Internettet – velsignelse eller forbandelse?

Både som mangeårig hf-underviser og som privatperson har jeg fået et stadig mere ambivalent forhold til internettet. Privaten først: Det er herligt at kunne ordne sine bankforretninger i ro og mag hjemmefra og slippe for at stå i kø, at sende en hurtig hilsen per mail til USA i stedet for at skulle i gang med blok, konvolut og opdatering på portoens størrelse, lynhurtigt at kunne finde oplysninger om flytider, åbningstider, trafikstatus og billigste benzin og i løbet af 10 sekunder bestille, betale og modtage den ønskede e-bog fra Amazon. 
Det første, jeg gør om morgenen, er at tænde for min pc, tjekke nyhedsbrevene fra danske dagblade samt The New York Times, mine politiske yndlingsblogs og de mails, der måtte være kommet, siden jeg lukkede ned lige før sengetid. Og ingen dag uden at jeg har været X antal gange på min iPad for lige at skaffe en oplysning om dette eller hint. Selvfølgelig har jeg også en hjemmeside, diverse blogs og en Facebook-profil. 
Også hvad angår undervisningen byder it på mega fordele: Adgang til tusindvis af litterære tekster, taler, billeder, film, musikstykker, biografier, ordbøger, diasshow, mulighed for at arbejde i fællesdokumenter, optage elevfremlæggelser, sms-service med videre.  
Hele denne laaaaange indledningssang for at dokumentere, at selv om jeg så langtfra tilhører avantgarden ud i it, er jeg alt andet end maskinstormer. Ikke desto mindre er jeg i dag varm fortaler for, at informationsteknologi og internet skal fylde ikke mere i såvel privat- som arbejdsliv (læs: min undervisning), men mindre – med afsæt i en påstand om, at internettet gør folk både mere uvidende, mere overfladiske og uempatiske og mere ensomme. 
Hvabehar? Har vi ikke netop som internetbrugere fået adgang til mere viden end nogensinde før i verdenshistorien? Og kan vi ikke netop være langt bedre i kontakt med familie, venner og bekendte over lange afstande med mails og Skype? Svarene er paradoksalt nok – mest nej. Hvad jeg igennem flere år har haft en intuitiv fornemmelse af på baggrund af mine elevers, mine sønners og først og fremmest mit eget (mis)brug af de digitale medier, har jeg nu fået oceaner af dokumentation for i følgende fire bøger: Nicholas Carr: The Shallows – What the Internet Is Doing to Our Brains (2010), Sherry Turkle: Alone Together – Why we expect more from technology and less from each other (2011), William Powers: Hamlet’s BlackBerry – A practical philosophy for building a good life in the digital age (2010) og Jaron Lanier: you are not a gadget (2010). 

