Artikel
Partier kritiserer regeringen for at gøre for lidt for VUC
Mette-Frederiksen-Pernille-Rosenkrantz-Theil-tilpasset--aspect-ratio-348-234

Regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil kritiseres fra begge sider af folketingssalen for at gøre for lidt for VUC. (Arkivfoto)

Partier kritiserer regeringen for at gøre for lidt for VUC

VUC bliver svigtet af regeringen, mener både støttepartier og opposition. Mere end tre år efter seneste valg har regeringen endnu ikke fremlagt en plan for at hjælpe det kriseramte VUC.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Jens Dresling/ Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Allerede før seneste valg i 2019 var det tydeligt, at VUC var presset på økonomien. Socialdemokratiet kritiserede den daværende regering for at gøre for lidt for VUC, og kritikken blev ikke mindre af, at der lukkede otte VUC-afdelinger i 2019.

Mere end tre år efter kritiseres den socialdemokratiske regering af både politiske venner og fjender i Folketinget for endnu ikke at have fremlagt en plan for fremtidens VUC.

Elev- og kursisttallet rasler ned for VUC primært på grund af højkonjunkturen i samfundet, og alene i første halvdel af 2022, regner VUC med et fald på 18 procent for Hf-enkeltfag, som er den største samlede aktivitet.

Som gymnasieskolen.dk skrev i går er VUC-afdelingen i Greve under Roskilde HF og VUC lukket, og næste forår lukker HF og VUC Fyn afdelingen i Søndersø.

EL: Regeringens troværdighed lider
Undervisningsordfører for Enhedslisten Jakob Sølvhøj mener, at regeringen har gjort alt for lidt for VUC siden magtovertagelsen i 2019.

“Det er desværre forudsigeligt, at afdelinger lukker, når regeringen endnu ikke har fremlagt en plan for, hvordan VUC løftes. Vi har set faldende kursisttal i lang tid, og dermed er der også risiko for, at et stort antal afdelinger lukker, hvis der ikke gøres noget nu,” siger han.

Det giver regeringen et kraftigt skår i troværdigheden, at de nu over tre år efter ikke har handlet på VUC-området.
Jakob Sølvhøj, undervisningsordfører
Enhedslisten

Den daværende formand for Socialdemokratiet og nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte den nu lukkede VUC-afdeling i Greve kort før valget i 2019. Dengang sagde hun til lokalmediet Sydkysten, at hun ville kæmpe for “at dette VUC ikke lukker.”

Jakob Sølvhøj nævner også, at Socialdemokratiet kritiserede den forrige regering for at gøre for lidt for VUC og for at skære ned på VUC.

“Jeg synes, det giver regeringen et kraftigt skår i troværdigheden, at de nu over tre år efter ikke har handlet på VUC-området,” siger Jakob Sølvhøj.

Regeringen har oprettet en pulje på 50 millioner kroner over fire år, som VUC’er med lukningstruede afdelinger har kunnet søge penge fra siden 2020. Derudover fik VUC ved denne finanslov, hvad der svarede til omprioriteringsbidraget i 2019.

Men som rektor på HF og VUC Roskilde Dorthe Lundqvist siger i artiklen på gymnasieskolen om lukningen af afdelingen i Greve , så stod VUC-afdelingen i Greve i 2022 til at have et millionunderskud, som klart oversteg det beløb, som HF og VUC Roskilde kunne modtage fra puljen for lukningstruede VUC’er.

Jakob Sølvhøj mener, at det er fint, at VUC er blevet tilført ekstra midler, men han mener ikke, det er nok til at løse krisen for VUC.

“Det er altafgørende, at der er voksenuddannelse i hele landet. Det har regeringen selv understreget, og det har børne- og undervisningsministeren gjort sig til talskvinde for i lang tid, og derfor er det meget mærkeligt, at regeringen ikke gør noget ved det,” siger Jakob Sølvhøj.

Nu er regeringsperioden ved at rinde ud, og det er ikke imponerende, hvad regeringen har nået på det her område.
Anne Sophie Callesen, ungdomsuddannelsesordfører
Radikale Venstre

Jakob Sølvhøj mener, at små afdelinger med få kursister bør holdes i live under højkonjunkturen, så de også er der, når flere voksne igen har brug for uddannelse.

“Når først en afdeling lukker, bliver det nok permanent. Det betyder, at der i lokalområdet bliver færre, som får uddannelse og kommer videre. For eksempel voksne med børn, som ikke kan rejse langt for at tage uddannelse,” siger Jakob Sølvhøj.

Radikale: Ikke imponerende
Radikale Venstre savner også handling på området.

“Nu er regeringsperioden ved at rinde ud, og det er ikke imponerende, hvad regeringen har nået på det her område. Vi har ventet længe på at komme i gang med taxameterforhandlinger på ungdomsuddannelser, som også har været koblet sammen med en ny økonomisk model for VUC,” siger partiets ungdomsuddannelsesordfører Anne Sophie Callesen, som peger på, at regeringen kunne have indkaldt til forhandlinger særskilt for VUC frem for at koble det sammen med resten af ungdomsuddannelsesområdet.

Hun er klar over, at corona-epidemien har taget fokus fra meget politik i denne regeringsperiode, men det forklarer ifølge hende ikke alt.

“Regeringen kunne godt have valgt at prioritere VUC frem for eksempelvis at bruge tid på at tale om prisloft på studieture eller lave et udspil om flere ungdomsuddannelser i små byer. Prioriteringen har været skæv,” siger Anne Sophie Callesen.

Radikale Venstre mener, det er vigtigt, at VUC er tæt på de voksne, som har brug for videreuddannelse.

“De motiverede skal nok finde ind til de store byer, men for andre er det vigitgt, at VUC er tæt på. VUC er netop for mennesker, som ikke er gået den slagne vej i uddannelsessystemet,” siger hun.

Både Radikale Venstre og Enhedslisten understreger, at de er klar til at møde op til forhandlinger om VUC hurtigst muligt.

Venstre: Typisk regeringen
Venstre kritiserer også regeringen for ikke at have taget initiativ til en ny plan for VUC og voksenuddannelsesområdet.

“Før valget var der ikke grænser for, hvor meget Socialdemokratiet kritiserede regeringen i forhold til VUC. Men det er regeringen i en nøddeskal. På undervisningsområdet er det bestemt ikke handling, der har været mest af,” siger undervisningsordfører for Venstre Ellen Trane Nørby.

Svaret er ikke bare at sende en større check, for så mange penge er der ikke i samfundet.
Ellen Trane Nørby, ungdomsuddannelsesordfører
Venstre

Venstre stillede i begyndelsen af året et beslutningsforslag om, at regeringen tog initiativ til en grundlæggende analyse og reform af det samlede efter- og videreuddannelsessystem blandt andet VUC.

“Det afviste regeringen. Vi mener ikke, der er nogle letkøbte bud, der kan løse problemerne på området, for eksempel at VUC bliver udfordret af højkonjunkturen. Derfor mener vi, at det vil være godt at få lavet en analyse af området og finde nye løsninger. Svaret er ikke bare at sende en større check, for så mange penge er der ikke i samfundet,” siger Venstres ungdomsuddannelsesordfører Ellen Trane Nørby.

Venstre og den tidligere regering skar kraftigt ned på uddannelse, som har presset VUC. Er det ikke letkøbt at kritisere den nuværende regering for krisen på VUC?
“Da vi indførte omprioriteringsbidraget, var der et stort overskud i sektoren. Nu har regeringen haft magten i over tre år, og så kan den ikke blive ved med give andre skylden for problemerne,” siger Ellen Trane Nørby.

SF: Må finde midlertidig løsning
I SF ærgrer uddannelsesordfører Astrid Carøe sig over, at der ikke er fundet en permanent løsning for VUC.

“Det er ærgerligt, at vi ikke har fået lavet en ny taxameterreform. Vi har snakket om det i årevis. Når taxameteret er så elevbaseret, som det er, får konjunkturerne stor betydning for VUC. Men VUC skal jo også være der, når vi får lavkonjunktur igen,” siger Astrid Carøe.

Hun peger også på, at corona har været medvirkende årsag til, at nye permanente løsninger for VUC er blevet forsinket.

“Men så må vi sørge for, at der er midlertidige løsninger, som holder hånden under VUC. Det må vi gøre på den næste finanslov,” siger Astrid Carøe.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil var gæst til GL’s repræsentantskabsmøde i november sidste år.

Som det kan læses i denne artikel på gymnasieskolen.dk sagde hun dengang blandt andet om VUC-, AMU- og FGU-sektoren.

“Jeg mener, at vi står i en ret akut situation i forhold til økonomien for de tre skoleformer, men også at vi står med et mere strukturelt problem i forhold til den måde, økonomien er bygget op.”

Hun sagde også, at “hun havde blikket stift rettet mod sektoren og i øjeblikket er i gang med at se på, hvordan man kan lave en anden økonomimodel”.

Socialdemokratiet: Corona forsinker os
Hverken børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil eller statsminister Mette Frederiksen har ønsket at medvirke i denne artikel.

Det har heller ikke været muligt at få et interview med Socialdemokratiets undervisningsordfører Jens Joel, men han skriver i en sms til gymnasieskolen.dk, at regeringen har tilført midler til VUC undervejs.

På spørgsmålet om, hvorfor regeringen ikke endnu har fremlagt en plan for VUC, skriver han:

“Coronaen har optaget rigtig meget energi i hele undervisningssektoren og har vanskeliggjort både forhandlinger, omstillinger og langsigtet planlægning.”

Han understreger dog, at situationen for VUC er alvorlig, og at der skal drøftes løsninger for området i dette efterår blandt andet i forbindelse med forhandlinger om voksen og efteruddannelse, som regeringen vil indkalde til.

Radikale Venstre har dog truet med at vælte regeringen, hvis der ikke udskrives folketingsvalg senest ved Folketingets åbning tirsdag den 4. oktober.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater