Grønlandske unge udfordret af sprog og afstand

Uddannelsesleder og lærer på gymnasiet GUX Sisimiut Mette ­Noort Hansen slår fast, at det er en større udfordring for grønlandske ­unge at gå i gymnasiet ikke mindst på grund af det danske sprog.

“Det er drønuretfærdigt, at undervisningen er på dansk. Det svarer jo til, at danske gymnasieelever skulle undervises på engelsk eller tysk. Men det er jo et nødvendigt onde, så der kan blive uddannet flere grønlændere, som kan afløse sådan en som mig,” siger hun.

For 10 år siden tog Mette Noort Hansen til gymnasiet i Sisimiut og forestillede sig, at hun ville blive et år. En grønlandsk mand og siden to børn ændrede dog hjemrejseplanerne.

“Selvom jeg har været her i 10 år, forstår jeg stadigvæk ikke altid grønlændernes kultur. For at være en god lærer i Grønland skal du tænke i andet­sprogsdidaktik, og du skal også kunne forstå den grønlandske kultur,” forklarer hun.

Hun nævner som et eksempel, at i Grønland er det ofte den, som af gruppen opfattes som den klogeste eller autoriteten, der taler. Man skal derfor ikke nødvendigvis forvente, at eleverne siger noget, hvis man stiller et spørgsmål ud i klassen, for­klarer ­Mette Noort Hansen.

De grønlandske børn bliver under­vist på deres modersmål i folke­skolen og har dansk som andet­sprog.

“Vi skal være gode til at stil­ladsere tekster og undervisningen, så de ­passer til eleverne. Eleverne er i centrum, og læreplanerne er bare et sigtemærke. Vi har elever fra bygder med 80 mennesker, som næsten kun taler grønlandsk. Vi skal være yd­myge og omhyggelige med det sprog, vi taler,” siger Mette Noort Hansen.

Hun går ind i en 2.g-klasse for at undervise i geografi. Der er en stille summen i klassen, og to elever læner sig ind over bordet og ser trætte ud.

En pige siger, at hendes påskeferie har været kedelig.

“Jeg har ikke nogen venner at lave noget med,” siger hun ærligt.

Hun lyser dog op, da Mette ­Noort Hansen reklamerer for mulig­heden for at deltage i et innovationlab i Nuuk med alt betalt og med del­tagere fra flere andre lande.

Flere af eleverne begynder straks at udfylde ansøgningsskemaet, mens Mette Noort Hansen sætter gang i en opgave om drikkevand i Grønland som opfølgning på et besøg på det ­lokale vandværk tre uger tidligere.

For andre elever er det en stor sejr alene at blive den første student i familien.

“Vi ligger i et spændingsfelt, hvor vi skal støtte unge til at klare sig igennem og få studentereksamen og samtidig udfordre de elever, som vil læse videre i Danmark, hvor der jo ikke er nogen kære mor,” siger hun.

Samtidig skal man som lærer også kunne forstå grønlændernes kultur, som blandt andet kan være mere nonverbal end i Danmark, forklarer Anette Ferslev Bojsen.

“Løftede øjenbryn betyder ja, og en rynket næse betyder nej. Så du skal være hurtig til at scanne klassen, hvis du spørger, om de er med,“ siger hun og griner.

Hun tilføjer dog også, at selvom de danske gymnasielærere skal bruge lidt tid på at forstå kulturen i ­Grønland, kaster de sig til gengæld altid entusiastisk over opgaven og er vildt engagerede. Lærerne inspirerer dermed også hinanden, fortæller ­Anette Ferslev Bojsen, som selv er faldet godt til og finder meget stor mening i sit arbejde.

“Man får et særligt forhold til eleverne og følger deres sejre og nederlag tæt. Nogle er flyttet hjemmefra i 6.-7. klasse for at gå i folkeskole i en anden bygd, og de kæmper med næb og kløer for at få en uddannelse. Som lærer føler du virkelig, at du kan gøre en forskel,” siger hun.