Byg videre på den lokale dialog

Da modellen med tidsregistrering, som hovedparten af de danske gymnasier i dag bruger, blev indført med en ny overenskomstaftale i 2013 (OK 13), var det, fordi den blev anset for at være lærernes værn mod grænseløst arbejde i den normalisering af lærernes arbejdstid, overenskomsten medførte.

Tidsregistreringen og dens nye muligheder for at indrette gymnasieundervisningen smartere fik mange fine ord med i politiske skåltaler, men realiteten, mere end halvandet år efter at modellen blev indført, er, at den mange steder ikke fungerer efter hensigten.

Årsagerne er flere. Lærerne har nok svært ved at slippe tankegangen rundt om det gammelkendte system med akkorder. Mens lederne, der har fået en længe ønsket udvidet ledelsesret, i vid udstrækning har glemt begrebet ledelsespligt.

Tidsregistrering har fundet sted på andre akademiske arbejdspladser i staten i årevis uden problemer. Det er et system, der i høj grad fungerer ved hjælp af lokal praksis.

Således er et mantra i Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) rådgivning i tidsregistreringsproblemer netop også at tilskynde til lokale løsninger og til at genoptage en måske kuldsejlet dialog.

Det kan måske lyde ansvarsfralæggende, men det er lige netop ment som det modsatte – det vender vi tilbage til.

”Grundlæggende er der et godt perspektiv ved at forsøge at løse tingene lokalt, nemlig at det giver et grundlag at bygge videre på,” siger Claus Schreiner Andersen, som sammen med sine konsulentkolleger i GL har haft travlt med blandt andet sager relateret til tidsregistrering siden sommeren 2013.

Konsulenterne kan give mange eksempler på enkeltsager, men overordnet er det store problem de skoler, hvor den gensidige tillid er så dårlig, at medarbejderne ikke gør de ting, man normalt vil gøre i bestemte situationer på en arbejdsplads.

”Jeg sidder for eksempel med en skole, hvor lærere og tillidsrepræsentant nærmest er helt ’forsvundet’. Ledelsen siger, at det går meget bedre end sidste år, hvor der var store problemer, men det bunder i, at lærerne ikke tidsregistrerer det, de egentlig arbejder. De registrerer ud fra ledelsesudmeldte akkorder. Det gælder om at ramme ledelsens estimater, ellers har man begået ’fejl’,” fortæller Claus Schreiner Andersen.

Han tror, at et af de store problemer er, at mange skoler hænger fast i fortidens tankegang.

Fra min til vores
Det positive er, at mange skoler er kommet langt med diskussionen om, hvad arbejde er – er det arbejde at gå i fitnesscenter for at holde sig i form som idrætslærer? Nej, det er det ikke. Er det arbejde, når en biologilærer går en tur i forårsskoven en søndag? Nej, selvfølgelig ikke.

Er det arbejdstid, når man i løbet af en arbejdsdag på skolen drikker en kop kaffe og snakker fagligt med kollegerne? Ja, naturligvis.

På plussiden tæller desuden, at flere og flere medlemmer giver udtryk for, at de har fået et mere sammenhængende arbejdsliv og en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Til gengæld er det et problem at finde ud af, hvordan man håndterer arbejdet i fællesskab. Hvordan får man skabt en ”retfærdighed”?

”Der er helt klart en mangel på anerkendelse af dem, der – i øvrigt af mange forskellige årsager – løser opgaverne langsommere. Lige nu er de bare ’forkerte’. De ønsker selvfølgelig ikke at få at vide, at de er dårlige lærere. Vi oplever, at de sagtens kan få frataget opgaver – men så får de også at vide, at det kun er undtagelsesvis. I værste fald kan de blive stillet over for et krav om at gå ned i tid,” fortæller Pia Boisen, der ligesom Claus Schreiner Andersen er konsulent i GL’s overenskomstgruppe.

GL har netop rundsendt pjecen Styr på tiden, hvor medlemmerne får en række gode råd i forbindelse med tidsregistrering (se faktaboks). Pjecen indeholder blandt andet fem hovedpunkter, der på en måde sammenfatter de problemer, GL’s konsulenter møder i dagligdagen. Det handler først og fremmest om, hvordan arbejdsopgaverne fordeles – og helst på baggrund af en drøftelse i forhold til lærernes kapacitet og faggruppens ønsker. Hvad er en retfærdig opgavefordeling?

Dernæst er det vigtigt, at lærerne registrerer al arbejdstid. Der bør være nogle retningslinjer, og det er lærerens medansvar at råbe op, hvis tid og opgaver ikke passer sammen.

Det, GL-konsulenterne ser, er, at de steder, hvor det går dårligt, er de steder, hvor det også gik dårligt før. OK 13 har bare sat tingene på spidsen, fordi de bliver tydelige.

”Men der, hvor det er hjerteskærende, er de steder, hvor lærerne intimideres og pålægges ansvaret for, at tingene ikke fungerer. Det er forbløffende, hvor meget folk finder sig i,” siger Pia Boisen og tilføjer, at det formentlig skyldes, at mange i de situationer bliver rædselsslagne for at miste deres job eller blive mobbet på arbejdspladsen.

”Fællesskabet på lærerværelset er de steder ikke-eksisterende. Frygten er en mekanisme, der gør, at folk ikke foretager sig det, de burde i den henseende,” siger hun.

GL-konsulenterne anslår, at der på 10-15 procent af skolerne er en mangel på gensidig tillid, som gør, at konflikterne er gået i hårdknude.

”Der er stadig en stor gruppe, hvor man ikke forholder sig til mennesker i fordelingen af opgaver. Og stort set ingen steder har man forholdt sig til kapaciteter og en helt ny måde at se verden på,” supplerer Claus Schreiner Andersen.

De to konsulenter deler skolerne op i tre bunker: De førnævnte 10-15 procent med mangelfuld ledelse, andre 10-15 procent, som har forstået systemet, og hvor det fungerer rigtigt godt, mens de sidste 70-80 procent står og vipper, men hvor tingene trods alt fungerer på en del områder.

”Det handler om at få vendt blikket. Vi hører mange, der siger ’hvorfor skal jeg straffes, fordi jeg arbejder hurtigt?’ eller ’hvorfor skal jeg hjælpe med at løse skolens opgaver, det er ikke mit ansvar?’ Det vil sige, at der skal ske en bevægelse fra min til vores, og det er mange steder kontroversielt,” forklarer Claus Schreiner Andersen.

Fra gårdvagt til træner
Hvis problemerne løses bedst decentralt, hvad er så egentlig GL’s rolle i dette system? Her kommer vi tilbage til det med ansvarsfralæggelsen. De to konsulenter kan selvfølgelig ikke svare politisk på, hvilken retning GL skal bevæge sig i, men de kan sige lidt om opgaveløsningen – som for eksempel at holde rektorerne op på deres forpligtelser i henhold til overenskomsten, hvilket er en fortsat opgave, siger Pia Boisen.

”Som fagforening har GL en opgave med at få medlemmerne til at stå sammen om det her, så de ikke føler, at de får et dårligere arbejdsliv. Men hvordan bliver vi den organiserende fagforening, vi gerne vil være?” spørger hun retorisk.

GL kan støtte tillidsrepræsentanten i konkrete sager, hjælpe med at inddrage flere aktører – eksempelvis arbejdsmiljørepræsentanten – hjælpe med at identificere problemstillingerne og opgaverne og skære til, hvad det vigtige er, facilitere den dialog, der er på skolen. Hjælpe med at tage fat på diskussionen om, at lærerne og faggrupperne er forskellige, og hvordan man kan håndtere det som et samlet lærerværelse.

”Det er en kæmpe opgave. Vi har haft et regelstyret system, som GL var vogter over. Derfor sidder nogle medlemmer nu med en oplevelse af, at GL ikke gør noget,” siger Pia Boisen.

Så fra at have været ”gårdvagten” i skolegården er GL nu lidt blevet en træner, der forsøger at hjælpe et hold til at spille sammen.

”Der er ikke længere noget facit. Men vi kan lære folk at regne. Musklen, hvor lærerværelset slår i bordet, er ikke blevet brugt. Generelt har vi vel undervurderet, hvilken magt man kan have på et lærerværelse, hvis man står sammen om et godt arbejdsmiljø,” funderer Pia Boisen.

Claus Schreiner Andersen nikker. De tider, hvor GL centralt kunne komme ud som sheriffen og true rektor med en shotgun, er forbi.

”Det her skal løses lokalt, og der er faktisk mange gode grunde til det. Det er på det lokale niveau, man har dialogen og midlerne til at løse problemerne. Vi kommer udefra og er nødt til at gøre tingene lidt ’firkantet’, hvilket ikke altid er den bedste løsning for den enkelte skole. Det kan sådan set forværre klimaet på skolen, hvor hverdagen skal fungere bagefter, hvis vi ikke forstår de lokale forhold,” siger han.