Træk lydspor i læringsrummet
Hvad betyder det at bruge læse-skriveteknologi (CD-ORD) i en normalklasse i fagene dansk og engelsk?
Umiddelbart fjerner man den stigmatisering, som enkelte elever med læse-skrivevanskeligheder har oplevet hele deres skoletid. Man kan sige, at eleverne lærer på lige fod, idet de alle har adgang til at bruge CD-ORD; men når dette er sagt, så er der selvfølgelig forskel på den fagligt dygtige og den fagligt svage elevs udbytte af teknologien.
På baggrund af en daglig brug af CD-ORD i mine klasser siden skoleårets start, kan jeg sammenfattende sige, at for alle elever har der været et fagligt udbytte. Mon ikke, at det giver et større overskud til at koncentrere sig om indholdssiden i teksten, når man kan lytte-læse den? Jeg er begyndt at få skriftlige afleveringer, hvor eleverne selv har lavet en lydfil af deres aflevering og lyttet korrektur. Det er svært at undgå at høre fejlen, når den engelske talesyntese læser siting i stedet for sitting!
Især muligheden for at få læst al tekst op og lave lydfiler af al tekst, og her menes al tekst, selv tekst i billeder, som man kan scanne ind, eller tage et foto af, eller, som jeg gør, bruge en lille gratis app ved navn CAMSCANNE (CS) på min iPhone, hvor programmet kan bruges til at affotografere (og senere redigere) sider i en bog, avis etc. og herefter sende til First Class/mailprogram som vedhæftet fil. Teksten i billedet kan nu gemmes og åbnes i WORD, hvorefter man kan skrive videre på teksten og lave en ny lydfil af den.
Dér, hvor jeg selv, kan pege på den største forandring af mit læringsrum, er to ting:
- Jeg kan give selv ret lange tekster for som lektie til næste gang, idet eleverne får lydfilen af teksten, så de kan lave lektier, mens de cykler, jogger eller arbejder i solcentret. Ja, de synes endda, at det er sjovt.
- Den anden centrale forandring i mit læringsdesign er, at eleverne- og jeg, har fået meget større sproglig opmærksomhed på teksterne.
Følgende timebeskrivelse er et godt eksempel. Eleverne i min 1.y har fået Blichers ”Præludium” for som lektie.
Jeg beder alle elever om at indtale den på deres mobiltelefon; når de har læst teksten et par gange. Ved timens start hører vi den danske talesyntese læse teksten op. Herefter hører vi nogle elevindtalinger og sammenligner med talesyntesens oplæsning. Eleverne kan nu tydeligt høre, hvordan den menneskelige stemme via tryk, betoninger og pauser kan formidle en forståelse af tekstens indhold og ikke mindst tonen i teksten. Eleverne ved nu, hvad det vil sige at svare på spørgsmålene om at karakterisere teksten mht. sprog og stil.
Som yderligere belysning af stemmens/lydens betydning for tekstforståelsen er prikken over i’et, at man har digterens egen indtaling. Hvem glemmer Yahya Hassans digtoplæsning, Jens Blendstrups dybt medrivende formidling af sine noveller og romaner, Theis Ørntofts smukke melodiske røst, Lars Skinnebachs fantastiske energifyldte brug af stemmen? Er lyden med til at fremme forståelse af teksten? På baggrund af de erfaringer, jeg indtil nu har gjort mig, med læse-og skriveteknologi/CD-ORD, så er svaret et rungende JA, og programmet er nu en fast del af min og elevernes skoletaske.
Talesyntesen kan selvfølgelig ikke formidle en fortolkningsbaseret forståelse af teksten; men scorer 100 % på den meget tydelige og klare udtale af hvert ord, hvilket ikke mindst er en stor hjælp for eleverne i skriveprocessen. Udtalen er nærmest guld værd i sprogfag, hvor elever kan lære ordet ved at gentage det.
Er vi i øvrigt ved at gå fra en billedkultur til en lydkultur? SMS’er kan læses op, man kan sende en SMS som en lyd-besked, aviser kan læses op, ja, alt, der findes i elektronisk form kan læses op. Jeg har faktisk i årevis haft ADGANGFORALLE-programmet på min pc. Fagligt arbejde via LYD bliver måske den allerstørste forandring i læringsrummet? Eleverne er åbne over for ændringer i læringsstilen, når de umiddelbart kan se, at de personligt kan få glæde af dem. Jeg kan kun anbefale andre lærere at begynde at trække lydspor i læringsrummet.
youtube://v/SGSnsZvBHek
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode