Stop op og sig nej

Egentlig orker Svend Brinkmann ikke at snakke så meget mere om sin bog Stå fast. Den udkom i Danmark sidste år, den er lige udkommet i Norge og udkommer snart i Sverige, og med Svend Brinkmanns egne ord har han allerede brugt ”ugevis af min arbejdstid på at snakke om den bog. Nu må det snart være tid til at fokusere på mit andet arbejde”.

Det er ikke bare journalister, der har villet have hans kommentar til tidens bølge af selvrealiseringer i form af coaching, positiv psykologi og kravet om ”omstillingsparathed”, også teologer og præster har villet have ham i tale. Intet under, at han er blevet kimet ned. Svend Brinkmann, der er professor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og ligeledes på universitetet i Bergen, siger noget som få: At det er på tide at gøre op med tidens trang og tvang til konstant udvikling: personlig udvikling, medarbejderudvikling, udvikling af uddannelsessystemet, udvikling af it-systemer, af fag, af studieretninger… Harddisken skal opdateres og optimeres hele tiden – også den indre.

Det er ikke, fordi der er noget galt med udvikling, siger Svend Brinkmann, der alligevel har sagt ja til et interview.

”Hvis man har et rationelt formål med den udvikling, og man har vished for, at det er til for det bedre, er det jo godt med udvikling,” siger han.

“Min anke går på, at udvikling er blevet et mål i sig selv, uanset hvordan forholdene ellers er. En leder i dag er ansat til at arbejde for forandring, også selv om arbejdspladsen allerede fungerer udmærket. Det er det, der virker så hovedløst. Og man ser det mange steder. Hvorfor udvikle noget, der allerede fungerer godt?”

Således også på universitetet, hvor Svend Brinkmann er ansat. Han skynder sig at understrege, at han er meget glad for sin arbejdsplads, men her skal der også ”udvikles”.

Universiteterne er ligesom gymnasierne blevet privatiseret, og kommercialiseringen – eller den accelererende kultur, som Svend Brinkmann har valgt at kalde det – er således også sivet ind i uddannelsessystemet. Kommercialiseringen vil have individet til at arbejde og forbruge og gerne så hurtigt og effektivt som muligt, også når det gælder ”produktion af viden”. At være lærer og forsker er blevet som at arbejde på akkord.

Gennem røret lyder han, som om han ryster på hovedet:

”Siden universiteterne blev privatiseret under videnskabsminister Helge Sander, er en forsker blevet vurderet på, hvor mange videnskabelige artikler vedkommende publicerer om året. Hvis man har et rigt materiale, er det måske nok til at producere én lang, fyldig artikel, men det vil en forsker jo ikke gøre nu, for vedkommende vil kun blive bedømt på at have skrevet én artikel. Så det materiale vil blive spredt ud på tre-fire artikler. På den måde vil dem, der skal læse det, få sværere ved at få et samlet overblik. Det er jo ikke, fordi vi er dovne, at nogle af os prøver at modsætte os den udvikling, men fordi det ikke understøtter det, vi laver vores arbejde for: Nemlig at skabe mere viden til gavn for andre,” siger Svend Brinkmann.

Syv gode vaner
Udviklingstvangen, som Svend Brinkmann kalder det, gælder ikke bare de ydre rammer, men også på det indre plan. Vi skal være effektive og omstillingsparate. Når Svend Brinkmann på sin tidligere arbejdsplads gik forbi sekretærernes kontor, kunne han se, at Syv gode vaner, en bestseller af den amerikanske mormonpræst Steven R. Covey, lå på deres borde.

”Den skulle de læse, og det var de blevet påbudt af ledelsen,” siger han og tilføjer:

”På Psykologisk Institut!”

Svend Brinkmann er ikke selv blevet bedt om at læse Syv gode vaner til den obligatoriske og lovbestemte medarbejderudviklingssamtale, men han er blevet mødt med spørgsmålene: ”Hvilke visioner har du for din karriere?” og ”Hvor ser du dig selv om tre år?”

“Man siger ikke til sådan en medarbejderudviklingssamtale, at man ikke ønsker at udvikle sig. Så vil man jo virke bagstræberisk og som en sur, gammel stodder. Det er der jo ingen, der vil. Men måske er man bare tilfreds med tingene, som de er. Problemet er, at der er kommet en kobling mellem arbejde og selvrealisering, som rækker langt ind i privatsfæren,” siger Svend Brinkmann og tilføjer, at han blev kontaktet af en leder, der havde læst hans bog. Fremover ville vedkommende nu spørge sine medarbejdere til medarbejderudviklingssamtalerne, hvad de gerne ville fastholde i deres arbejde.

Enkeltindividernes stræben efter at udvikle sig og blive bedre, hurtigere og mere effektive skal gerne i sidste ende føre til, at institutionerne eller firmaerne også bliver bedre, hurtigere og mere effektive.

Således også da Aalborg Universitet, hvor Svend Brinkmann arbejder, inviterede medarbejderne til at give deres bud på, hvordan universitetet kunne blive bedre. Svend Brinkmanns svar var, at Aalborg Universitet skulle stræbe efter at blive et middelmådigt universitet. Ikke noget, der landede godt i den retorik, hvor ord som ”top-100”, ”verdensklasse” og ”innovativ” skal bane vejen for ambitionerne.

”Jeg mente, at det var et realistisk mål for et lille universitet i et lille land. Men det må man ikke sige,” griner Svend Brinkmann.

I arbejdskulturen skal man ikke bare udvikle sig for at være en god medarbejder, man skal også helst være positiv og anerkendende over for sine kolleger. Svend Brinkmann opfordrer med et ironisk glimt i øjet til at tage nej-hatten på.

”Der er selvfølgelig ikke noget galt med at være positiv, men det kan være en form for tankekontrol, der tager kvælertag på en kritik, der kan være nødvendig. Det er klart, at det heller ikke giver mening, hvis pendulet ryger helt over i den modsatte side, og at man kun skal sige nej til udvikling. Men det må være på sin plads, at man kan sige, hvis der er noget, man ikke vil være med til. Måske har man bare ikke lyst til at være selvrealiserende,” siger han og tilføjer:

“Paradoksalt nok er individerne i det selvrealiserende samfund blevet utroligt konforme. Det virker ikke, som om der er meget plads til særlinge længere. Det er selvfølgelig ikke noget, man kan bevise statistisk. Men det er det billede, jeg har.”

Frygten for Asien
Det er frygt, der sætter gang i det konstante krav om udvikling, mener Svend Brinkmann. Frygt for at blive udkonkurreret af de østasiatiske økonomier, frygt for ikke at kunne følge med ”udviklingen”, for ikke at være innovativ nok, storttænkende nok, forandringsparat nok.

”Der er flere forklaringer på, hvorfor arbejdsmarkedet nu efterspørger omstillingsparate medarbejdere. En af dem er, at markedet er blevet globaliseret, og derfor skal individerne nu også kunne følge med i den konstante forandring. Det er det, der bliver efterspurgt på arbejdsmarkedet: Man skal være flydende og fleksibel.”

Men hvad sker der med mennesket, hvis kravet på arbejdsmarkedet er, at man skal være ”flydende og fleksibel” og i konstant forandring? Det har Svend Brinkmann tænkt over:

“Det er svært at sige med sikkerhed, men noget kunne tyde på, at de tegn på stress og udbrændthed, vi ser, kunne have noget med det at gøre,” siger han.

”Hvad der er næsten lige så slemt, er, at der nødvendigvis må ske noget med tilliden til ens kolleger og medmennesker, hvis vi altid skal være i konstant udvikling. For hvordan kan man være forsikret om, at det, man er blevet lovet sidste år, også holder nu? Forholdene er blevet midlertidige og flygtige, og på det psykologiske plan risikerer personligheden en nedsmeltning, fordi vi hele tiden skal udvikle os og være parate til omstilling. Hvem er vi så? Og hvad har vi at holde fast i?” fortsætter Svend Brinkmann.

Engang var det samfundets skyld, hvis man var nedtrykt. Nu kan det kun være ens egen. Man kunne jo bare have udviklet sig. Sandheden ligger hverken i den ene eller den anden yderpol, mener Svend Brinkmann.

”Det er blevet det individualiserede samfunds svar på at skabe kollektive løsninger, at vi altid skal være i bevægelse, altid skal udvikle os. Men når folk bliver ramt af stress, skyldes det jo ikke kun, at de ikke selv har formået at være fleksible og flydende. Det er også et samfundsanliggende. Det er politisk,” siger han.

Medicinen mod udviklingstvangen er at stå fast. Det er derfor, Svend Brinkmanns bog har fået den titel. Han opfordrer til at slå rødder i stedet for konstant at flytte sig på sine fødder.

”Man må forsøge at gøre kollektiv modstand mod denne konstante reformiver, for det er ikke nok at gøre det alene. Det, jeg gerne vil gøre opmærksom på i bogen, er, at vi er nødt til at stå fast i fællesskab. Jeg har ikke opskriften på, hvordan man i fællesskab kan stå imod udviklingstvangen, men jeg mener, at den eneste måde at gøre op med denne tendens på er at gøre fælles front. Jeg har skrevet denne her bog for at artikulere den utilfredshed, mange oplever med den udvikling, der er i gang nu. Det er noget, fagforeningerne bør tage op.”