Artikel
Ipad-klasser stormer frem
No image

Ipad-klasser stormer frem

For to år siden var den første Ipad ikke kommet til Danmark, nu opretter gymnasier Ipad-klasser på stribe.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Vi opretter også en Ipad-klasse! Gymnasier står næsten i kø for at komme frem med budskabet om, at de har oprettet eller vil oprette klasser, hvor eleverne skal bruge den lille flade sag med touchscreen i undervisningen.

iPaden er således blevet et eksempel på, hvor hurtigt den digitale udvikling går i samfundet og på gymnasierne. For to år siden var iPads og andre tablets noget, it-nørder glædede sig til at bruge deres penge på. I dag løser gymnasieelever matematikopgaver og udforsker verdenshistorien på minicomputeren.

Gymnasieskolen har optalt, at mindst 13 gymnasier har eller vil oprette iPad-klasser.

Spille spil

Flere af de lærere, som underviser iPad-klasser, mødtes for nylig til et seminar arrangeret af Københavns åbne Gymnasium. Mens der blev udvekslet erfaringer om fildeling, apps og nye undervisningsformer, blev det dog også gjort klart, at det at udlevere en iPad til alle elever i en 1.g-klasse ikke i sig selv skaber ny og spændende undervisning. Eleverne kan sagtens spille spil på den, og flere kan også tænke sig til, at den kan bruges til at tage noter, men lærerne skal gå foran, for at den lille skærm også skal blive en reel gevinst.

"Lærerne skal vide mere om en iPad, end eleverne gør, ellers går det galt. Det er forkert at tro, at eleverne kan finde ud af at bruge den seriøst, og det kræver derfor, at lærerne kender grejet, før de går i gang," siger Trine Carlsen, som underviser en iPad-klasse i kemi på Ørestad Gymnasium.

Hun understreger, at en iPad ikke kan erstatte en computer, som eleverne for eksempel skal bruge, når de skal skrive større opgaver. Hun mener derfor også, at en iPad skal bruges til det, en computer ikke kan. Hun giver for eksempel eleverne den opgave, at de med ord, billeder og figurer skal forklare et kemiforsøg i en video. En tarvelig opgave for de elever, som har været vant til at skrive klassekammeratens kemirapport af, konstaterer Trine Carlsen med et smil.

Til gengæld er det lærerigt for eleverne at skulle sætte molekyler sammen på skærmen og forklare, hvad de gør. Trine Carlsen bruger opgaverne til at give eleverne mundtlige karakterer.

Lærerne på seminaret er alle enige om, at iPaden, eller for den sags skyld en anden type tablet, har den helt åbenlyse fordel, at den kan spare eleverne for at slæbe bøger med frem og tilbage. Samtidig kan læreren dele filer, tekster, artikler og meget mere med eleverne uden at skulle bruge en kopimaskine.

IPaden kan også bruges til at tage noter i timerne, og som en lærer fortæller, så er det også rart at få de bærbare computere ud af klassen, så skærmene ikke står som en mur mellem eleverne og læreren.

Matematikopgave

Eleverne Mads Welling Pedersen og Katherina Frost Nielsen fra 1.g på Københavns åbne Gymnasium demonstrerede til seminaret, hvordan de løser matematikopgaver ved at skrive ligninger, tegne grafer, fotografere processen og kommentere den samtidig. Det er netop iPadens multifunktionalitet, som kan være med at skabe anderledes undervisning, hvis læ rerne kan finde ud af at bruge og finde de mange apps, som kan benyttes på en iPad.

Det sidste kan ifølge lærer Jesper Rømer fra Borupgaard Gymnasium netop være problemet. Han mener, at der er en risiko for, at ledelsen på gymnasierne lader sig begejstre af teknikken og starter iPad-klasser op uden at tænke over indholdet i undervisningen.

"Risikoen er, at det går som med de elektroniske tavler, som mange steder bare bliver brugt som projektor," siger Jesper Rømer.

Da han begyndte at bruge iPaden, var han både begejstret, men samtidig også frustreret.??"Filhåndtering og fildeling kan nemt blive et kaos – eleverne er ikke gode til at holde styr på deres filer," siger Jesper Rømer.

I stedet for at lade sig irritere over kaos har han dog sammen med et it-firma udviklet softwaren Meebook, hvor alt materialet til undervisningen – artikler, tekster, billeder og lyde – gemmes i digitale kompendier for de enkelte fag. Det præsenterede han for de andre iPad-lærere på seminaret.

 

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater