Flexlån og fremtidsplaner

I 1991 blev erhvervsskolerne selvejende. I 2007 overgik samme skæbne de almene gymnasier, hf og VUC. Derfor sidder der i dag frivillige bestyrelser på alle landets gymnasier, hvor de har det øverste ansvar for mange tusinde ­lærere, budgetter for mere end 20 milliarder og mere end 250.000 elever.

De fleste erhvervsskoler har bestyrelser med 12-14 medlemmer, for de almene gymnasier og VUC er tallet typisk lidt lavere.

En af dem, der ved lidt om, hvordan det er at sidde med ­bestyrelsesansvaret, er Anna Muff. Hun underviser i biologi på VUC Vest i Esbjerg, hvor hun har været medarbejderrepræsentant i bestyrelsen de seneste syv år.

“Jeg blev opfordret af mine kolleger til at stille op, og jeg var nysgerrig ­efter at finde ud af, hvilken indflydelse jeg kunne få. Jeg tog GL’s kursus for nye bestyrelsesmedlemmer, men det har stadig taget lang tid at lære det hele at kende og kunne gennemskue spillet og skellet mellem bestyrelsesarbejdet og den daglige drift. Men man bliver heldigvis mere sikker på sig selv undervejs,” fortæller Anna Muff.

Hun ser sin rolle som den, der skal tale de ansattes sag:

“Bestyrelsesarbejdet kan tit handle meget om regnskaber og tal, der skal gå op, og rettidig omhu. Men konsekvensen er jo, at vi mister kolleger. Jeg ved godt, at bestyrelsen skal sikre skolens overlevelse, og at driften hænger sammen, men det menneskelige aspekt er også vigtigt. Jeg er ikke bleg for at sige min mening, når det handler om, hvilke konsekvenser bestyrelsens beslutninger får for medarbejderne og kursisterne.”

Hun er dog overordnet rigtig glad for bestyrelsen på skolen og har stor tillid til sammensætningen.

“Der er ingen tvivl om, at der imellem bestyrelsesmøderne er en tæt dialog mellem formandskabet og rektor. På bestyrelsesmødet bliver de relevante punkter taget op til diskussion, så der kan tages fælles beslutninger.”

Hun tvivler dog ikke på deres intentioner:

“Jeg er tryg ved, at de vil skolen det godt. Det er en rar følelse at have. Men man skal være bevidst om, at det handler om bundlinjen, og det har gjort ondt de seneste år med mange besparelser.”

Lige nu går Anna Muffs tid i forhold til bestyrelsesarbejdet blandt andet med at høre hendes kolleger om deres ønsker til deres nye chef. Der er nemlig et rektorskifte på vej.

“Vi har lagt meget arbejde i at snakke med kollegerne om, hvilken profil de ønsker.”

Handler mest om økonomi
I den anden ende af landet sidder Anders Dam Lind. Han er medarbejderrepræsentant på CELF (Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland-Falster).

“Jeg meldte mig til posten, fordi vi er en fusionsskole med både erhvervsuddannelser, htx, hhx, eux, AMU og en separat kursusafdeling. Det er en meget bred skole, og jeg syntes, at gymnasievinklen var underrepræsenteret i bestyrelsen.”

Derfor har han de seneste to år siddet i skolens bestyrelse. Der sidder han sammen med en kollega, to elevrepræsentanter, fire repræsentanter for fagforeningerne og fire fra arbejdsgiverne samt en politisk valgt. En enkelt plads står ledig, den har tidligere været besat af en repræsentant for skolens aftagere, i dette tilfælde DTU.

“Jeg synes ikke, at gymnasiets repræsentation i bestyrelsen står mål med elevtallet. Vi udgør 40-50 procent af årseleverne, men det afspejles ikke i sammensætningen,” siger Anders Dam Lind.

Han fortæller, at bestyrelsesarbejdet først og fremmest handler om økonomi.

“Det handler rigtig meget om lokaliteter, bygningsmasse, finansiering, realkredit, flexlån og den slags. Det betyder, at vi på ingen måde går ind i indholdet af uddannelserne – det er de enkelte uddannelsesledere, der står for det.”

Han siger videre:

“En af de ting, der fylder meget hos os, er praktikpladssituationen. Det er helt centralt. Det fylder jo ikke på et alment gymnasium. Derfor bliver vores arbejde meget mere overordnet, vi kan ikke påvirke den enkelte uddannelse.”

Han peger på, at de ulønnede bestyrelsesmedlemmer sidder med et stort ansvar, der skal eksekveres på fire årlige møder:

“Der er en indre modsætning i, at man skal sidde med så stort et ansvar for rigtig mange penge og kun har ­fire årlige møder på et par timer. Det gør det meget svært at drive skolen i en bestemt retning, så det bliver direktionen, der sætter kursen, for de er jo på skolen på fuld tid. Det eneste, vi får for det, er kaffe og kage,” siger Anders Dam Lind.

Især ansvaret, når bestyrelsens beslutninger kan koste kollegerne deres stilling, er hårdt:

“Vi sidder i sidste ende med beslutningen om, hvilke uddannelser der skal nedlægges. Det er et stort ansvar. Det vidste jeg godt, da jeg meldte mig. Men det er der, at ansvaret tynger hårdest. Den slags beslutninger er lang tid undervejs, og alle sten bliver vendt rigtig mange gange. Vi træffer aldrig forhastede beslutninger.”

Todelt bestyrelse
Det skisma kan Allan Andreasen Kortnum nikke genkendende til. Han er direktør på Herningsholm Erhvervsskole i Herning. Som direktør er han ikke medlem af bestyrelsen, men tilforordnet og er altså til stede ved alle møderne.

“Det kan være en udfordring, at der kun er møde en gang i kvartalet. Nogle gange ligger møderne for tæt på eller for langt væk. Det kan blive en bremsende faktor eller resultere i, at man ikke kan nå det hele inden møderne. Derfor bliver der meget kontakt mellem møderne. Jeg har telefonisk kontakt med formanden og næstformanden flere gange om ugen, og en gang om måneden holder vi møde med mig, vores økonomidirektør og bestyrelsens forretningsudvalg,” fortæller han.

Han peger på, at bestyrelsen derfor i praksis bliver inddelt i to lag:

“Forretningsudvalget på skolen svarer til bestyrelsen i en privat virksomhed, mens resten af bestyrelsen mere får karakter af en slags repræsentant. Det kan være svært at sikre, at de får alle mellemregninger, fordi det er mange mennesker, og der er langt mellem møderne. Det er ikke værdiløst at være mange, men der er bare nogle, der er tættere på beslutningerne end andre, og det er vigtigt, at alle er bevidste om det.”

Allan Andreasen Kortnum sætter alligevel stor pris på den store bestyrelse:

“Medlemmerne er bredt rekrutteret på tværs af brancher og geografi. Det giver mange perspektiver, men giver også et vigtigt netværk. Der er altid nogen, der kender nogen, der kan hjælpe med sparring og kontakter. Det er godt at få andre perspektiver i spil, så vi ikke kommer til at sidde i en osteklokke på skolen.”