Fællesskab og solidaritet, også med de løstansatte
Vi ved alle sammen, at livet som gymnasielærer ikke er let. Misforstå mig ikke. Gymnasielærergerningen er spændende, udfordrende, underholdende og absolut det hele værd. Men den er også hård. Ikke mindst i en tid med så voldsomme nedskæringer som vi har set de sidste år, og som ser ud til bare at fortsætte. Rekordmange gymnasielærere bliver i disse år fyret på baggrund af nedskæringerne. Det er en vanvittig stor omvæltning i ens liv at miste sit arbejde, sit økonomiske grundlag, og måske et stort hak i selvtilliden. Situationen bliver om muligt endnu hårdere, hvis du i forvejen står i en udsat situation som vores vikarer står i.
For årsvikarer er denne usikkerhed, en sådan fyring medfører, dagligdag. Som ikke-fastansat er man fyret den dag man bliver ansat, og hele ens ansættelse bliver derfor til én lang jobsamtale, hvor man skal bevise at man er værd at fastansætte. Og dét altså ud over ens uddannelse og mulige tidligere erfaring. Nogle er så uheldige at gå i en hel del år på løse ansættelser, og dem bliver der flere og flere af. Ledelserne rundt omkring på landets gymnasier ønsker ikke at fastansætte, af frygt for at skulle ende med at fyre folk. Det er forståeligt at ledelsen ikke ønsker at skulle fyre folk, men løsningen er ikke at holde sine nyansatte hen i det uvisse. Løsningen må og skal være at fastansætte så mange som muligt, så hurtigt som muligt. Hvis ledelsen ikke ønsker at fyre velfungerende, unge gymnasielærere, så må den gå mere med i offensiven mod de ødelæggende nedskæringer.
Nogen kunne måske indvende, at et par år som vikaransat er helt normalt i starten af en karriere som gymnasielærer. Vikaransættelser er trods alt noget mange af os har været igennem de første år som underviser. Men hvorfor er det sådan, og hvorfor er det blevet helt normalt? Vikaransættelser er stillinger, hvor man helt konkret vikarierer for nuværende ansatte på gymnasiet. Det er ikke en prøveperiode, man skal igennem for at blive set an inden en fastansættelse. Det er ikke noget man ser andre steder på arbejdsmarkedet. Prekære ansættelser som årsvikariater i sagens natur er, vinder dog mere og mere frem i samfundet. Det er noget, vi som lønmodtager må gøre alt, hvad vi kan for at kæmpe imod. Som gymnasielærer skal man have en sikkerhed i ansættelsen, der gør at man kan blive så pædagogisk, didaktisk og fagligt stærk og sikker, som vores elever fortjener det. Man skal have en sikkerhed i ansættelsen, der gør, at man kan nyde den sparsomme fritid man har som gymnasielærer. Det kan kun lade sig gøre gennem fastansættelser.
Vi kan kun komme disse løse ansættelser mest muligt til livs ved at stå sammen i et fagligt fællesskab, i GL. Jeg ved, at en del vikaransatte ikke ser sig selv som ”rigtige gymnasielærere” og derfor venter med at melde sig ind i GL til de er blevet fastansat. Vi skal, via vores kamp for deres rettigheder og deres fastansættelse, vise, at GL er et kollektiv der også favner de prekære underviseres situation. Vi skal vise, at kun ved at stå sammen kan vi vinde kampen for bedre forhold for os alle sammen.
Brian O’Brien Grønvold, adjunkt, Ørestad Gymnasium.
Liste 1
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode