OK13 ”Revisited” i OK18

Siden nederlaget i forhandlingerne i 2013 har GL været præget af interne diskussioner – var beslutningerne de rigtige? Og kunne forløbet have været et helt andet? Man har ledt efter GL-interne skurke og helte i OK13-forløbet, og ofte er evalueringen af OK13 desværre blevet unødigt forsimplet.

Ved det efterfølgende valg til hovedbestyrelsen i efteråret 2013 valgte den daværende formand Gorm Leschly da også at gå på pension – mens resten af den gamle top i GL genopstillede og blev valgt trods en tung bagage.

Det er ikke forkert at granske i fortidens begivenheder, men vi må også være bevidste om, at disse interne fejder ikke har nogen vindere – de risikerer at splitte fagforeningen – og samtidig tager de vigtig energi i kampen mod de virkelige modstandere op mod OK18.

I krig og konflikt er sandheden det første offer; forenklede sort-hvide formuleringer er muligvis velegnede, hvis man fører sit embede på de sociale medier, men det er klogere at forholde sig mere nuanceret og sagligt til problemstillingen om OK13. Det vil jeg så forsøge i det følgende – og jeg skylder i den forbindelse at sige, at jeg som daværende tillidsrepræsentant grundlæggende mente og stadig mener, at GL i OK13 fik det bedst tænkelige ud af en umulig situation.

Hvis man ønsker en uddybning af GL’s OK13-forløb, er der lavet et grundigt, uafhængigt forskningsnotat af Mikkel Mailand fra FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds og Organisationsstudier på Københavns Universitet).
Forskningsnotatet hedder: ”Når man går foran – Gymnasieskolernes Lærerforenings deltagelse i OK13.” Der vil man kunne få syn for sagn!

Analysen i rapporten er faktisk ganske klar. GL’s hovedbestyrelse og repræsentantskab vidste godt, hvad man kunne forvente i OK13 forhandlingen – faktisk var hele forhandlingsstrategien lagt an på i videst muligt omfang at forberede det forløb, der rent faktisk kom til at udspille sig, om end det er rimeligt nok at kalde Gorm Leschlys slutmanøvre ved det ekstremt pressede OK13-bord for udemokratisk.

Mikkel Mailand understøtter dette billede af forløbet i forskningsnotatet (fx) s. 15:

”På GL’s forretningsudvalgsmøde 5. februar 2013 opridsede GL- formanden i et skriftligt oplæg situationen op til de afsluttende forhandlinger. (…) Formanden argumenterede bl.a. for, at GL kunne komme til at stå i en situation, hvor både Finansministeriet og AC ville presse kraftigt på for at få GL til at indgå forlig. Endvidere skitseredes alternative udviklingsforløb med afslutning i forligsinstitution eller med politisk indgreb, der i begge tilfælde skønnedes at ende ud med det samme resultat, nemlig en model baseret på aftalerne for erhvervsgymnasierne og erhvervsakademierne. Det ledte frem til synspunktet: ’I begge tilfælde ender man samme sted. Og så kan man jo lige så godt tage den løsning man kan blive enige om den 7. – 8. februar, hvor der samtidigt kan hentes en gevinst i form af økonomi, garantier og værn (selvom det umiddelbart er et resultat, der kan virke utilfredsstillende)”

Denne fremstilling af OK13-forhandlingen blev ikke kun delt i GL’s interne forretningsudvalg og hovedbestyrelse, men blev også vendt på to skolemøder, hvor mange af landets tillidsrepræsentanter deltog. Vigtigst var mødet på Gefion Gymnasium eftermiddagen inden overenskomstaftalen blev endeligt underskrevet. Mailand sammenfatter forløbet på Gefion på s. 18 i forskningsnotatet:

”Formanden udtrykte her, at “aftaleretten er væk”, at det nu handlede om professionsmodellen, og at hele arbejdstidsreguleringen, som man kendte den, var væk. Tillæggenes størrelse var naturligvis endnu ikke kendt, men formanden havde en fornemmelse af, at de kunne ende på omkring 70-80.000 kr. årligt, hvilket fremgik af diskussionen. Hele forhandlingsudvalget og det meste af hovedbestyrelsen var til stede under mødet på Gefiongymnasiet, men der var ingen, der bad om ordet for at modsige formanden, og ingen, som efterfølgende tog en snak med ham eller forsøgte at forhindre ham i at gå tilbage til forhandlingerne, selvom formanden havde signaleret, at GL var på vej til at indgå en aftale, der ikke var i overensstemmelse med mandatet, som fremgik klart af hovedbestyrelsesmødet 30. januar og blev konfirmeret på forretningsudvalgsmødet 5. februar.” 

Når talen falder på indholdet af OK13-aftalen, er det altså meget svært at finde noget ”at komme efter”, ifølge Mailand. Alle vidste, hvad man stod over for, og hvor det forventeligt ville ende med forhandlingen, men det ændrer ikke på, at der den nat, hvor forhandlingen blev afsluttet og den sidste underskrift sat på papiret, var store problemer med processen. Mailand skriver s. 19:

”Men det processuelle aspekt, som af nogle hovedbestyrelsesmedlemmer primært blev opfattet som problematisk, var, at der ikke havde været kommunikeret fra GL’s forhandlere til forhandlingsudvalget i slutfasen fra sen eftermiddag den 7. og indtil forliget blev indgået den 8. om morgenen på trods af, at der åben lyst var forskellige opfattelser i både hovedbestyrelse og forhandlingsudvalg af hvor langt man skulle strække sig for at få en aftale. Det var reelt en kritik rettet mod den eneste politiker blandt forhandlerne, GL-formanden, da direktøren og forhandlingschefens kommunikation kun foregår med formanden i forhandlingernes sidste fase og ikke med forhandlingsudvalget. Der var i denne fase e-mail – og sms-kommunikation mellem næstformanden og lederen af kommunikationsafdelingen (som delvist varetog kontakten til GL formanden), hvoraf det fremgik, at der fra forhandlingsudvalgets side var en forventning om at blive inddraget, før der skete noget afgørende. Men en sådan inddragelse blev der ikke taget initiativ til før ca. kl. 7.30, hvor formanden indkaldte til møde i forhandlingsudvalget kl. 10.00 (der ikke blev gennemført, da det lå for tæt på hovedbestyrelsesmødet) og til hovedbestyrelsesmøde kl. 10.30. Formanden henvendte sig altså heller ikke i perioden fra, at der kom skub i GL-drøftelserne igen omkring kl. 4 og indtil 7.30. Han mente, at det ovenfor skitserede forløb, ikke mindst de manglende ’stopklodser’ på Gefionmødet, reelt gav ham mandat til at forhandle en aftale på plads, som den der blev resultatet.”

De interne stridigheder om OK13-forløbet står derfor mellem ”det store, overordnede billede”, hvor de involverede godt vidste, hvor GL stod, og begivehederne ”den afgørende nat”, hvor formanden skriver under på aftalen i den tro, at han har et entydigt mandat. Det viser sig imidlertid ikke at være så entydigt alligevel, da ikke alle havde tænkt igennem, hvor langt man faktisk ville gå, når det rigtigt gjaldt – og de følte ikke, de blev spurgt i den afgørende time! De uafklarede spørgsmål, som vi aldrig får svar på, er derfor om GL’s hovedbestyrelse blev ”narret” af formanden den pågældende nat, eller om der simpelthen er tale om, at en række af hovedbestyrelsens medlemmer fik kolde fødder efter aftalen var underskrevet, da de opdagede, at det ville være mere eller mindre omkostningsfrit for dem at klandre formanden for et ubehageligt resultat. Pointen er selvfølgelig også, at det ikke nytter at pege fingre, da der i sagens natur kan argumenteres positivt for begge fortællinger afhængigt af standpunkt. 

Det er dog værd at dvæle lidt ved historien endnu engang – og denne gang set i et lidt større og bredere perspektiv end de ”lukkede forhandlings-kredse” omkring GL’s hovedbestyrelse.

GL har bl.a. ved OK13, OK15 og også op til OK18 indgået et forhandlingsfællesskab med AC (og mange gange før det), fordi hovedbestyrelse og repræsentantskab har vurderet, at GL står stærkest i dette fællesskab. I efteråret 2012, da vi så frem mod OK13, vidste vi altså, at vi underlagde os fællesskabets regler med de fordele og ulemper, det indebærer. Vi gik med åbne øjne ind i OK13 forhandlingen! I denne sammenhæng er det relevant at nævne en lille, sjov anekdote, som mange af os tillidsrepræsentanter vil kunne huske: ved efterårets repræsentantskabsmøde stillede en TR sig op i refleksvest og cykelhjelm (som var årets meget symbolske GL-gave til repræsentantskabet), og sagde, at han nu var klar til at blive kørt over i forhandlingen. Stemningen var altså tyk og symbolladet! Repræsentantskabet og hovedbestyrelsen vurderede, at vi ikke ville kunne opnå bedre forhandlingsresultater ved at stå uden for AC.

Set i det store lys kan det derfor virke lidt underligt at underkende hele den OK13-forhandling, som AC forhandlede igennem på GL’s vegne (om GL så blev ”kørt over” af AC eller lod sig ”køre over” med vilje kommer an på betragtningsvinklen, men den pågældende TR på repræsentantskabsmødet var åbenbart ikke i tvivl).

Det er dog vigtigt at understrege, at INGEN i GL, hverken i hovedbestyrelsen eller blandt medlemmerne ønskede OK13, som forhandlingen kom til at forløbe – det er helt klart. Under OK13 blev der i uhørt grad forhandlet med en pistol for panden. Vi vidste forinden, at forhandlingen blev svær, men den viste sig helt urimelig. Alle GL’s forslag til nye arbejdstidsmodeller blev fejet af bordet, og den alliance, man havde indgået med rektorforeningen viste sig ikke at holde i 11. time – skønt GL var gået til arbejdet under mottoet: ”GL – en del af løsningen”.

Men GL fik på grund af AC (og i modsætning til Danmarks Lærerforening) et resultat. AC-Forhandlingsfællesskabet sikrede os en lønstigning (på mere end én mio i livslønstigning for en ung kollega), tidsregistrering og mulighed for at indgå lokale aftaler, men kunne ikke sikre vores aftaleret på arbejdstid, mod vores ønske. Resultatet var utilfredsstillende – det er vi alle enige om, men i min verden var det trods alt bedre end ingenting. Og hvis nogle af jer har læst “Søren og Mette i benlås” (den journalistiske behandling af Danmarks Lærerforenings lockoutforløb i foråret 2013) vil I formentlig drage samme konklusion; gymnasielærerene havde været langt dårligere stillet, hvis vi i dag havde været underlagt lov 409 i en eller anden version – men det er klart, at det er noget man må overveje selv set i lyset af sagens kendsgerninger.

Afslutningen på hele forløbet blev, at vi alle (inklusiv jeg selv) med ro i sindet kunne stemme stort og rungende nej til urafstemningen efter OK13, for vi vidste, at det samlet set ville blive et ja med AC’s stemmer; jeg indrømmer blankt, at det føltes godt at stemme sådan, og dermed udtrykke sin mistillid til forhandlingen, velvidende at man ikke ville miste de goder, man trods alt havde forhandlet sig frem til (men måske er det ikke så populært at indrømme?).

Mikkel Mailand skriver i direkte forlængelse heraf i forskningsnotatet s. 22:

”Derfor kan der argumenteres for, at det i en vis forstand var ’gratis’ for GL’s medlemmer at stemme nej. Der kunne stemmes nej samtidig med at medlemmerne med stor sandsynlighed stadig ville kunne inkassere de goder, som de fleste var enige om, trods lå i overenskomstresultatet, bl.a. tillæggene”. 

Den daværende regering lavede imidlertid yderligere en svinestreg i OK13 forløbet, som jeg har det meget skidt med. De fremhævede nemlig GL’s afpressede underskrift og brugte den til at slå folkeskolelærerne i hovedet med – det var ikke i orden ikke mindst set i lyset af, hvor forskellige de to forhandlingsforløb rent faktisk var. Denne fejlagtige fremstilling af forløbet er sågar på det seneste blevet gentaget af nuværende politikere, men det gør jo ikke udsagnet mere rigtigt. Vi vil i GL gøre – og har gjort – alt for at forklare offentligheden, at OK13 ikke var en ligeværdig forhandling.

Og så bør man også i sin evaluering af OK13 huske at have sympati med ca. ⅓ af GL’s medlemmer på erhvervsgymnasierne. De var og er nemlig på AC-overenskomsten, ikke på GL-overenskomsten – og dermed omfattet af AC-forhandlingen og ikke GL’s forhandling. Det gjaldt i OK13, og det gælder i dag!

Konkluderende betragtet viser forløbet i forbindelse med OK13 faktisk mest af alt, at det er meget svært for GL at gå enegang i en overenskomstforhandling set i lyset af den måde forhandlingssystemet er skruet sammen på for vores forening. Konflikt giver langt hen ad vejen kun mening for GL, hvis det samlede AC støtter op om sagen, og sådan forløb forhandlingen i 2013 ikke. Her adskiller GL’s forhandling sig afgørende fra eksempelvis Danmarks Lærerforenings forhandling. Hvis man retrospektivt ønsker sig større solidaritet med Danmarks Lærerforening, bør man fremadrettet arbejde for et forhandlingsfællesskab med lærerne. Jeg tror ikke, det er den rigtige løsning for GL, hvis identitet er forankret i det akademiske fællesskab. Erfaringerne fra de andre nordiske lande med et lærersamarbejde er heller ikke entydigt positivt, men det er sundt at gøre sig overvejelsen.

I 2018 ser forhandlingen imidlertid anderledes ud end i 2013. Moderniseringsstyrelsen har ved gentagne forhandlinger behandlet arbejdstagersiden dårligt, og der er ophobet en betydelig frustration over en række forhold: kutymefridage, frokostpausen, reguleringsordningen m.v. 

Frem mod OK18 er det vigtigt, at vi står sammen – siger ”nok er nok” – men vi skal selvfølgelig også søge mulige juridiske og politiske landingsbaner i forhandlingsrummet, selvom det pt. ser svært ud.

Anders Bærholm Frikke, Lektor Middelfart Gymnasium og HF of GL’s hovedbestyrelse, Liste 3 og TR under OK13.