Blog: Jeg fik besøg af min chef, og hun fik mig til at tænke

For nylig som en optakt til en MUS, var min chef forbi i en klasse og observere min undervisning. Hun lagde mærke til at eleverne ikke var bange for at spørge om hjælp, og det gjaldt både de stærke, svage og medium elever. Jeg fortalte hende at jeg havde arbejdet på at skabe sådan et læringsmiljø. En af årsagerne til det var, at jeg selv har haft lærere som straffede nysgerrige elever, der stillede spørgsmål, ved at give dem lavere karakterer. De samme lærere kunne så give gode karakterer til dem, der aldrig sagde noget. Det, syntes jeg mildt sagt, var den mest tåbelige måde at vurdere ens faglighed på. Jeg ønskede at være den diametrale modsætning til den slags lærere. Derfor har mit mål været at skabe et læringsrum, som giver eleverne plads og lyst til at spørge og få hjælp.
Min leder spurgte, hvad jeg havde gjort for at skabe den kultur i klassen. Så det måtte jeg lige tænke lidt over. Jeg nåede frem til, at der særligt er tre redskaber, som jeg benytter mig af til at skabe en kultur, der giver eleverne incitament til at være aktive og spørgende.

1. Gør det tydeligt, hvad der tæller i karaktergivningen
Jeg ved godt, at Hattie påstår, at karakterer ikke får eleverne til at lære mere, men det er hans påstand. Jeg påstår, at det handler om måden, vi giver karaktererne på samt vore forklaringer på, hvordan man opnår en god karakter. Når jeg får en førsteårs-klasse, fortæller jeg dem, hvad der skal til for at få en god karakter. Det tager noget tid for dem at forstå, så det er som regel først efter et halvt år, at klasserne som helhed har grebet det. Men jeg gør det klart for dem, at det trækker ikke ned at spørge om hjælp. Tværtimod kan det trække ens karakter op at bede om hjælp.
Årsagen til dette er, at jeg ønsker, at alle eleverne ved, at de ikke bliver straffet for at vise, at de har huller i deres viden. Jeg vil langt hellere have et miljø, hvor det altid giver mening at få repareret de faglige huller, man har. Hvis en elev så får en dårlig karakter, kan jeg forklare, at det skyldes, at eleven ikke spørger om hjælp. Så siger de nogle få gange, at det har de ikke brug for. Det er jo sådan set fint nok, men så skal de spørge mig, om det, de har lavet, også er i orden, ellers kan jeg ikke vurdere deres niveau, og det forstår de faktisk godt.

2. Alle elever kan komme op til tavlen
Jeg giver eleverne opgaver, som de kan ”risikere” at skulle vise oppe ved tavlen næste time. Hvis de synes opgaverne har været så svære, at de ikke kan finde ud af dem, skal de ikke tage det så tungt. De skal blot sende en besked til mig inden timen, om at de ikke kunne finde ud af opgaverne til timen. At de indimellem sender en besked til mig om dette, trækker heller ikke deres karakterer ned. For jeg har selv oplevet som studerende, at der har været noget, jeg ikke forstod, og som jeg skulle arbejde mere med først. Mine elever behøver ikke være bedre end mig, så der skal være plads til, at man synes, noget er svært og uoverskueligt indimellem. Men hvis man bliver ved med at skrive til hver eneste time, at man ikke kunne finde ud af det, ja, så trækker det bestemt ned og får betydning for ens karakter. Så er der jo tale om et mønster.
Der er dog en lille fælde her, som der altid er nogle elever, der falder i. Der er nogle, som bare håber, de ikke kommer op og heller ikke har forberedt sig, men jeg skal nok sørge for, at de også kommer til tavlen. Så siger de som regel ”jamen, jeg havde ikke lige fået det lavet”. Hvortil jeg svarer, at så skulle de have sendt mig en besked om det. Ellers trækker det ned, når man hverken sender en besked og samtidig ikke er forberedt. Det lærer de ret hurtigt at få styr på. For resten så er der forskel på, hvordan jeg udvælger dem. Nogle gange bruger vi bare en tilfældighedsgenerator som www.random.org til det, andre gange er det mig, der udvælger folk. Jeg tror på, at det er vigtigt at bruge begge metoder her.

3. Allervigtigst: Læreren kan også lave fejl
Men det nok vigtigste element, som, jeg tror, kan skabe et godt læringsmiljø, hvor man ikke er bange for at bede om hjælp, er lærerens evne til at vise og erkende sine egne fejl. Jeg fortæller mine elever, at jeg også laver fejl, og hvis de ser, jeg laver en fejl oppe ved tavlen, så skal de sige det til mig. Jeg kan lave banale, såvel som avancerede fejl. Men jeg ved, at de kommer, og eleverne har lært, at det er fuldt ud i orden at rette deres lærer. Ja, jeg bliver tilmed glad for det, og hvorfor er jeg egentlig det? Jo, for hvis der er plads til, at læreren fejler, så er der også plads til, at eleverne fejler. Jeg ønsker netop ikke at skabe et miljø, hvor vi er perfekte, men hvor vi lærer af vores fejl, så vi kan rette op på dem.

Et læringsrum, hvor der er plads til at fejle, og hvor man kan lære af sine fejl, og hvor der samtidig er et naturligt incitament for eleverne til at spørge om hjælp, er mit mål for alle mine hold. Det gør det for resten også noget mere interessant at undervise. For det er altså bare så kedeligt, når eleverne ikke siger noget. Så på den måde får jeg jo også selv noget ud af det.