Der er ingen vej uden om ledere

Der er en ting, Viviane Robinson har undret sig over, i alle de år hun har forsket i skoleledelse: Det bliver ikke anset som forskningsområde. Og det til trods for at den måde, en skole bliver ledet på, har direkte indflydelse på elevernes resultater. Det er i hvert fald dét, hun er kommet frem til efter at have lavet undersøgelser af undersøgelserne. Som sin landsmand, John Hattie, der er blevet verdensberømt på at lave studier af, hvad der virker bedst i undervisningen, har Viviane Robinson fokuseret på, hvordan skoler bliver ledet.

”Vi har været meget langsomme til at opfatte skoleledelse som en selvstændig profession, der rakte ud over, at der var tale om et håndværk snarere end en videnskab. Det svarer lidt til, at en kirurg siger: Jamen, jeg opererer på min måde, ligegyldigt hvordan hospitalet ellers plejer at gøre det. Der har været en meget autonom og svag forståelse af skoleledelse. Derfor har der også manglet viden og feedback til at forstå, hvad der virker,” siger Viviane Robinson over telefonen fra Auckland.

Det er netop det, Viviane Robinson har kigget på: Hvad virker? Hendes svar på de evidensbaserede undersøgelser har fået betegnelsen ”elevcentreret ledelse”.

”Jeg har kaldt det sådan, for det er jo det, det i sidste ende handler om, hvilken ledelsestype der giver det bedste udbytte hos eleverne,” siger hun.

Lærere er ikke meget forskellige i de lande, Viviane Robinson har undersøgt. De kan over en bred kam lide den autonomi, der ligger i selv at varetage sin undervisning. Der er en generel opfattelse af, at ”hvad der sker i mit klasseværelse, skal rektor ikke blande sig i”. Det mener Viviane Robinson nu, at lærerne burde se lidt anderledes på.

”Enhver lærer ved jo, at elevernes udbytte af undervisningen er afhængigt af, hvordan den lærer, der har haft klassen før, har undervist eleverne. Og sådan vil det også være for den lærer, der får eleverne bagefter. Derfor er lærere afhængige af hinanden. Hvordan den overordnede pædagogik eller de fælles mål, der er sat for skolen, er udtænkt, afhænger jo af lederen. Derfor er læreren og det udbytte, eleverne får af hans eller hendes undervisning, afhængige af de generelle linjer, der er udstukket. Men der har generelt været en forvrænget forståelse af, hvor ansvaret ligger,” siger Viviane Robinson.

Kan lærere ikke lide at blive ledet, kan de sandsynligvis heller ikke lide det modsatte, mener hun.

”Hvis en kollega ikke gør sin del af arbejdet, men altid kommer for sent til møderne og afleverer sine rapporter, eller hvad det er, for sent og ikke lærer eleverne det, de skal, vil de andre lærere jo synes, det er lederens opgave at gribe ind. Det er derfor, der er en leder,” siger Viviane Robinson.

Hun fortsætter:

”Tager en leder ikke sit ansvar på sig og undlader at følge op på, om de mål, der er sat for elevernes udbytte, nås, vil det jo være voksencentreret ledelse,  der tager hensyn til læreren. Det er jo virkelig frygteligt, hvis det er de voksne, der først og fremmest bliver taget hensyn til. Eleverne vil lide under det.”

Fælles mål
At sætte mål for skolen og undervisningen går igen som en ledetråd i Viviane Robinsons ideer om skoleledelse. Hun er ikke fortaler for, at en leder skal udøve kontrol med lærerne, men for en demokratisk diskussion med lærerkollegiet af, hvad skolens problemer er, og at sætte målene efter at løse de problemer. Alt på skolen skal indrettes efter det: Forholdet til lærerne, forholdet til eleverne, til forældrene, forholdet til skolens ydre rammer, forholdet til, hvordan der bliver undervist, til hvad der sker mellem timerne … Det skal være en konsistent linje hele vejen igennem.

”I et demokrati gør hver enkelt jo ikke bare, som det passer dem. Man retter sig ind efter de love, som de folkevalgte er blevet enige om gælder. Skoleledelse handler ideelt set om demokrati i sin stærkeste betydning, for hvis der skal være konsensus om alt, sker der ikke noget. De mål, en skole sætter, bør ske i samarbejde med lærerne og forældrene, men i det øjeblik de mål bliver godtaget i fællesskab, er det lederens opgave at sørge for, at alle fører dem ud i livet, sådan som man er blevet enige om. Og hvis det viser sig, at de mål ikke har bund i virkeligheden eller af en anden grund skal justeres, så er det lederens opgave at tage det op i plenum igen,“ fortsætter hun.

Viviane Robinson kommer med et eksempel: Hvis en skole oplever stort fravær, kan årsagen findes mange steder. Det kan være, at nogle elever ikke vil have et bestemt fag, en bestemt lærer eller ikke føler sig gode nok til at deltage i undervisningen eller en helt fjerde årsag. Alligevel er det et kollektivt problem, skolen må finde en løsning på.

”Man kommer ikke sådan et problem til livs, hvis man kun ser isoleret på de enkelte faktorer. Sådan en proces er noget, en leder skal kunne stå i spidsen for,” siger hun.

Selv om Viviane Robinson er fortaler for demokratiske beslutningsprocesser på en skole, skal lærere og ledere ikke tage fejl: Lederskab handler ikke om dialog.

”Lederskab handler om at tage ansvar, få ideer og føre dem ud i livet i samspil med resten af organisationen,” siger Viviane Robinson.

Hendes ideer om skoleledelse svarer godt til de ideer om klasseledelse, hendes kolleger i New Zealand blandt andet står for. Det, vi i Danmark kalder ”ansvar for egen læring”.

”Det er uden for mit forskningsområde, men her handler det dybest set om at gøre eleverne opmærksomme på, hvorfor de skal lære det, der er pensum. Det kan jo være, fordi det forbinder dem med deres kultur eller giver dem andre værdier. Hvis eleverne har adgang til de kriterier, der ligger til grund for pensum, og derfor forstår vigtigheden af det, de skal lære, giver det dem en anden forståelse. Det er de samme principper i elevcentreret ledelse, hvor vi går ud fra gennemsigtige beslutningsprocesser, hvor lærerne forstår, hvorfor de beslutninger bliver truffet.”  

Hvordan lærernes forhold er til deres leder, handler dybest set om én ting: Tillid. Den skaber en leder ikke ved at sætte sig det som mål. Lederen vil blive bedømt på sine handlinger i stort og småt, mener hun.

”En rektor vil blive bedømt af lærerne på alt, hvad han eller hun gør. Enhver interaktion vil blive bedømt af de ansatte. Hvordan tackler vedkommende de vanskelige sager? Hvordan er forholdet til eleverne? Er rektoren vellidt af eleverne? Det er sådan noget, der skaber tillid,” siger Viviane Robinson.

Afstem forventningerne
I alle de lande, hun kender til, har skoleledere og rektorer en lærerbaggrund. Det plæderer Viviane Robinson for.

”Den viden, man har opnået som lærer, er jo meget dyb og gør, at man bedre er i stand til at udstikke de pædagogiske retningslinjer. Så kan det godt være, at man skal lade andre stå for den forretningsmæssige og administrative del, men rektoren bør have en undervisningsbaggrund. Særligt i disse tider, hvor flere og flere skoler oplever, at de skal adaptere sig til en virkelighed med meget forskellige elevtyper. Vi ved også nu meget mere om, hvad det vil sige at lære, hvordan hjernen virker, og hvilke undervisningsformer der er de bedste. Hvis en skole ikke blev ledet af en lærer, ville det være det samme som, at et hospital blev ledet af en revisor.”

Fordi læreren kommer fra samme rækker, kan det være sin sag at træde skridtet op og påtage sig lederrollen. Særligt i en konsensuskultur som den danske, hvor vi helst skal kunne sætte os ned og blive enige, og ingen skal rage alt for højt op. Viviane Robinson vil opfordre nye ledere til at afstemme forventningerne og påtage sig lederrollen klart og tydeligt.

”Det kræver mod for en ny leder at stille sig op og fortælle, hvordan han eller hun har tænkt sig at lede skolen. Men det er virkelig en god idé også at lade lærerne komme til orde og formulere, hvad de kan gå med af frygt for en ny situation.”

For én ting er sikker: Lederen vil der altid blive talt om.