Burde være pligtlæsning 
I det følgende vil jeg opliste en række af hovedpointerne i først og fremmest Carrs bog. Den har gjort et lige så stort indtryk på mig som Anders Fogh Jensens Projektmennesket (2009), der i øvrigt ligesom Carr burde være pligtlæsning for alle gymnasielærere og politikere samt enhver blandt den svindende skare, der stadig læser bøger. 
Jeg har af pladsmæssige grunde ikke mulighed for at referere de mængder af undersøgelser og studier, der ligger til grund for Carrs skeptiske position, men opfordrer interesserede til selv at anskaffe sig bogen – via Amazon! Den er en dræber – men af den gode slags! Her kommer en række af hans hovedpointer: 
• I det lange løb betyder et medies indhold mindre end mediets indflydelse på den måde, som vi tænker og handler. Medier er ikke bare informationskanaler. De forsyner os med tankegods, men de skaber også tankeprocessen. (Marshall McLuhan, filosof og kommunikationsteoretiker). 
• Nettet lader til skridt for skridt at slå skår af vores evne til at koncentrere og fordybe os.  Jo mere vi bruger nettet, jo større problemer har vi med at fokusere i forhold til længere tekster.  
• Vi tror, at teknologien blot er et redskab, som vi behersker. I virkeligheden omformer og forandrer teknologien vores hjerner og psyke. Dyreforsøg er meget overbevisende.  
• Tidligere troede de fleste biologer og neurologer, at den voksne hjernes struktur ikke ændrede sig. Det passer ikke – hjernestrukturen er i konstant bevægelse (neuroplasticitet), og synapser (synapse: kontaktfladen mellem to nerveceller) kan undergå store og varige forandringer efter kort tids træning/påvirkning. Vores hjerner og deres kredsløb ændrer sig konstant som reaktion på vores erfaringer og adfærd. ”Evolution has given us a brain that can literally change its mind – over and over again.” 
• Vi bliver neurologisk, hvad vi tænker. De væsentlige baner (paths) i vores hjerner bliver de baner, hvor der er mindst modstand. Det er de ”stier”, de fleste af os vil gå ad det meste af tiden, og jo mere vi benytter dem, jo mere vanskeligt bliver det at vende om. Gennem det, vi gør, og hvordan vi gør det – fra øjeblik til øjeblik, fra dag til dag, bevidst eller ubevidst – ændrer vi på de kemiske strømme i vores synapser og forandrer dermed vores hjerner. 
• Civilisationen har antaget sin nuværende form som et resultat af de teknologier, som folk i almindelighed har brugt. Lad os foretage et historisk tilbageblik til den periode, hvor skriftsproget bryder med den mundtlige tradition: At læse en lang bog i stilhed krævede en evne til at koncentrere sig intenst i et længere tidsrum, at fortabe sig i bogsiderne. Det helt specielle ved boglæsning var, at den dybe koncentration var forbundet med en yderst aktiv og effektiv afkodning af teksten og tolkning af betydningen. De tidligste læsere erkendte den bemærkelsesværdige forandring i deres bevidsthed, når de fordybede sig i en bog. Med Gutenberg (1400-1468) og hans bogtrykkerkunst var vejen banet for, at ikke kun videnskabsmænd og munke kunne sidde og læse. Bøgernes udbredelse tillod læserne at sammenligne deres tanker og erfaringer – ikke bare med religiøse forskrifter, men med andre læseres. 
• En skærmverden er et helt andet sted end en sideverden, hvilket udvirker en omrokering af vores hjernebaner. 
• De fleste amerikanere tilbringer mindst 8,5 time om dagen med at se på tv, computerskærm eller mobilskærm. Ofte bruger de to eller alle tre teknologier samtidigt. 
• Gennemsnitsamerikaneren over 14 år bruger nu kun 143 minutter om ugen på at læse trykte tekster. 
• Hver gang vi tænder vores pc, bliver vi slynget ind i et økosystem af afbrydelsesteknologier fremkaldt af hyperlinks … så er vi et sted, så et andet, så ud ad et tredje link. Internettet ændrer ikke vores intellektuelle vaner mod vores vilje, men ændrer vanerne gør nettet. Selv erfaringer og oplevelser i den virkelige verden bliver medieret af nettet. Den dominerende lyd på et moderne bibliotek er i dag ikke sider, der bliver vendt, men klapren på et tastatur. 
• Nettet kan bedst forstås som det seneste værktøj i en række af opfindelser (for eksempel landkortet og uret), som har bidraget til at forme den menneskelige bevidsthed. Når vi går online, træder vi ind i et rum, som fremmer overfladisk læsning, forhastet og distraheret tænkning og overfladisk indlæring. Sat på spidsen gør nettet os til forsøgsrotter. Nettet griber vores opmærksomhed alene for at sprede den. De hyppige afbrydelser spreder vores tanker, svækker vores hukommelse og gør os anspændte og ængstelige. 
• ”How do users read on the web? (…) They don’t” (side 136) Skiftet fra at læse til at ”powerbrowse” sker meget hurtigt. Skimning bliver den dominerende læsemåde. 
• Når vi multitasker, lærer vi på et overfladisk niveau (”To be everywhere is to be nowhere”). 
• Sand oplysning kommer kun via fordybelse og introspektion. 
• Jo flere gange en erfaring bliver gentaget, desto længere varer mindet om erfaringen. Hvis vi ”outsorcer” hukommelsen til en ekstern harddisk, visner kulturen – på grund af sine overfladiske, historieløse individer. Vi nedbryder vores civilisation, hvis kulturen ikke så at sige bliver ”fornyet” i bevidstheden hos medlemmerne i hver ny generation.

Smartboards som ”hvide elefanter”? 
Så vidt Carr. 
Samtidig med at jeg ved ovenstående kloge mænds hjælp har fået sat ord på min egen intuitive skepsis over for informationsteknologiens indgriben i det senmoderne individs krop, hjerne og psyke, bliver min position skyllet over ende af en tsunami: Flere stationære computere, flere bærbare, flere iPads, flere iPhones. Ud med papir og bøger, der kan hjælpe med til at få forvirrede, forstyrrede og stressede elever ned i tempo. Ud med den sorte kridttavle, som har tjent mine kursister glimrende og effektivt igennem 30 års undervisning, til fordel for eksempelvis smartboards.   
Smartboards har kostet millioner at anskaffe og installere, og lærerne er aldrig blevet spurgt, om de store økonomiske investeringer monstro står mål med det faglige udbytte. Og det hverken før eller efter eksperimentets iværksættelse. Hvori det særligt ”smart”e består, mangler der stadigvæk kvalificerede pædagogiske svar på – bortset måske fra de få lærere, der har gjort udforskningen af smartboardets tekniske muligheder til en lidenskabelig hobby. 
I parentes bemærket: Når jeg gamle (slettet af redaktøren) drister mig til at fremsætte mine uforgribelige meninger om smartboards, er det, fordi jeg har foretaget min egen lille vox populi blandt unge og yngre kolleger desangående, og begejstringen for fænomenet er sandt at sige ikke overvældende.

Op på beatet! 
Der er grund til igen igen at minde om, at de digitale medier kan lægge sig i vejen for den fordybelse, der er forudsætningen for at tilegne sig solid faglig (parat)viden. Da jeg ikke ser nogen grund til at opfinde den dybe tallerken hver gang – hvilket min IQ for øvrigt heller ikke rækker til – vil jeg erindre om Jørn Lunds lille kampskrift Sidste udkald – Om dannelse og uddannelse. Selv om det stammer tilbage fra 1998, rummer teksten dugfriske pointer: 
• Mange mennesker har spildt utroligt meget tid på at høre profeter kræve avanceret udstyr i stedet for grundlæggende kundskaber. 
• Vejen til fordummelse er brolagt med computere, hvis man indfører dem på bekostning af andre nødvendige initiativer uden at sikre det nødvendige fundament af grundlæggende faglige kundskaber og færdigheder.  
Tankevækkende er også denne iagttagelse fra Hamlet’s BlackBerry: Ny teknologi skaber hyppigt mere arbejde frem for at reducere det. Jeg kunne ikke være mere enig. Helt konkret: Jeg har aldrig nogen sinde i mit liv brugt så meget tid på at administrere i forbindelse med min undervisning. Hvorfor? Fordi it giver muligheden. 
Et par eksempler ud af dusinvis: Nu er det ikke mere nok at uddele en undervisningsplan i papir, den skal også lægges op i Fronter, og helst skal jeg supplere med også lige at lægge lektier op fra gang til gang. 
Tekster skal ikke bare kopieres, nej, de skal også scannes ind, og der bliver stadig flere mapper, konferencer og digitale rum at holde styr på. 
Mails hagler rundt i systemet, og i stigende grad mødes jeg af en forventning om, at læreren er online 24/7. 
Tidligere fik jeg lagt en dagsorden til – de heldigvis langt færre – møder. Nu gælder det om at være oppe på beatet og få taget et print, første gang linket til en dagsorden til de knopskydende møder pludselig popper op, for ikke senere at tilbringe timer med febrilsk at grave linket frem af cyberspacedyngerne.

Fordybelse versus fornyelse 
Hvor ville jeg bare ønske, at jeg kunne komme igennem med et andet dannelsesbegreb end den tomme mængde, der for eksempel blev udstillet på Dansklærerforeningens konference Digital dannelse – digitalt danskfag den 18. april 2013. En ukritisk hymne til de digitale medier, hvor dannelse først og fremmest gjorde sig bemærket ved at glimre ved sit fravær.  
En afgørende pointe i den forbindelse er, at mennesker, herunder elever, ikke kan opnå dannelse i kraft af sig selv og derfor har brug for læremestre/mesterlære. Ja, undskyld mig – jeg vover et øje – de (vi!) har brug for (åndelige) autoriteter. Meget gerne i form af myndige og fagligt dygtige undervisere, for hvem kaldstanken endnu ikke er helt og aldeles deponeret i en montre på Nationalmuseet i den nederste kælder. 
Af mine indledende bemærkninger står det forhåbentligt klart, at jeg er alt andet end blind for fordelene ved it. Omvendt er især Carrs argumentation så stærk, at der er solid basis for at skrue it-tempoet ned til fordel for endelig en enkelt gang at udøve rettighed omhu og omtanke. 
Hvorfor skal alle lærere piskes rundt i manegen af de allermest entusiastiske mer-it-frontløbere, der tilsyneladende lever, ånder og underviser under sloganet: Bare det er nyt, er det godt. Nyt er godt-mantraet kunne passende afbalanceres med Jørgen Gustava Brandts gode råd til Charlotte Strandgaard, som hun nævner flere gange i sin erindringsbog Drømte mig en drøm: Charlotte, hver gang du bliver bedt om at forny dig, så fordyb dig. 
Summa summarum: Er internettet en velsignelse eller en forbandelse? På baggrund af ikke mindst de fire amerikanske bøger suppleret med egne erfaringer er mit svar: Mere og mere en forbandelse. Men jeg ved også, at nettet er kommet for at blive, og derfor gælder det om, at vi alle ruster os og ikke mindst vores børn og elever til at blive dygtigere til ”at lukke ned” til fordel for en (sam)væren med ro og refleksion. It og de digitale medier er et eksistensvilkår her i det 21. århundrede. Men hvordan it skal håndteres og indgå i undervisningen, ikke mindst i hvilket omfang, er i allerhøjeste grad til diskussion. 
Hermed er bolden givet op.