Pludselig er alle medier optaget af Langkær Gymnasiums fordeling af eleverne, og der råbes igen med holdninger og synspunkter på kryds og tværs. Men ingen af os ved noget.

Både på Langkær Gymnasium og Høje-Taastrup Gymnasium påpeges det, at det er et reelt problem, hvis der er for få etnisk danske elever i klasserne.
Det kan vi så alle sammen have en mening om, men selvfølgelig har gymnasielærere mere at have deres mening i end de fleste andre qua erfaringer fra undervisningen. Det er nemlig det, det egentligt burde handle om: hvad gør det ved undervisningen, hvis der ikke er nogen etnisk danske elever i klassen? Hvad gør det ved elevernes læring?

Problemet er, at det ved vi ikke noget om. Vi kan synes en masse om det, og vi har vores erfaringer hver især, men der findes ingen forskningsbaseret viden om det.

Debatten fra Langkær handler om klassesammensætning. Hvad er forskellen på 100 % tosprogede i en klasse, 80 %, 50 % og 40 %? Og hvilke læringsmuligheder og hvilke udfordringer giver det, når der sidder 2-4 tosprogede elever i en klasse? Vi kan alle sammen have en holdning til, hvilke klasser vi helst vil undervise, og hvem vi tror, der får størst udbytte, både fagligt og dannelsesmæssigt, men det er og bliver ”synsninger” (vi synes noget; vi ved det reelt ikke).

Det var klasseinddeling. Lige så interessant er det at kigge på udfordringer og muligheder på individniveau: Hvilke udfordringer giver det at gå i gymnasiet, hvis man ikke taler dansk som modersmål? Hvilke udfordringer giver det, hvis den kultur og erfaringsverden, der undervises ud fra, er fremmed for én?

Det kan vi komme med en masse gode bud på. Men det ville nu være rigtigt rart med noget mere forskning, så vi har noget at hænge vores beslutninger op på og indrette vores undervisning efter.
Indtil vi får det, kan vi lytte til de gymnasier, som har størst erfaring på området. De, der kender problemet bedst, kan sikkert finde de mest velegnede løsninger.