Lokalaftaler skaber et bedre arbejdsmiljø
Tidsregistreringen har vist sig hverken at føre til gennemsigtighed i arbejdsopgaverne eller at løse problemerne med den skæve arbejdsbelastning. På alt for mange skoler udmøntes det registrerede overarbejde ikke. Det håb, der var om at tidsregistrering kunne virke som et beskyttende værn mod overarbejde, og de dertil hørende problemer med stress og dårligt arbejdsmiljø, holder derfor desværre ikke.
Det spil, der kører på mange skoler, når arbejdsopgaverne skal planlægges, med en ledelse, der sidder med et regneark med skjulte planlægningstal og akkorder på arbejdsopgaverne, er uværdigt. Som lærer er det svært at afvise kommende arbejdsopgaver, når argumentet man møder, er at den kommende tidsregistrering må vise om arbejdsbelastningen bliver for hård. Når og hvis overarbejdet ved tidsregistreringen bliver diskuteret, er ledelsens svar på overarbejde alt for ofte, at man blot må arbejde mere effektivt, hvor det reelle svar havde været at tage arbejdsopgaver fra læreren.
Med de nedskæringer, der ligger i støbeskeen de kommende år, vil mange ledelser desværre falde for fristelsen til at implementere nedskæringerne på de enkelte skoler, ved at øge arbejdsbelastningen i de skjulte tal i regnearket, uden en dialog med tillidsrepræsentant og lærerkollegie om hvad arbejdsopgaverne skal indeholde, og hvor lang tid der skal bruges på dem.
Lokalaftaler
Men der er en anden vej end tidsregistrering. Vores overenskomst giver også mulighed for at indgå lokalaftaler. En lokalaftale kan for eksempel rumme en detaljeret oversigt over, hvor mange timer hver arbejdsopgave udgør, samt hvad arbejdsopgaven omfatter. Der er med andre ord gennemsigtighed i opgavefordelingen. På den måde ses det tydeligt, hvor meget tid det forventes, at en lærer bruger på en arbejdsopgave.
Alt er ikke rosenrødt med lokalaftaler, man kan godt have en lokalaftale med for lave timesatser på opgaverne. Men så ved man det i det mindste på forhånd, og man må så desværre løse opgaverne dårligere end man synes de burde løses. Jeg ved fra mig selv og mange af mine kolleger at det kan være svært. Vi gymnasielærere vil meget gerne gøre vores arbejde ordentligt. Fordelen med lokalaftalen og kendskabet til arbejdsopgavernes omfang er, at lærerkollegiet samlet – modsat skoler med tidsregistrering – kan sende tillidsrepræsentanten til forhandling med ledelsen om opgavens omfang og indhold. Det at en lokalaftale styrker sammenholdet i lærerkollegiet på den enkelte skole er en stor fordel.
Et bedre arbejdsmiljø
En af de store gevinster ved en lokalaftale er at arbejdsmiljø og gennemsigtighed i opgavetildelingen går hånd i hånd. En vigtig årsag til dårligt arbejdsmiljø opstår, når forventningerne til hvad en opgave kræver, ikke matcher forventningerne til hvor stor indsats, der skal til for at løse opgaven. Det siger sig selv at gennemsigtigheden i en lokalaftale er meget bedre til at afstemme forventninger og krav end skjulte planlægningstal i en tidsregistrering.
Tidligere har Moderniseringsstyrelsen kaldt rektorer ind til skideballe, hvis der blev indgået lokalaftaler. På grund af ulemperne ved tidsregistrering, har mange skoler derfor lavet en mellemvej, som egentlig ikke er tilladt ifølge overenskomsten. Man har opnået en ”forståelse” af arbejdsopgavernes omfang og indhold, men ikke underskrevet denne forståelse. På disse skoler er der hverken tidsregistrering eller lokalaftaler. Fordelen på disse forståelsesskoler er naturligvis, at der opnås gennemsigtighed i opgavetildelingen, men ulempen er, at lærerne ikke er beskyttet af en aftale, hvis den gode stemning mellem tillidsrepræsentanten og rektoren en dag ikke er der længere.
Et vigtigt signal til lærere og tillidsrepræsentanter på forståelsesskoler rundt omkring i landet er, at Moderniseringsstyrelsen ikke længere indkalder til skideballe, når der underskrives lokalaftaler. Derfor er det vigtigt at få underskrevet forståelserne og gjort dem til aftaler, så overenskomsten overholdes, og lærernes arbejdstid beskyttes.
Til de skoler hvor tidsregistreringen ikke fungerer, kan jeg kun opfordre til, at lærerkollegiet står sammen om at overtale ledelsen til, at skolen går over til en lokalaftale. Et presset lærerkollegium er et stresset lærerkollegium, og det holder ikke i længden – hverken menneskeligt eller fagligt.
Nikolaj Melander, kandidat for Liste 1.
Lektor i fysik, kemi og astronomi og TR ved Øregård Gymnasium
Se mere på http://liste1.dk/kandidat/nikolaj/
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode