Lad os blive på egen banehalvdel
For et par uger siden var der et interessant opslag i det forum på Facebook, der hedder ”Gymnasielærernes chatroom” – et SoMe-forum, man kan mene mangt og meget om. Jeg ved, at en del gymnasielærere holder sig langt fra det, hvilket der bestemt kan være flere gode grunde til. Indimellem rummer ”Gymnasielærernes chatroom” dog også interessante diskussioner, hvor holdninger brydes, og hvor der er mulighed for at blive klogere af vores uenigheder. Det opslag, jeg her refererer til, handlede om (u)rimeligheden ved, at der gives fagtillæg i nogle fag, men ikke andre, og om (u)rimeligheden ved, at disse fagtillæg (fx de såkaldte apparatopstillingstillæg) er at finde på STX, men ikke HTX. Opslagets afsender opfordrede til, at vi talte om ”elefanten i rummet”, og hun udtrykte et ønske om et opgør med forestillingen om, at nogle fag er ”finere” eller mere krævende end andre fag, og at nogle uddannelser er ”finere” og mere krævende at undervise på end andre.
Jeg skynder mig lige med det samme at slå fast, at min indlæg her IKKE handler om et for eller et imod diverse tillæg. Det er ikke det, der er mit ærinde, men jeg kunne konstatere, at førnævnte opslag affødte en af de længste tråde, jeg endnu har set i et opslag i omtalte Facebook-gruppe. Det satte virkelig gang i diskussionslysten. Og det er godt, at vi kan diskutere (så længe det sker på en ordentlig måde vel at mærke), og forskellige holdninger skal der være plads til.
Hvor tidskrævende det er at agere vejleder i andre fag end mine egne, ved jeg vitterligt intet om.
Men – for der er jo altid et men… – når vi diskuterer, skal vi huske at blive på egen banehalvdel. Med det mener jeg, at vi skal holde os til at udtale os om det, vi rent faktisk ved noget om – først og fremmest vores egne fag. Til gengæld skal vi holde os fra at udtale os om andre fag end vores egne. Selv havnede jeg i førnævnte Facebook-tråd i en længere diskussion om, hvorvidt dansk eller fysik var mest krævende tidsmæssigt i forbindelse med SRP-vejledning. Her kommer det med at blive på egen banehalvdel ind i billedet. Jeg ved, hvad der kræves af mig for at vejlede i dansk i SRP. Og kun det. Faktisk ved jeg ikke engang, hvad der tidsmæssigt kræves af andre dansklærere, når de vejleder i SRP, for det vil sidste ende være individuelt: Er man en ørn til i det daglige at få læst en masse litteratur, orientere sig i nyudgivelser, se mange film, osv., ja så kan man måske (!) klare sig med lidt mindre forberedelsestid til vejledning end andre dansklærere, der skal i gang med at læse og sætte sig ind i det materiale, eleverne ønsker at skrive om. Og det er bare inden for det ene af mine egne fag, de forskelle kan findes. Hvor tidskrævende det er at agere vejleder i andre fag end mine egne, ved jeg vitterligt intet om – slet, slet intet – og jeg har efter min bedste overbevisning ingen ret til at udtale mig derom. Vi skal – for at gentage mig selv – blive på egen banehalvdel.
Min egen og andres diskussioner i Facebook-tråden mindede mig om de gange (og heldigvis skete det ikke så ofte), hvor jeg i det nu hedengangne AT’s dage sad ved eksamensbordet med en censor med ganske andre fag end mine egne og oplevede, at der blev draget konklusioner angående elevens præstation på vegne af mine fag. Konklusioner, som min medcensor ikke havde den nødvendige faglige viden til at kunne drage. Eksempelvis står følgende udtalelse, der indledte en AT-votering, stadig stærkt i min erindring: ”Ja, den retoriske analyse (i dansk) var jo god, men i geovidenskab var der en del mangler”. Jeg behøver næppe at fortælle her, at danskdelen på ingen måde var så god, som pågældende kollega påstod at kunne udtale sig om på mine og mit fags vegne.
Jeg blev aldrig den store tilhænger af AT, må jeg nok erkende, men faget indeholdt bestemt positive elementer. Et af de positive elementer var det indblik, jeg gennem vejledningen med mine kolleger fik i andre fag end mine egne (SRP-vejledningen kan heldigvis bidrage med noget af det samme). Fælles vejledning og fælles forløb – på tværs af fag – giver et lillebitte indblik i, hvor stor og anderledes viden, mine kolleger bærer rundt på, men det er et indblik, der skal afføde respekt for mine kolleger og deres fag og i forlængelse heraf en erkendelse af, hvor min egen vidensgrænse går – ikke det modsatte. Der er rigeligt med mennesker, der lufter deres fordomme om gymnasielærere. Dem om det. Vi behøver ikke internt at lufte fordomme om hinandens fag. Så lad os blive på egen banehalvdel eller i hvert fald som minimum sikre os, at vi ikke udtaler os uden tilstrækkelig indsigt.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode