Smarte effektiviseringer
Vi skal effektivisere. Vi har brug for initiativer og idéer, der både sparer tid og ressourcer. Følgende er to af mine forslag til sådanne tiltag. Jeg er helt sikker på, at de ikke kan gøre det alene, men hvis man alligevel skal til at reformere, så foreslår jeg, at man tager dette med i overvejelserne:
Jeg er meget uenig i Christine Antorinis idé om, at matematik på B-niveau skal være obligatorisk for alle gymnasieelever for på den måde at begrænse den store tilstrømning til de gymnasiale suppleringskurser efter endt studentereksamen. Som matematiklærer har jeg tidligere undervist på netop sådanne suppleringskurser. Min oplevelse er, at den hyppigste årsag til, at så mange nyudklækkede studenter vælger at bruge sommerferien på at ”opgradere” til matematik B, er, at de har valgt taktisk:
Mange elever betragter matematik som et svært fag, som kræver meget arbejde. De vælger derfor at tage nogle fag i gymnasiet, hvor de føler sig mere sikre på at få en god karakter. På den måde får de en studentereksamen med et højere snit, som åbner flere døre senere i livet. Når man bagefter tager et suppleringskursus, har det nemlig ikke indflydelse på det afsluttende gennemsnit.
Jeg vil derfor foreslå, at man overvejer, hvad det vil betyde for elevernes valg i gymnasietiden, hvis de vidste, at deres eksamensgennemsnit ikke var ”låst”, men at den afsluttende karakter i for eksempel matematik vil blive erstattet af den, de i givet fald måtte opnå på et efterfølgende suppleringskursus.
Mit andet forslag går ud på at reducere de store mængder af tid, der bliver brugt på ekstra forberedelse til eksamen for elever, der skal op på særlige vilkår. Der er tale om elever, som har ydet en meget mangelfuld indsats, men som ofte kræver en mangedobbelt arbejdsindsats fra lærernes side, når de skal have en enkelt elev op til eksamen. I mine øjne er det urimeligt for alle parter.
Kunne man i stedet forestille sig en landsdækkende eksamen for elever på særlige vilkår? Den enkelte elev kunne således få oplyst tid, sted og eksamensspørgsmål, hvorefter vedkommende selv havde ansvaret for at møde forberedt op. Eksempelvis kunne alle elever i kemi på særlige vilkår således eksamineres ét sted i løbet af én dag. Jeg er klar over, at der i den forbindelse vil blive mindre udfordringer med forskellige lærebøger, men jeg mener, at det kan løses. I mine øjne ville denne model være en mere retfærdig fordeling af ressourcer og arbejdsbyrde end det nuværende system.
Inger Sørensen
Middelfart Gymnasium og HF
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode