Tekst_
Johan Rasmussen
Foto_
Jasper Carlberg
Alvorlig stress rammer Fortsat mange lærere. Nogle Bliver syge af det. Åbenhed og kollektive løsninger er afgørende, hvis der skal ske ændringer, lyder det fra eksperter. Tillid til ledelsen er også vigtigt, fortæller tidligere stressramt lærer.
“Du risikerer at vågne op en dag og ikke kan huske, hvordan du binder dine snørebånd.”
Lægen så alvorligt på Frida Hansen.
“Du har brug for en længere sygemelding,” fortsatte lægen.
Gymnasielærer Frida Hansen var på det tidspunkt sygemeldt i 14 dage, og alvoren af hendes stresstilstand var ikke helt gået op for hende.
“Jeg sad stadig og tænkte på, at hvis jeg var væk i 14 dage, kunne jeg godt nå at forberede og føre mine elever til eksamen, og så var der sommerferie,” fortæller Frida Hansen.
Lægens ord var den sandhed, hendes krop længe, men forgæves havde forsøgt at fortælle den dengang 38-årige gymnasielærer.
“Jeg havde konstant hjertebanken. Jeg vågnede om natten og kunne ikke sove mere, og jeg var grådlabil. Jeg havde kontant samme følelse, som når du sidder på toppen af en rutsjebane, lige inden det går nedad,” fortæller Frida Hansen om den stresstilstand, som kostede hende en sygemelding i 2018.
Jeg mærkede ikke min krop, men stress sætter sig i kroppen.
Hun har sagt ja til at fortælle sin egen historie, fordi hun ønsker at være med til at sætte fokus på alvorlig stress. I dag er hun arbejdsmiljørepræsentant på Roskilde Katedralskole, og det giver stor mening for hende at forsøge at hjælpe andre med at undgå at gå ned med stress.
Hun sidder på en café i København en sen eftermiddag. Foran hende står et glas te og damper, mens hendes fortælling om stress bliver lagt frem bid for bid.
“På det tidspunkt var jeg i mit hoved og ikke i min krop. Jeg mærkede ikke min krop, men stress sætter sig i kroppen. Jeg havde hjertebanken i flere måneder, men jeg lyttede ikke til min tilstand,” siger hun og lægger sin hånd på sit hjerte.
Frida Hansen, der underviser i dansk og mediefag, blev ansat på Roskilde Katedralskole i 2012. Hun kunne godt mærke, at arbejdstempoet blive skruet lidt op med nedskæringerne i uddannelsessektoren i 2016. Men ifølge hende selv havde hun ikke haft tegn på stress før skoleåret 2017/18.
“Jeg havde ikke så mange timer i grundforløbet, men til gengæld blev der så fyldt ekstra timer og opgaver på derefter. Det var meget skævt fordelt,” fortæller hun.
En dag i efteråret 2017 stod hendesnærmeste leder uden for klasselokalet, da hendes undervisning var slut. Lederen var vikar på skolen for Frida Hansens normale leder, så hun kendte ham ikke særlig godt.
Lederen ville gerne lige tale med hende, og mens de gik ned ad gangen mod lærerværelset, fik hun at vide, at hun skulle vikariere og undervise en 3.g-klasse i dansk frem til sommerferien.
Frida Hansen gav udtryk for, at hun havde svært ved at se, hvordan hun skulle overkomme det, da hun på det tidspunkt havde fået fyldt opgaveporteføljen godt op og blandt andet havde sagt ja til en ekstra studietur i marts.
“Særligt det at rette deres opgaver kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle nå. Han gav dog udtryk for, at det ikke var en forhandlingssituation, og inden vi nåede ned til lærerværelset, var den samtale slut,” fortæller hun.
Den pågældende leder er ikke længere på Roskilde Katedralskole, og hun lægger ikke skjul på, at hendes stress ikke havde udviklet sig så alvorligt, hvis dialogen med lederen havde været anderledes. Og ikke mindst, at han havde taget alvorligt, at hendes arbejdsopgaver var for belastende for hende fra efteråret 2017.
“Hvis dialogen havde været mere tillidsfuld, havde jeg nok sagt fra noget før, men jeg følte, at det var som at møde en mur, når jeg sagde noget til ham,” siger Frida Hansen.
“Du arbejder hele tiden.” Sådan sagde Frida Hansens kæreste til hende flere gange i 2018.
Han forsøgte at få hende til at indse, at arbejdet var blevet for meget, og at hun burde sygemeldes, hvis det ikke ændrede sig.
“Jeg arbejdede hele tiden. Jeg sad om aftenen og i weekenderne, men mange gange sad jeg bare og kiggede på en bunke opgaver, jeg skulle rette, uden at jeg kunne tage mig sammen til at gå i gang.”
Når hun gik i gang, var hun en halv time om at rette en opgave, som hun før havde brugt 10 minutter på. Hun slog sig i hovedet og bebrejdede sig selv, at hun kunne bruge så lang tid på opgaverne.
“Jeg græd også meget derhjemme. Der skulle ikke så meget til, at jeg begyndte at græde,” fortæller hun.
Frida Hansen talte med sine kolleger om, at hun havde for meget at lave, og der var også flere, som opfordrede hende til at tale med sin nærmeste leder om det. Men hun gjorde det ikke.
En dag stod hun på gaden uden at kunne huske hvorfor, eller hvad hun skulle. Hun havde en tom indkøbspose i hånden, og på den måde gættede hun på, at hun nok skulle ud at købe ind. Men følelsen var som et blackout.
Der skulle dog mere til, før Frida Hansen nåede sin grænse.
En elev pegede mod tavlen og sagde: ‘Jeg tror din strømforsyning brænder’.
Det var en dansktime i 3.g i slutningen af april. Frida Hansen, der på det tidspunkt var i en konstant tilstand af alarmberedskab, kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da hun så strømforsyningen til sin computer begyndte at ryge kraftigt. Situationen blev lidt panikagtig, og en pedel blev tilkaldt, mens eleverne blev sendt uden for døren. Efter timen kunne Frida Hansen ikke mere.
“Jeg gik direkte op til vores HR-chef, og da jeg kom ind på kontoret, begyndte jeg at græde,” fortæller hun.
De aftalte, at Frida Hansen blev sygemeldt i 14 dage. Og få dage efter sad hun hos lægen, hvor denne artikel begyndte.
Der var cirka halvanden måned til sommerferien, og på nær nogle få møder på skolen blev Frida Hansen sygemeldt frem til ferien.
Nu begyndte Frida Hansen at mærke, hvor stresset hun var blevet.
“Stressen forsvandt ikke. Jeg var stadig i alarmberedskab, og jeg havde konstant hjertebanken og søvnproblemer. Jeg kunne ikke sidde og se en film, for midt i filmen anede jeg ikke, hvad der foregik. Det var hårdt at begynde at mærke min krop igen og indse, hvordan jeg havde det. Jeg græd hele tiden,” fortæller hun.
Gennem Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) blev hun henvist til en psykolog, og det hjalp hende.
“Psykologen forklarede, at det tager dobbelt så lang tid at komme ned igen, som det tager at bygge stressen op.”
Frida Hansen lejede et sommerhus i en skov i Nordsjælland i en måned og gik lange ture, fik lidt ro i hovedet og mærkede sin krop igen.
Det er nu fire år siden, at hun blev sygemeldt på grund af stress. Efterfølgende havde hun en periode, hvor hun udviklede angst og ofte fik en følelse af, at det værste ville ske lige rundt om hjørnet. Hun fik hjælp af en psykolog og har det godt i dag, selvom hun siger, at vejen til panikknappen i hjernen stadig er lidt kortere, end før hun blev syg med stress.
Hun holder altid fri og tjekker aldrig sin mail i weekenderne. Hun vil hellere stå op mandag morgen klokken fem for at forberede sig end at tænde computeren i weekenden. Hun arbejder stadig på Roskilde Katedralskole og har siden 2020 været arbejdsmiljørepræsentant.
“Det giver meget mening for mig at være med til at arbejde for at skabe et bedre arbejdsmiljø for mine kolleger,” siger hun.
Hun siger, at der er kommet mere fokus på at forebygge stress på skolen.
“Vi arbejder for, at opgavefordelingen bliver lavet allerede i foråret, så man kender sine arbejdsopgaver for det kommende skoleår. Og der er skabt rum til også at drøfte opgavefordelingen med nærmeste leder. Nogle lærere kan godt lide, at arbejdsopgaverne nærmest er fordelt som sæsonarbejde, mens andre ønsker en meget jævn fordeling af opgaver. Jeg har selv en god dialog med min nærmeste leder,” siger Frida Hansen.
Hun mener dog også, man på Roskilde Katedralskole og sikkert også på andre gymnasier kan blive bedre til at spotte stress og forebygge stress i god tid.
“Stress på gymnasier er jo et strukturelt problem, og arbejdsrelateret stress er arbejdspladsens ansvar. Vi skal blive bedre til at spotte, når en lærer ikke har det godt, og sørge for, at der bliver grebet ind i tide. Det er ikke nok at sige, at den enkelte lærer selv må gå til sin nærmeste leder, hvis det bliver for meget. Det gjorde jeg ikke selv,” siger Frida Hansen og fortsætter:
“Når jeg fortæller min historie, så er det også for at fortælle andre, at vedvarende stress ikke er en lille ting. Det er alvorligt, og man skal reagere tidligere, end man tror.”
Jeg vågnede ofte klokken tre-fire om natten og kunne ikke sove mere.
Læs næste artikel:
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode