Falske nyheder er som gift

Siden den amerikanske præsident begyndte at tale om fake news og hans rådgiver om alternative facts har det ikke skortet på diskussioner om fænomenet. Påvirker de falske nyheder opinionen? Hvor seriøst skal man tage det, når en makedonsk teenager skriver en falsk nyhed om, at paven opfordrer alle katolikker til at stemme på Trump? Og hvor meget er medierne selv gået i selvsving over fænomenet?

Spørger man Jacob Mchangama, der er direktør for den juridiske tænketank Justitia, og som også har beskæftiget sig med fænomenet, svarer han lidt tilbageholdende:

”Vi har endnu til gode at se, hvor stor gennemslagskraft de falske nyheder har. Det kommer jo an på, hvor meget de nyheder bliver delt, og hvordan de bliver opfattet,” siger han.

Medieanalytiker Jan Birkemose, der er tidligere journalist og chefredaktør for Ugebrevet A4 og nu inde­haver af Medietrends.dk, mener ikke, at problemet er så stort i Danmark, men det kan komme.

”Det er et langt større problem i lande som USA, Frankrig og Rusland, men vi lever i en global verden, hvor information flyder frit over landegrænserne, så det er ikke usandsynligt, at det også kommer hertil, men vi er et lille sprogområde, så derfor er det ikke sikkert, interessen for det er så stor,” siger han.

Buzzword
Lektor i journalistik Filip Wallberg er ved at være godt træt af at høre om fake news. Snakken om fænomenet er over det hele. Fake news er blevet et buzzword, mener han. Han skrev et indlæg til journalisternes fagblad,

Journalisten, og talte, at i løbet af seks måneder – fra november 2016 til april 2017 – havde der ifølge Infomedia været trykt 292 artikler, hvor begrebet fake news havde fyldt mere eller mindre.

”Fake news er et vagt begreb, og jeg synes, man skal kalde tingene for det, de er, nemlig en usand historie, og det er ikke nyt. Efter min mening behøver vi ikke flere begreber,” siger Filip Wallberg, der underviser i virale historier på Syddansk Universitet.

Han mener, den megen fokus har gjort, at man nu vil sætte ind med store operative indgreb, som var fake news cancer, uden først at finde ud af, om patienten overhovedet har en diagnose.

Men fake news er gift, mener Jan Birkemose. Man skal ikke undervurdere de konsekvenser, de falske nyheder kan have.

”Man skal passe på ikke at negligere det med intellektuelle diskussioner om, at det måske ikke er så stort et problem alligevel. Når nogen fabrikerer løgnehistorier, som ligner nyheder fra de etablerede medier, er det et problem. For hvis vi ikke kan blive enige om fakta, bliver det svært at diskutere politik. Med de falske nyheder fjerner man jo det fælles grundlag, som vi kan bygge vores uenighed på. Man kan reagere, når båden begynder at tage vand ind, eller vente, til den er ved at synke,” siger han.

Økonomisk incitament
Men det er måske ikke sådan lige at komme de falske nyheder til livs. Sidste år citerede den amerikanske avis The Washington Post Paul Horner, der laver falske virale nyheder, for at sige, at han tjener omkring 70.000 kroner om måneden i annonceindtægter. De mest succesfulde falske historier kan indbringe omkring 15.000-20.000 kroner.

”Så længe der er et økonomisk incitament til at producere falske nyheder, vil der være nogle, der gør det,” konstaterer Jacob Mchangama.

Filip Wallberg mener, at man helt skal fjerne det økonomiske grundlag for dem, der laver falske historier. Det er heller ikke i annoncørernes interesse, mener han.

”Hvis du tager sådan nogle som Spies Rejser, så vil de da ikke have en annonce ved siden af en fake news-historie. Det er nogle argumenter, Facebook og Google kan forstå,” siger Filip Wallberg.

Forbyde de falske nyheder kan man ikke, mener Jacob Mchangama. For hvordan skulle man gøre det? Hvem skulle stille sig til doms over, hvad der må deles, og hvad der ikke må? Det er svært at lovgive på området, siger Jacob Mchangama og nævner, at EU-Kommissionen sidste år indgik en aftale med store virksomheder som Youtube, Microsoft, Twitter og Facebook om at opstille retningslinjer for hadefuld tale og god opførsel på de pågældende medier.  
Facebook har valgt at imødekomme kritikken i USA ved at lave en knap, hvor Facebookbrugerne kan anmelde tvivlsomt indhold. Er der nok, der anmelder den pågældende historie, vil den blive gennemgået af en faktagruppe. Med et tilsvarende advarselsflag vil tyske Facebookbrugere snart kunne melde falske historier, men det får ikke Facebook til at fjerne indholdet.

”Jeg synes, det er en fin måde, Facebook har valgt at gøre det på. Ellers ville det blive Mark Zuckerberg (stifter af Facebook, redaktionen), der skulle afgøre, hvad der var falske historier, og hvad der ikke var,” siger Jan Birkemose, der selv prøvede at teste filteret ved at sende en historie, der havde fået et advarselsflag, videre ud i sit Facebooknetværk.

”Den blev ikke fjernet, men den kom kun ud til tre-fem procent af dem, der ellers ville have set den. Jeg var lidt nervøs for, om Facebook efterfølgende ville blokere mig eller holde øje med mig, men det skete ikke. Det kan jeg jo på sin vis være glad for,” fortæller Jan Birkemose.

Digital dannelse
Jan Birkemose mener, der er to ting, der skal gøres, i kampen mod falske nyheder. Den ene er, at techgiganterne som Google og Facebook må være en del af løsningen, når de også er en del af problemet.

Brugerne skal blive ved med at stille krav til dem. Den anden løsning er uddannelse, uddannelse, uddannelse. Han henviser til en amerikansk undersøgelse, der viser, at kun halvdelen af Facebookbrugerne tjekker, hvilken kilde en historie kommer fra.

”Det er jo ret alarmerende, og det viser, at det kræver digital dannelse på alle niveauer i samfundet at imødekomme det her. Kritikken og den kritiske sans skal skærpes. Da jeg gik i skole i 70’erne og 80’erne, handlede det om, at vi skulle være opmærksomme på, at reklamerne ikke formidlede sandheden, men at vi skulle lære, at der var nogle motiver bag. Det samme gælder den nye generation, der nu går i gymnasiet og i de ældste klasser i folkeskolen. Der spiller lærerne en meget vigtig rolle,” siger Jan Birkemose.