Artikel
Jeg måler – ergo er jeg
No image

Jeg måler – ergo er jeg

Selvmålinger af alt fra hastighed på cykelturen til humøret midt på dagen er en global trend. Her omsættes drømmen om et sundere, sjovere og måske lykkeligere liv via data og troen på, at det, man måler, er man selv. Vært på P1’s Harddisken journalist Anders Høeg Nissen har skrevet en bog om fænomenet quantified self – et både selvcentreret og dybt personligt ansvarligt projekt.

Har du sovet godt i nat? 
Hvis man spørger journalisten og forfatteren til bogen Det man måler er man selv, så kigger han sandsynligvis på sine data. En vilkårlig dag i Anders Høeg Nissens liv vil de for eksempel fortælle ham, at han faktisk sov sødt det meste af natten – også selv om han måske ikke føler sig helt udsovet.   
Badevægten, som han derefter rutinemæssigt hopper på, fortæller ham via netopkoblingen, at han i fin stil holder sin ønskede vægt, mens hans fedtprocent trods ugers smalkost stadig er nedslående for høj. Et kig på skridttælleren er dog opmuntrende læsning; de fodaftryk, han i går aftalte med sig selv at sætte, er leveret. 
Det handler om at samle data. Om sig selv, sin krop og sine aktiviteter – og Anders Høeg Nissen er en heftig indsamler af både data og af drømmene om forbedringer og forandringer i livet. Værten på P1’s Harddisken er nemlig overbevist om, at al den teknologi, der med et klik kan veje, vurdere og lægge til et målbart billede af det enkelte menneske, faktisk kan hjælpe os på vej mod en bedre verden. Og måske endda et lykkeligere liv. 
”Det korte svar er ja,” siger Anders Høeg Nissen, når man spørger ham, om han selv har fået det bedre af konsekvent at monitere sig selv. 
”Et af mine personlighedstræk er, at jeg vil have kontrol. Derfor tiltaler ideen om data mig. Jeg skal paradoksalt nok have endnu mere fokus på mig selv for at kunne give slip, men jeg er heller ikke blind for udfordringerne og de mulige uheldige konsekvenser af at måle sig selv hele tiden,” lyder fortsættelsen fra manden, der helt lavpraktisk og rutinemæssigt måler sig selv på kost, vægt og motion. Og indimellem også en hel masse andet, når mulighederne dukker op. 
”Samspillet mellem krop og psyke er meget komplekst, men pointen med at måle mig selv er at blive klogere, og jeg føler, at målingerne har givet mig positiv effekt. Der sniger sig ikke pludselig 10 kilo på hos mig. Målingerne er med til at holde mig på rette kurs; hvilket ikke forhindrede mig i at spise mindst 1.500 kalorier for meget i går eller fylde mig med ricotta og hjemmelavet pasta, da jeg for nylig var på ferie i Rom. Og jeg nød det! I andre perioder oplever jeg, at mit humør er slave af tallene, og det kan ødelægge det meste af en dag for mig, hvis min fedtprocent er steget, selv om jeg ikke har indtaget urimelige mængder af chokoladekage,” siger Anders Høeg Nissen. 
Man kan også hurtigt, pointerer han, stirre sig blind på sine data og tro, at de repræsenterer intet mindre end sandheden om en selv. Og midt i fascinationen eller fortvivlelsen glemme, at de indsamlede data, ud over oplagte muligheder for misvisninger og fejlfortolkninger, næppe kan skære et menneskeliv til i en så reduceret form. 
For naturligvis er vi meget mere komplekse, end hastigheder, fedtprocenter og hjernebølger kan udtrykke. Sagen er bare, at fænomenet selvmålinger er en del af en global megatrend, der er kommet for at blive og i vidt omfang allerede omfavnes af især de generationer, hvor ekstrem selvcentrering ikke nødvendigvis er fællesskabets modsætning.

Lidt bedre hver gang 
Quantified self rummer alt fra skridttællerne, der måler den obligatoriske søndagstur rundt om søen, til fænomenet lifeloggings, hvor man for eksempel hvert minut tager billeder af omgivelser, optager alle samtaler, gemmer alle dokumenter og e-mails og indscanner alle breve og kvitteringer. For eksempel har Microsofts Gordon Bell i sit projekt MyLifeBits og bogen Total Recall beskrevet, hvordan han over 10 år har indsamlet stort set alt. I stedet for at sidde og grave i egne ofte mangelfulde erindringer kan manden så at sige til enhver tid spole livet, samtalen med chefen, den bedste løbetur og skænderiet med konen tilbage. 
Andre prøver sig frem med app’en, der via personens egne indtastninger måler humøret og minder en om, at man vist er ved at gå i sort. Og måske efterhånden kan give anvisninger på, hvordan man får tordenskyerne til at lette igen.  
De fleste selvtrackere er dog stadig overvejende mennesker, der ligesom Anders Høeg Nissen finder teknologien fornøjelig og nyder at måle egne fysiske præstationer og helst gøre det lidt bedre hver gang.    
 ”Jeg tror, at den her slags værktøjer kan hjælpe med at bryde dårlige vaner og skabe nye gode. Det er bestemt ikke mirakelværktøjer, men de er en del af min drøm om et bedre liv, og i den indgår der en forholdsvis veltrænet krop. Ved at tracke mig selv kan jeg for eksempel blive mindet om, at jeg præsterer bedre, hvis jeg rejser mig fra skrivebordet og går en lille tur en gang i timen. Selvmålinger kan måske skabe grobund for innovation og nye tanker eller afværge mit dårlige humør, hvis jeg i stedet gør sådan og sådan,” siger Anders Høeg Nissen.

Fokus på performance 
Og apropos troen på mirakelværktøjer, så ligger der måske her en lille elektronisk orm og gnaver i ham. For det er svært at komme uden om, at det at måle sig selv jo er et ret selvcentreret projekt – som både betyder noget for vores omgang med os selv og med andre. 
”Jeg er meget ambivalent på det her punkt. Egentlig synes jeg, det er lidt upassende at bruge så meget tid på at dyrke mig selv. Men faktisk tror jeg ikke, jeg bruger mere tid på at pille i min egen navle, end jeg gjorde for 10 år siden. Der, hvor selvmålingerne piner mig, er omkring tendensen til individualisering, måske på bekostning af gruppen, og det store fokus på performance hos den enkelte. Ikke mindst i en periode af ens liv, hvor man er ung, famlende, søgende og midt i en skabelsesperiode, som unge jo er. Man er så uformet og i en eller anden grad umoden, og jeg mener, man skal være meget varsom med at introducere et vidundermiddel,” siger Anders Høeg Nissen. 
I den konstatering ligger også erkendelsen af et stærkt, oplagt element af konkurrence. Både den med sig selv, sit humør og sin fysik. Men også med alle dem, man kan vælge automatisk at uploade sig selv og sine data til. Og måske sammenligne sig med. 
Indimellem kan det give absurd morsomme resultater. For eksempel den morgen, hvor Anders Høeg Nissen tændte for skridttælleren på vej hen til sin computer, og gadgeten automatisk uploadede og ud i hans netværk proklamerede: Anders Høeg Nissen walked 0.01 kilometer in 1 minute. 
Pas på med at overanstrenge dig, lød kommentaren fluks fra en af vennerne. Og ud over at være ret sjov illustrerer den også mindst tre dilemmaer ved selvmålinger: At man er under opsyn og måske i evig konkurrence. At det kræver en vis struktur at indsamle og analysere data korrekt. Og at ens konklusioner kan være vage, mangelfulde eller i værste fald decideret forkerte. 
Eller som den amerikanske forfatter Oliver Burkeman citeres for i bogen: ”Vi opfører os jævnligt, som om vores kontrol med verden er meget større, end den er. Selv så personlige områder som helbred og økonomi og omdømme er i bund og grund uden for vores kontrol. Vi kan forsøge at påvirke dem, selvfølgelig, men ofte går tingene ikke den vej, vi ønsker.”    
Selv prøver Anders Høeg Nissen at have en form for positiv logik omkring selvmålinger. 
”Helt lavpraktisk, så tænker jeg, at det også kan have en samfundsøkonomisk betydning, hvis jeg tjekker min puls hver morgen og ved, at jeg kan gøre noget ved min stress. Så sparer jeg måske min arbejdsgiver for, at jeg går ned med stress. Selvmålinger kan bruges til at erkende dårlige vaner, men derfra og til adfærdsændringer er der naturligvis lang vej, og målingerne hjælper næppe folk, hvis de ikke i forvejen er motiverede eller har en grad af selvbevidsthed. Det er i hvert fald ikke et redskab, man bare kan give til en flok stressede, overbebyrdede gymnasieelever eller deres lærere,” siger Anders Høeg Nissen.

Kampen mod dig selv 
Konkurrenceaspektet finder han ikke personligt særligt provokerende – i hvert fald ikke, så længe konkurrencen er med og mod sig selv. For hvad er der galt i at konkurrere med sig selv, hvis man bliver bedre af det? 
”Det kommer lynhurtigt til at lyde, som om selvmålinger altid bliver på bekostning af fællesskaber. Og det kan de også være. Det er – også her – de såkaldt svage, der får problemerne, og alt ført ud i ekstrem grad bliver jo sygt. Jeg har tænkt en del over det individuelle projekt og samfundets gavn, eksempelvis kan en kampagne som Vi cykler til arbejde, hvor man måler de kilometer, man selv og kollegerne cykler, anvendt på den rigtige måde være motiverende og en chance for at komme ind i en god vane. Men der kan også være et element af social kontrol i det: Hvad vil de andre tænke om mig? Og kost- og motionskampagner i virksomhedsregi af den slags, hvor der lyder et stort horn klokken 14.15, og så skal vi alle sammen ud og lave øvelser og vejes, overskrider min personlige grænse,” siger Anders Høeg Nissen. 
Hans bedste råd er, at man definerer, hvad man vil have ud af sit selvmålerprojekt. At tabe fem kilo? Blive i lidt bedre humør? Spise mere proteinrig kost? Få færre allergianfald? Eller måske den helt store, men noget luftige drøm om et bedre liv? 
”Jeg tror, der kan ligge en jagt efter meningen med livet i selvmålingerne. Men ansvaret for at skabe mening med livet har vi jo selv, og jeg vil da gerne gå med til, at tracking er en del af det indhold, jeg giver mig selv i livet. Men naturligvis skal man ikke miste evnen til at være – og til at være i sig selv. Mister man den, så er vi ude i noget knald.   ”

Det man måler er man selv – Data, dimser og drømmen om et bedre liv af Anders Høeg Nissen er udkommet hos Gyldendal Business.

Om Anders Høeg Nissen

Født i 1971. Student fra Vestfyns Gymnasium i 1989. 
Bachelor i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1995 – med medievidenskab som sidefag. Fortsatte i 1995-97 på overbygningen i moderne kultur, men blev aldrig færdig. 
Har været ansat på Danmarks Radio siden 2000. I de første fem år – og igen fra 2007 – som vært og journalist på Harddisken på DR P1. I de to mellemliggende år var han udviklingsredaktør og journalist på DR Videnskab. 
Har derudover holdt foredrag, lavet indslag til BBC og skrevet diverse artikler løbende.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater