Jagten på resultater ødelægger skolen

“Ha, ha, ha, ha.” Andreas Gruschka læner sig tilbage i stolen og griner højlydt.

Jeg har lige fortalt ham, at Danmark er i gang med at implementere en ny gymnasiereform, samtidig med at politikerne har tænkt sig at skære i budgetterne for selv samme gymnasier fem år i træk.

Den tyske forfatter og forsker i pædagogik har tilsyneladende sans for at kunne se det sjove i det groteske.

Og det er ikke den eneste gang under interviewet, at han slår en smittende latter op, selvom hans budskab er, at meget i uddannelsesverdenen er gået helt skævt i det nye årtusinde. Ikke mindst i Tyskland, hvor han i mange år har forsket i pædagogik og undervisning, men også i den vestlige verden generelt.

Han griner færdig, mens han får bekræftet, at de danske politikere selvfølgelig også forventer, at eleverne løfter sig fagligt, får en bedre trivsel, og at flere tager en videregående uddannelse.

Andreas Gruschka har set lidt af hvert i sin tid som forsker, og en gymnasiereform med en økonomisk nedskæring at skylle efter med overrasker ham ikke.

”For 20 år siden i Tyskland skar man et år af grundskolen for at få eleverne hurtigere på gymnasiet. Det handlede om at få flere elever igennem uddannelse på kortere tid og få bedre resultater, men for de samme penge. Lærerne fik flere opgaver, der kom flere elever i klasselokalerne. Resultatet var forvirring og frustrationer,” siger Andreas Gruschka, som siden 2000 har været professor i almen pædagogik og skolepædagogik ved Goethe Universität i Frankfurt.

Så kom PISA
Han sidder på professionshøjskolen Metropol i København, hvor han er blevet inviteret til at tale om sin nye bog At lære at forstå.

Andreas Gruschka er klædt i grå jakke og grå trøje og matcher dermed himlen udenfor på en af de vinterdage, hvor solen aldrig står op.

Det grå tema passer godt til hans budskaber om udviklingen i skoler og ungdomsuddannelser, hvis han selv skal sige det.

”Før 2000 var selvtilliden blandt lærerne stor, og politikerne anså vores uddannelsessystem for at have høj kvalitet. Så kom PISA  (OECD’s PISA-rangliste, red.), og alle fik et chok. Tyskland lå i midten, selvom vi var økonomisk førende i Europa.

Lande som Finland lå over os,” siger han og laver en grimasse som for at imitere reaktionen, da de selvsikre tyskere så sig slået af det mørke land i nord.

For Andreas Gruschka går der en lige linje fra PISA-undersøgelsen i 2000 til en efter hans mening udvanding af indhold og dannelse i det tyske uddannelsessystem.

Han er ikke ekspert i Danmark, men jagten på en bedre placering på PISA-ranglisten er et generelt problem i mange europæiske lande, mener han.

”Italienerne var i øvrigt ligeglade og sagde, at deres uddannelsessystem ikke kunne sammenlignes med USA’s og andre landes,” siger Andreas Gruschka grinende for at illustrere, at PISA-ranglisten ikke behøver at blive behandlet som en stentavle sendt fra de højere magter. Man kunne også have nøjedes med et skuldertræk. Men det gjorde de tyske politikere ikke.

”Alle var pludselig enige om, at skolerne skulle laves om, så de blev bedre til at bidrage til en fortsat økonomisk udvikling i samfundet. Den traditionelle skole havde ikke virket, det viste PISA jo,” siger Andreas Gruschka.

Han minder om, at OECD, som står bag PISA, har det formål at skabe økonomisk fremgang for medlemslandene – det er ikke en uddannelsesorganisation.

”Politikerne glemmer, at skolerne skal kunne meget mere end at opfylde et behov for økonomisk fremgang i et samfund. Der er også et demokratisk, kulturelt, videnskabeligt, etisk og dannelsesmæssigt aspekt,” siger Andreas Gruschka.

Men hans pointe er, at hvis skolen får lov til at forstørre disse aspekter i stedet for at tænke på kortsigtede økonomiske resultater, så vil det også gavne økonomien på lang sigt.

”Det er der også flere erhvervsledere i Tyskland, som nu siger højt.”

Indholdet er forsvundet
Andreas Gruschka har udgivet flere bøger og har tilbragt utallige timer på skoler og ungdomsuddannelser i forbindelse med sin forskning.

Ifølge ham har fokus på at opnå bedre resultater på PISA-ranglisten ændret skolerne, så de nu har fokus på elevernes kompetencer, men til gengæld har mistet fokus på indholdet i fagene og elevernes evne til at forstå fagene.

Groft sagt lærer eleverne, hvordan de bedst muligt løser en test eller går til eksamen, frem for at forstå, hvad de går til eksamen i.

Og det er de tyske elever blevet gode til ifølge Andreas Gruschka.

”Nu har eleverne kompetencerne til at løse test eller opgaver, hvor de kan finde svarene og informationerne i selve testen. De behøver ikke viden, for de kan finde løsningerne og informationer i testen, hvis de ved, hvad de skal gøre og søge efter,” siger Andreas Gruschka.

Han har talt sig varm og giver sjældent et kort svar på et spørgsmål, men bruger ofte en pointe og sine egne svar som stikord til en fortsat talestrøm.

”Hvorfor fylde information i hovedet, når man kan have det liggende på sådan en,” siger han ironisk og peger på min smartphone på bordet.

Stort fokus på resultater
Forskeren forklarer, at udviklingen i Tyskland og i mange andre vestlige lande betyder, at det store fokus på resultater, og PISA-undersøgelser eller andre ranglister minder lærere og skoler om, at de hele tiden skal forbedre resultaterne.

Resultater, som kan måles, vel at mærke.

I Tyskland har det ifølge Andreas Gruschka medført en pædagogisk bølge, hvor der er meget fokus på undervisningsmetoder og didaktik. I nogle tilfælde er læreren mere blevet klasserumsleder frem for underviser, som Andreas Gruschka formulerer det.

”Det handler om at aktivere eleverne, og så er det ikke så vigtigt, hvad de lærer, men at de lærer at lære. De skal motiveres, sættes i gang med at løse opgaver, arbejde i grupper, fremlægge projekter, tænke innovativt – fokus er flyttet til elevernes kompetencer. Skolen fokuserer på output, som kan måles, og så bliver det, vi lærer eleverne, mindre vigtigt,” siger Andreas Gruschka.

Ifølge den tyske forsker er der i politikernes iver efter at opnå topplaceringer på PISA-ranglisten sat utallige nye didaktiske initiativer og idéer i gang – ofte med det resultat, at lærerne står tilbage forvirrede og måske ligefrem passive.

Andreas Gruschka vender igen tilbage til sin overordnede pointe, som også er titlen på hans bog: At lære at forstå.

”Vi bliver nødt til at lære eleverne at forstå et emne og gøre dem nysgerrige på et fag. I stedet for at de skal lære det, fordi de skal til eksamen og opnå et godt resultat,” siger Andreas Gruschka.

Han kigger på mig: ”Du har også haft gode lærere, som har lært dig meget, som du stadig kan huske, og du har haft dårlige lærere, hvor du har glemt alt igen.”

”Der er mange lærere derude, som stadig vækker nysgerrigheden hos eleverne, viser gode eksempler og formår at lære eleverne at forstå et emne og forstå faget, og hvorfor de skal lære det,” siger Andreas Gruschka.

Men hvis skolerne fortsat fokuserer på resultater og form og elevernes kompetencer frem for at få eleverne til at forstå indholdet og lære mere, så mister lærerne også lysten til at tænde elevernes nysgerrighed.

”Så mister eleverne evnen til at lære at forstå, og dermed mister de dannelse,” siger Andreas Gruschka.