Artikel
Minister nedsætter ekspertgruppe for matematik: Længere udsigt til nye læreplaner
pernille-rosenkrantz-theil 7 - NY

Minister nedsætter ekspertgruppe for matematik: Længere udsigt til nye læreplaner

Matematiklærerne kan nok ikke starte næste skoleår med nye læreplaner. Det vurderer børne- og undervisningsministeren. En ny ekspertgruppe skal nemlig først pege på centrale udfordringer i faget.

Hvordan bliver børn og unge bedre til matematik? Det skal en ekspertgruppe give bud på til børne- og undervisningsministeren, der netop har nedsat gruppen med en række praktikere og repræsentanter fra professionshøjskoler og universiteter.

”Det er grundlæggende færdigheder og en vigtig dannelsesopgave, at børn og unge lærer matematik. Men vi er stadig en del mellemregninger fra at løse opgaven. Vi har samlet en stærk gruppe med erfarne lærere og undervisere på tværs af uddannelserne. Jeg ser frem til at modtage ekspertgruppens anbefalinger,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en pressemeddelelse.

Formanden for ekspertgruppen bliver Charlotte Krog Skott, der er docent ved Københavns professionshøjskole og viceleder i NCUM.

”Der er problemer med elevers læring af matematik i Danmark. Det er velkendt og dokumenteret af en række nationale og internationale undersøgelser blandt andet den seneste TIMSS-undersøgelse i 2019. Noget af det, vi ikke er så gode til, det er at løfte den negative sociale arv og udfordre de dygtigste elever. Det er derfor vigtigt og glædeligt med en national indsats, der skal identificere disse problemer og komme med forslag til, hvordan vi sammen kan håndtere dem fremadrettet. Jeg glæder mig også over, at indsatsen er på tværs af grundskolen og ungdomsuddannelserne, så vi kan få et samlet syn for sagen – og et syn, der ikke blot skyder problemerne et andet sted hen,” siger formand for ekspertgruppen Charlotte Krog Skott.

Ekspertgruppen har fået til opgave at pege på centrale udfordringer inden for matematikfaget i grundskolen, på de gymnasiale uddannelser og på erhvervsuddannelserne, herunder i overgangene mellem uddannelserne. 

Arbejdet vil tage afsæt i temaerne:

  • Fagets indhold
  • Lærernes kompetencer
  • Undervisningens tilrettelæggelse
  • Brugen af analoge og digitale læremidler 

Arbejdet skal munde ud i en rapport med mulige løsningsforslag til at højne elevernes faglige niveau og motivation i matematik. Rapporten forventes offentliggjort i maj 2022.

Ingen nye læreplaner til næste skoleår
Gymnasieordfører for Det Konservative Folkeparti Katarina Ammitzbøll (KF) bad i sidste måned børne- og undervisningsministeren garantere, at der med virkning fra skoleåret 2022 vil være udsendt nye læreplaner for matematik på stx og hf. Det kan ministeren dog ikke: 

”Ekspertgruppen skal komme med deres afrapportering i maj 2022. Herefter skal vi fra politisk side tage stilling til, hvilke konkrete ændringer der eventuelt bør foretages både i forhold til fagets indhold i stx og hf – men også i forhold til matematik i grundskolen og på erhvervsuddannelserne. Det er ikke min forventning, at disse ændringer kan være gennemført allerede efter sommerferien 2022,” svarede Pernille Rosenkrantz-Theil skriftligt.  

Dermed må de lærere, der havde håbet på, at der snart var en ændring af læreplanerne for matematik på vej, endnu en gang væbne sig med tålmodighed.

Siden gymnasiereformen trådte i kraft har der været stor debat og kritik af matematik B på det almene gymnasium. Det resulterede blandt andet i, at Matematiklærerforeningen for stx og hf fik et uvildigt analysebureau til at undersøge gymnasielærernes opfattelse af matematik på B-niveau. Hovedkonklusionen var, at fagets tilstand er alvorlig, og at reformen er alt for ambitiøs. Der var i rapporten også kritik af pensum, som er vokset, samtidig med at det er blevet mere komplekst.

Læs: Matematiklærere skal revidere lærervejledninger

I marts i år præsenterede ministeriets fagkonsulent matematiklærerne for et udkast til justerede læreplaner. En del forlod mødet med den opfattelse, at ændringerne snart var på vej, men sidenhen bredte der sig debat af udkastet, der kulminerede ved, at børne- og undervisningsministeren undsagde dele af læreplansudkastet, som ifølge ministeren ikke havde været forbi hendes bord. I april oplyste hun, at arbejdet var sat i bero og afventede en politisk drøftelse i gymnasieforligskredsen.

Læs: Politikere har nedslående melding til matematiklærerne

Kommissorium

Ekspertgruppen får til opgave at:

  1. etablere et konsolideret vidensgrundlag og pege på, hvilke centrale udfordringer inden for matematikfaget, der kan være årsag til de konstaterede problemer, jf. ovenfor, herunder i overgangene mellem de forskellige uddannelser. 
  2. udarbejde et bruttokatalog med anbefalinger til mulige løsningsforslag, der vil kunne bidrage til at højne elevernes faglige niveau og motivation i matematik i grundskolen, på gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser.

Rapporten med mulige løsningsforslag og anbefalinger til at højne elevernes faglige niveau og motivation i matematik forventes offentliggjort i maj 2022.

Læs kommissorium her.

Ekspertgruppen for matematik

  • Formand Charlotte Krog Skott, docent ved Københavns professionshøjskole og viceleder i NCUM
  • Næstformand Brian Krog Christensen, vicerektor ved Silkeborg Gymnasium

Lærere fra grundskolen

  • Lis Zacho, lærer og matematikvejleder på Lindevangskolen, Frederiksberg
  • Mette Thompson, matematikkonsulent, Helsingør Kommune
  • Rikke Teglskov, pædagogisk konsulent ved CFU/UCL

Lærere fra de gymnasiale uddannelser

  • Anne Øhrstrøm, formand for Handelsgymnasiernes Matematiklærerforening og lærer ved UNord
  • Mikkel Rønne, næstformand i matematiklærerforeningen og lektor ved Gefion Gymnasium
  • Tina Bové Riisgaard, gymnasielærer Tørring Gymnasium

Lærere fra erhvervsuddannelserne

  • Bodil Tange, erhvervsskolelærer ved Mercantec
  • Lauge Sams Granerud, erhvervsskolelærer ved Roskilde Tekniske Skole
  • Lone Abildgaard Hørup, erhvervsskolelærer ved Rybners

Repræsentanter fra professionshøjskoler og universiteter

  • Carl Winsløw, professor, Københavns Universitet
  • Pernille Bødtker Sunde, post.doc., ph.d., VIA University College
  • Per Brockhoff, institutdirektør, Danmarks Tekniske Universitet

Overblik: Matematiks udfordringer

Højere faglighed i matematik
Efter år med høj dumpeprocent i matematik på stx, vedtog et flertal af folketingets partier i 2016 en gymnasiereform, hvor blandt andet fagligheden skulle højnes i matematik.

Upopulære læreplaner
Siden offentliggørelsen er læreplanerne for matematik B på stx og hf blevet voldsomt debatteret. Kritikken går blandt andet på, at der er emnetrængsel og at it spiller for stor en rolle i faget.

Dumpeprocent fortsatte
Første gang eleverne var til eksamen i matematik på B-niveau efter reformen, blev skalaen for, hvor mange rigtige opgaver man skulle have, nedjusteret af ministeriet. Det betød, at man kun skulle have omkring en femtedel rigtige svar for at bestå.
Ændringen blev kritiseret af mange lærere og professorer og blev af nogle tolket, som at man sænkede fagligheden.

Evalueringer
Matematiklærerforeningen udgav i 2019 to rapporter, der redegjorde for problemerne med matematik B. 
Se dem her: Tilstanden for matematik B og Evaluering af prøveformen

Lærervejledninger eller læreplaner?
Efteråret 2019 meddelte ministeriets fagkonsulent, at lærervejledningerne for matematik B på stx og hf skulle ændres. Sidenhen viste det sig, at også læreplanerne skulle ændres. Det er uvist, hvornår læreplanerne blev en del af ændringerne. Normalt inddrages de politiske partier i reformkredsen, hvis læreplaner skal ændres.

Udkast til læreplaner
Da matematiklærere i marts 2020 var samlet til ministeriets FIP-kursus og hf-konference, præsenterede fagkonsulenten dem for et udkast til læreplanerne, som de kunne give feedback på. Mange matematiklærere var positive.
Udkastet lagde op til større ændringer, blandt andet ville det nu også betyde ændringer af læreplanen for matematik A på stx, og det gav sidenhen anledning til en breddere debat.
Ifølge børne- og undervisningsministeren havde udkastet ikke været forbi hendes bord, og da hun blev bekendt med, at der var planlagt større ændringer, undsagde hun læreplanerne og satte arbejdet i bero.

Matematik ekspertgruppe
Skal udforme en rapport med mulige løsningsforslag og anbefalinger til at højne elevernes faglige niveau og motivation i matematik.
Rapporten forventes offentliggjort i maj 2022.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater