De gymnasiale uddannelser som sammenkogt ret

Forleden kunne danske gymnasielærere stå op til nyheden om, at interesseorganisationen Danske Gymnasier (Herefter DG) havde lanceret et nyt udspil. DG, som er den tidligere rektorforening, er en organisation, der udtaler sig på vegne af rektorer for stx og den to-årige hf og trods navnet altså ikke et talerør for alle gymnasiale uddannelser i Danmark. Det fremgår i høj grad også af det udspil, man havde lanceret.

Udspillet koncentrerede sig om et nyt fag og en ny type naturvidenskabelig undervisning – og dertil er der en del at sige. I første omgang må det være særdeles relevant at minde om, at de gymnasiale uddannelser allerede tilbyder såvel et teknikfag som et teknologifag, der indeholder meget af dét, DG taler om. Det kan man få på htx, og de er ligefrem profilfag på uddannelsen. De danske ungdomsuddannelser er gudskelov stadig præget af specialisering. Man kan vælge forskellige retninger og dermed vælge dén, der passer til ens ønsker. Teknologifaget er en stor succes og en del af htx’ grundstamme, så hvorfor skal det udbydes af stx? Htx er netop en teknisk orienteret ungdomsuddannelse og har altid været det – og uddannelsens lærere er fagligt dygtige til at integrere den tekniske dimension. Til gengæld er htx ikke omfattet af DG’s interessesfære. I dét lys er tanken om at opfinde et fag, som allerede findes, lige så malplaceret som diverse erhvervsgymnasiale lederes angreb på stx som en ”støvet” uddannelse. De forskellige gymnasiale uddannelser kan meget og meget forskelligt, og det er afgørende, at de ikke forvandles til en sammenkogt ret uden særpræg.

I anden omgang kan man vende sig mod ønsket om en ny type undervisning. For det første lægger udspillet sig i slipstrømmen af den problematiske reformiver, der har præget uddannelsesverdenen de sidste tyve år. Det er tre år siden sidste gymnasiereform, som åbenbart allerede er forældet. Ønsker om praksisorientering er i øvrigt ikke nye, men en fast bestanddel af den liturgi, der følger forskellige interessenters forsøg på at skabe opmærksomhed om nye udspil. Det fungerer som en slags trylleord, men det er egentlig ikke nyt og revolutionerende. Der findes allerede mange muligheder for at orientere undervisningen mod aktuelle forhold og praksis i gymnasierne.

For det andet er belæggene for behovet for det nye fag og den nye undervisning en variation over gamle, trætte travere, der mest af alt fremstår som sætningskonstruktioner, der skal signalere noget positivt og fremtidsorienteret. Den nye undervisningsform skal: ”… [implementere]en ny engineering- og praksisorienteret undervisningsform.”, og eleverne: ”… kan være med til at løse nogle af de store problemer, vi som samfund står overfor fx på klimaområdet.”. Og endelig vil man : ”… tænke på tværs af fag og koble naturvidenskabelig viden med de store aktuelle samfundsmæssige problemer for at udvikle nye og kreative løsninger.” siger DG i Ingeniøren. Hvis du synes, du har hørt det før, så er det ikke forkert.

Idéen om, at eleverne skal udvikle ”løsninger” på store samfundsudfordringer er problematisk på flere områder. Man understøtter en idé om, at 15-20-årige unge mennesker skal påtage sig en form for ansvar for det store problemer, det er op til den voksne del af befolkningen at løse – såvel politisk som teknologisk. Det er ikke, og bør aldrig være noget unge mennesker skal bildes ind, at de kan fikse gennem et 8 modulers tværfagligt forløb. Desuden risikerer man at skabe en dybt forfejlet idé hos de unge om, at store problemer kan løses med en overfladisk indsats – for kan aldrig være andet end overfladisk i forhold til den faglighed, der kræves, når klimakrisen skal løses. Dermed underminerer man respekten for dyb, grundig faglighed. Man risikerer ligeledes at fodre en utilsigtet omnipotent indstilling hos nogle om, at man er fuldt ud i stand til at indgå i komplicerede debatter, selvom man ikke nødvendigvis ved så meget om det – blot man føler stærkt for sagen.

Endelig bærer forslaget ved til den instrumentalisering af uddannelsen, som har været et ønske fra flere sider i mange år. ”Hvad kan jeg bruge det til?” lyder et spørgsmål, mange lærere har måttet forholde sig til. Problemet er ikke, at man skal besvare spørgsmålet, men at forventningen bliver, at man skal kunne se en 1-til-1 mulighed for at bruge det, man har gennemgået og arbejdet med i sin hverdag – I stedet for at opfatte den brede indføring i de forskellige fags genstandsområder, deres metoder, deres måder at anskue verden omkring os på, den fordomsfri behandling af alt menneskeligt og materielt omkring os som en gave, der er med til at udvide vores horisont og forståelse.

Reformiveren lever tilsyneladende stadig, men jeg ville ønske, den tog sig en lur og huskede på, at de gymnasiale uddannelser tilbyder unge et bredt udvalg af uddannelser med forskellige profiler. Det er vigtigt at uddannelsernes særpræg bevares – At der er reelle alternativer, som eleverne kan vælge imellem.