It-fallit: ”Death by slides”
Clay Shirky, en amerikansk professor i sociale medier ved New York University, har forbudt brugen af bærbare computere, iPads og smartphones under sine forelæsninger!
Som daglig it-bruger af sociale medier i undervisningen er man lettere rystet. Hvad er der gået galt med Clay Shirkys viden om it-teknologi og hans pædagogiske praksis? Der er noget, der skurrer i ørerne.
Er det, fordi mange forskere i sociale medier kun har et teoretisk forhold til området? De ved en masse om kommunikationsteorierne bag Twitter, Instagram etc; men har ikke selv brugt medierne i en pædagogisk praksis og hentet nogle nyttige erfaringer herfra?
Står Clay Shirky mon og underviser ved hjælp af en projektor og storskærme; mens hans powerpoints glider i en lind strøm hen over skærmene med hans voice-over? Senere kan de studerende så måske lytte til forelæsningen som en podcast!
Praktiserer han den form for undervisning, populært kalder ”Death by slides”, så forstår jeg altså godt hans studerendes brug af pc’ere etc. Det er jo nærmest at ligne med det oprør mod professorernes en-vejs-forelæsningsform, som vi var nogle studerende, der gjorde oprør imod i begyndelsen af 1970-erne på danskstudiet.
Den måde, jeg bruger it-teknologien, er at lave læringsdesigns, hvor eleverne løser faglige opgaver; mens jeg taler; mens de ser film; mens de lytter til en tale; mens en gruppe fremlægger deres opgave for klassen etc.
Måske burde man foreslå Clay Shirky, der selv er meget aktiv på Twitter, at åbne for elev-tweets eller sms’er direkte op på storskærmene; mens han forelæser, så de studerende kan interagere med det, han siger, og han undervejs kan se og forholde sig til spørgsmål fra de studerende.
Min erfaring er, at elever motiveres til fagligt arbejde via it-brug. Mon ikke, at Clay Shirkys amerikanske studerende også kunne vækkes til faglig dåd ved at bruge deres medbragte it-grej aktivt i undervisningen? At en professor i sociale medier forbyder sine studerende at bruge deres pc’ere etc., mens han underviser, er intet mindre end total it-fallit.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode