Vi må ikke glemme gymnasielærernes trivsel!

Vi er midt i en genåbning af skolerne. Det er skønt at se vores elever igen, og der er en god faglig energi i klasselokalet. Om ikke andet har coronaenepidemien lært os, at det ikke er så tosset at gå i skole.
I medierne har der gennem de seneste måneder været et stort og berettiget fokus på vores elevers trivsel – eller måske rettere mangel på samme. Vores elever gennemlever netop i gymnasietiden nogle af deres livs vigtigste år, og der er ingen tvivl om, at coronaepidemien har ramt dem hårdt.
På skolerne kæmper vi med at få selvtests, mundbind og skemagymnastikken til at gå op. Vi husker eleverne på at spritte af, og på at holde afstand til hinanden, og samtidig er vi top-forberedte, fordi vi skal sikre, at eleverne får det maksimale udbytte af undervisningen efter en lang virtuel vinter.
Vi må imidlertid ikke glemme at stoppe op og huske vores egen trivsel: vi skal kræve af ministerium og ledelser, at man husker, at vi lærere er den vigtigste krumtap, der får hele maskineriet til at fungere på skolerne.
Mange lærere har nu halvstore børn, som hver anden uge modtager virtuel undervisning hjemmefra, og det er i disse genåbningstider blevet en om muligt endnu større udfordring at få familielivet til at gå op. Og endda på et tidspunkt, hvor vi nok mest af alt trænger til restitution efter en lang og følelsesmæssigt udmattende vinter.
Samtidig skal vi nu navigere i et stressende hybridunivers med fysisk undervisning kombineret med virtuelle moduler – for slet ikke at tale om komplekse valgfags-klassekonstruktioner, hvor der som regel må tages flere klasseværelser i brug for at overholde de strenge conronarestriktioner i de sociale klassebobler.
Mange lærere oplever også en stigende usikkerhed overfor igen at stå i ”frontlinjen” med risiko for at blive smittet med nye og mere vanskeligt kontrollerbare coronavarianter. Risikoen ligger selvfølgelig i baghovedet på mange af os.
Der er ingen tvivl om, at den virtuelle undervisning hang os langt ud af halsen, men det er formentlig ikke for meget at sige, at det er endnu vanskeligere at få hybridundervisningen til at fungere – det er ganske enkelt en ekstrem kompleks undervisningssituation, hvor følelsen af at have mange bolde i luften på en gang er udmattende.
Samtidig er der en begrundet forventning om, at vi hjælper eleverne fagligt og socialt på fode igen. Det er en opgave vi naturligvis med glæde tager på os, for det er jo netop kernen i vores profession som lærere, men det er også en meget vanskelig opgave, hvor det ganske enkelt er svært at gøre det godt nok.
Dette skal ses i lyset af, at vi ser frem mod en eksamen, hvor vi ønsker, at vores elever skal klare det godt. Antallet af eksamener er blevet beskåret, men det faglige niveau er det samme som tidligere år. Vi ved selvfølgelig godt, at vore censorkolleger er professionelle og forstående i denne situation, men det presser os alligevel, at vi er mere usikre på særligt de svageste elevers faglige niveau i forlængelse af den virtuelle undervisning, og i denne kontekst skal vi nok særligt sende fx vores fremmedsprogslærer-kolleger og kolleger med eksperimentelle fag en medfølende tanke.
Dette skal ikke opfattes som en lang klagesang, for grundlæggende set er det dejligt at være tilbage på skolerne – men det er en velmenende reminder til politikere og ledelser om, at det er vigtigt at sætte medarbejdertrivsel (og ikke kun elevtrivsel) på dagsordenen. Og selvfølgelig er dette også en reminder til os selv: Vi har nemlig alle en ekstremt vigtig rolle på lærerværelset som en del af det kollegafællesskab, som kan støtte og sparre i en vanskelig tid.