monitorering,” siger Tomas Kepler.
Faglige foreninger giver også udtryk for kritik og bekymring over, at skoler har forskellige standarder for kontrol ved de skriftlige prøver.
“Hvis nogle skoler har overvågning af elevernes skærme, og andre ikke har, kan det være et problem for den nationale standard af eksamen,” sagde forpersonen for Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx, eux og eud, Henning Nyegaard Holm, til gymnasieskolen.dk tidligere på ugen i artiklen Censorer mangler værktøjer til at afsløre snyd med ChatGPT.
Forpersonen for Foreningen af lærere i samfundsfag, Rasmus Tranegaard Andersen, er enig:
“Jeg synes, at problemet bliver skubbet væk fra ministeriet og ud på skolerne.”
Det er en indskrænkning af elevernes privatliv, at der skal installeres overvågning på deres private computer.
Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) mener forkvinde Madeleine Steenberg Williams, at det er både ulighedsskabende og forskelsbehandling, at nogle elever skal installere en overvågningssoftware på deres egen computer, mens andre ikke skal.
Hun ønsker dog, at alle skoler helt dropper monitorering af elevernes computere.
“Det er en indskrænkning af elevernes privatliv, at der skal installeres overvågning på deres private computer. Jeg synes, det er et problem, at man viser så lidt tiltro til unge mennesker ved at overvåge dem. Og det er selvfølgelig et endnu større problem, at det er forskelligt fra skole til skole, om man gør det,” siger Madeleine Steenberg Williams.
Hun mener ikke, det er i orden at snyde, men ifølge hende er overvågning af computere et alt for voldsomt tiltag for at undgå det.
“I forvejen er der begrænset internetadgang og eksamensvagter på skolerne,” nævner hun.
Hun erkender, at ChatGPT har skabt en ny virkelighed, som skolerne skal forholde sig til.
“Men man er nødt til at bruge kunstig intelligens konstruktivt og følge med den teknologiske udvikling i undervisningen. På den måde er det ikke anderledes, end da lommeregneren blev opfundet,” siger hun.
I stedet for at overvåge eksamen, så mener hun, at man skal se på årsagerne til, hvorfor nogle elever snyder.
“Alt skal gå stærkt, læreplanerne er for pressede og der er ikke tid til fordybelse. Vi er nødt til at tage fat i roden af, hvorfor nogle finder på at snyde, i stedet for bare at overvåge alle elever,” siger Madeleine Steenberg Williams.
Børne- og undervisningsministeren har ikke mulighed for at medvirke i denne artikel, oplyser ministeriets presseafdeling.
Som skrevet har ministeren nedsat en ekspertgruppe, som netop skal se på og komme med anbefalinger om, hvordan snyd til de skriftlige prøver med eksempelvis ChatGPT undgås.
Gymnasieskolen zoomer ind på den nyeste teknologis udfordringer og muligheder i forhold til undervisningen i gymnasiet.
Læs seneste artikel i temaet: Politikere enige med gymnasielærere: Behov for at se på udfordringer ved ChatGPT
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode