Videnskabsteori = almendannelse

Virker mundbind overhovedet? Hvorfor smitter corona tilsyneladende ikke altid lige heftigt? Skal mink destrueres, eller er det endnu et af venstrefløjens forsøg på at underminere landbruget?

Diskussioner om spørgsmål som disse finder sted i debatsektioner, ved middagsborde, på lærerværelser, på sociale medier og måske sågar i klasselokaler landet over.

Men diskussionerne er ikke altid lige kvalificerede. Påstande flyver gennem luften og følelser, og tro sidestilles med undersøgelser og data.

Det postfaktuelle samfunds ‘falske informationer’ strømmer i floder af sociale medier ,og de stenhårde understøttede data drukner i gigantiske vandfald af konspirationsteorier, skarpt optegnede fløje i debatterne, dogmatiske holdninger og total forvirring.

Så hvordan ruster man en ungdomsgeneration til at begå sig under disse forhold? Gymnasielærerens svar vil nok være: “Kildekritik!” Man vil sige til sine elever: “Når din ven hævder, at ‘de siger’, at et eller andet er gældende, så spørger du straks din ven: Hvem er ‘de’? Ved ‘de’, hvad de taler om?! Så er den ged vel nogenlunde rundbarberet.”

Hov. Se de stride hår, der står tilbage på geden! For hvornår er “valide kilder” egentlig valide?

Politikerne har vi mistet tilliden til. Men de henviser gerne til eksperter. Men eksperterne er uenige. Nogle gange siger eksperterne, at de ved noget, som de tror. Og nogle gange er det faktisk tilstrækkeligt at tro – fordi man ikke kan vide – afhængigt af hvordan man tror, og hvorfor man tror.        

Så hvordan skal vores unge forstå forskellen på at tro, at noget er sandt og at vide, at noget er sandt? Hvornår kan evidens kaldes evidens? Hvordan kan de unge lære, hvornår der er brug for evidens, og hvornår det er tilstrækkeligt at have et kvalificeret gæt? Og hvordan kan de unge lære at se forskellen på et kvalificeret gæt og en ‘følelse’ eller ‘overbevisning’?

Shit. Det kan de nok ikke.

Men de fleste af os med akademisk baggrund har nu alligevel en god fornemmelse af, hvornår en given kilde bare spytter tilfældige påstande ud, og hvornår denne kilde faktisk har noget reelt at byde på. Er det en sjette sans?

Nej. Det er vores evne til at forstå forskellen på at have erhvervet sig sin viden på den ene eller den anden måde; forskellen på at læne sig op af en undersøgelse og en anekdote. Eller forskellen på at læne sig op af en undersøgelse med et lille datasæt og et enormt datasæt.

Det er også vores evne til at forstå, hvad der skiller forskellige vidensformer fra hinanden. Vi ved godt, at sager kan belyses med forskellige fagligheder, og at forskellige fags metoder og konklusioner er usammenlignelige.

Alt det forstår vi, fordi vi som en integreret del af vores faglighed har et videnskabsteoretisk afsæt. Jeg vil argumentere for, at en sådan forståelse også er en del af den almene dannelse.

Et eksempel: Når vi taler om mundbind, kan vi undersøge mundbinds effekt som værn mod virus ved at se på, hvordan mundbindet beskytter bæreren mod at indånde viruspartikler. Man kan måle på, hvor mange lag materiale, der skal til, før at effekten er høj nok. I et laboratorium kan man gentage forsøgene i et omfang, som til sidst giver en tilstrækkelig empirisk evidens til, at man kan dokumentere denne viden.

Men hvis vi vil vide, hvordan mundbind virker i praksis ude i det såkaldte samfund, så skal andre fagligheder i spil. Man kan se på, hvordan folk bruger mundbindene. Man kan kvantitativt vurdere, hvor mange der gør dit, og hvor mange,der gør dat. Man kan tilbage i laboratoriet måske undersøge, hvilken betydning dit henholdsvis dat har. Men dit og dat-adfærden er empiri, der ikke kan indsamles i et laboratorium.

En sådan deskriptiv undersøgelse af mundbindsbrug kunne i øvrigt kasseres til fordel for en normativ undersøgelse af, hvordan det faktisk burde være for at mundbind skulle virke optimalt. Hvilken af de to undersøgelser er mest relevant?

Måske ønsker vi endda også nogle årsager: Hvorfor gør folk dit og dat, når de anvender mundbind? Her kan vi pludselig ikke tælle, men må gå kvalitativt til værks.

Endelig kunne man finde det interessant at se på intentionen bag mundbinds-kravene: Skal vi gå med mundbind, fordi det beskytter mod virus, eller skal vi gå med mundbind, fordi det sender nogle relevante signaler…?

Hvis man er i stand til at forstå forskellene på sådanne undersøgelser og deres resultater og forstå, hvad de hver især kan bidrage med, og hvor de hver især er begrænsede – ja, så har man reflekteret videnskabsteoretisk over dem.

Og hvis man har reflekteret videnskabsteoretisk over sådanne undersøgelser – bevidst eller ej – så er man blevet klogere. Ikke ved at have erhvervet sig ny viden som sådan, men ved at forstå den viden, man allerede havde. Man er blevet dannet. Man er derfor i stand til at lytte og indgå i fornuftige diskussioner uden at kaste med dogmer eller andre skarpe genstande.

I min optik handler videnskabsteori altså om almendannelse. Videnskabsteoretiske perspektiver giver muligheder for at diskutere en undersøgelses mulighed og gyldighed. De giver mulighed for at bedømme, hvornår det er godt nok med et kvalificeret gæt, fordi vi ikke har andre muligheder, og hvornår man kan kræve et mere sikkert svar. Det er relevant i en corona-tid, det er relevant i en social medie-tid, og det er relevant i en hvilken som helst tid.

Jeg fornemmer, at kravet om videnskabsteori i SRP bliver mødt med en vis skepsis. En del af kritikken går på, at når vi arbejder med videnskabsteori, så bliver det løsrevet udenadslære af nogle begreber, som eleverne ikke ved, hvordan de skal anvende – og dermed ligegyldigt.

Min oplevelse har dog været, at eleverne synes det er vildt spændende at forholde sig til forskellen på forskellige vidensformer. Man kan sagtens gå induktivt (i pædagogisk forstand) til værks. Man kan bede dem overveje det, de allerede ved, og hvad forskellen er på viden A og viden B –  og hvad der skal til, før såkaldt viden ikke længere kan kaldes viden. De forstår det, og de kan se pointe med det.

Vi er pålagt at starte videnskabsteoretiske overvejelser op inde i de trætte teenagehjerner. Hvorfor se det som en skranke? Hvorfor ikke udnytte kravet til at diskutere med dem, hvad vi ved, og hvordan vi ved, og hvornår vi ved, og hvad forskellene er, og hvad de forskellige vidensformer kan bruges (og ikke bruges) til?

Ja, SRP-forløbet har mange udfordringer i forvejen. Ja, den mundtlige eksamen er for kort. Ja, det med videnskabsteori var noget nyt i en i forvejen presset hverdag. Men nu er det her – så lad os da bruge undervisning i videnskabsteori til noget fornuftigt. Lad os bruge det som et aktivt almendannende aspekt.