44 år i gymnasiets tjeneste. Var det virkelig det?

Da jeg i 1974 kom til Skanderborg Amtsgymnasium og hf-kursus, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle bæres derfra. Det blev jeg selvfølgelig heller ikke, om end det var underligt efter så mange år ikke at skulle møde ind i august 2017 og fortsætte med at overøse mere eller mindre interesserede elever med viden, som jeg selv synes er nødvendig og interessant.

Da jeg i slutningen af september 1974 sad på lærerværelset og lyttede til snakken, der gik, kunne jeg ikke undgå at høre en af mine kolleger besvære sig over, at hun snart blev 30 år. Jeg var 26, og jeg kan huske, at jeg med medlidenhed tænkte, at det kunne jeg sandelig godt forstå.

Da jeg så selv – lynhurtigt forekom det – var blevet 30, blev jeg mere tolerant og tænkte med lidt vemod på, at eleverne få år tidligere havde annammet nogle fraser fra deres ældre søskende, der havde oplevet ungdomsoprøret i 1968, således at de undertiden sagde, at man ikke kunne stole på nogen over 30.

Før jeg selv nåede denne kriminelle alder, havde jeg travlt med at bedyre, at mig kunne de i hvert fald stole på, da jeg stadig var i 20’erne og derfor fuldstændig troværdig! Det fore­kommer at være meget langt tilbage i fortiden, og det er virkelig længe siden, at eleverne betragtede mig og tilsvarende nu alderstegne kolleger som deres ældre søskende, hvilket de dengang sagde, de gjorde, og med rette, for vi var jo så unge.

Jeg valgte at blive gymnasielærer, fordi det var et frit erhverv uden megen indblanding ovenfra, og jeg kunne gøre mine elever lige så dygtige, som jeg nu engang var i stand til, uden at skulle spørge andre, om jeg måtte gøre ditten eller datten.

De tider er absolut fortid

Den tidligere så forkætrede ‘privatpraktiserende lærer’ er for længst afgået ved døden og er blevet afløst af en konsensus­præget lektor, der sjældent vover pelsen for noget, men sørger for at sætte sine flueben de rigtige steder, så man ikke kan blive taget i formelle fejl.

I sin tid underviste man idealistisk i for eksempel dansk litteratur, fordi det gav god mening at give eleverne et grundigt overblik over vores fælles litterære historie fra folke­viser til nyeste tid, og fordi mange elever havde en bagage med fra deres tidligere skole­form, som man kunne bygge videre på.

Siden blev det mere tilfældigt, hvad den enkelte elev havde med i tasken, og efter gymnasiereformen af 2005 kom de enkelte fag til at levere timer til gymnasiets nye ‘flagskib’, almen studieforberedelse (AT).

De færre timer betød, at man ikke nåede så meget som før 2005-reformen, og det, man fik til gengæld, var ofte forvirrede og forvirrende tværfaglige forløb, hvor teorien var, at der ville være en synergieffekt, idet det formodedes, at når for eksempel fysik, dansk og samfundsfag var involverede i at belyse ‘sagen’ fra flere forskellige synsvinkler, ville elevernes udbytte og indsigt blive tilsvarende større. Men sådan var det langtfra altid i praksis, og mens det ene AT-­forløb afløste det andet, havde eleverne ikke deres normale fag, som derfor skulle genopfindes som følge af den glemsel, der indfinder sig, når man ikke beskæftiger sig regelmæssigt med en given materie.

Nok om det. Nu er det jo omsider afskaffet som en sen erkendelse af, at før såkaldte ‘tværfaglige’ projekter skal give mening, er der en simpel forudsætning, der skal være opfyldt: At man i det hele taget ved, hvad et givet fag går ud på!

Som et kærlighedsforhold

Jeg sad og skrev udkast til denne kronik fra mit hotel i Ciboure med den smukkeste udsigt over bugten ved St-Jean-de-Luz tæt ved den fransk-spanske grænse og syntes, det var en virkelig underlig tanke, at jeg ikke længere skulle berige den danske ungdom med alt det, jeg vidste om Frankrig, fransk sprog, kultur, historie og ikke mindst europæisk litteratur.

Og hvor er det dog sørgeligt, at det generelt er gået sprogfagene så ilde.

Jeg havde lige købt Anna Gavaldas nyeste novellesamling fra sidste forår, Fendre l’armure/At lave en flænge i rustningen (så vi kommer ind til det inderste i et menneske), og jeg hæftede mig især ved titlen på en af novellerne, Points de vie, der betyder ‘Livspoint’. Hver gang man gør noget af betydning i livet, udløser det ‘point’, ligesom man kan samle point i supermarkedet (og efter en rum tid få den vidunderlige kniv, som vil gøre ens liv meget lettere og langt mere kvalificeret!).

Jeg håber – for nu ikke at fjerne mig for langt fra emnet – at mine elever i stort omfang har samlet ‘livspoint’ i løbet af deres gymnasietid og fortsætter med at gøre det, idet de en gang imellem vil kunne huske et eller andet godt fra under­visningen (og gerne fra den tangent, vi undertiden løzb ud ad, fordi der var noget mere interessant på tapetet end pensum). Og jeg håber også, at der undertiden kom en ‘revne i rustningen’, så de fik adgang til noget væsentligt inde i sig selv, som de ikke på forhånd vidste, at de rummede.

Enhver god undervisning er som et kærlighedsforhold, idet såvel læreren som eleven skal nære tillid til den anden, for at undervisningsprojektet skal kunne lykkes: Eleven skal vide, at læreren vil hende det bedst mulige og har en indsigt, som eleven ikke kan have, men som eleven må forlade sig på er til stede; og læreren skal tro på, at eleven vitterlig gerne vil flyttes på trods af generel træghed og fordomme om, hvor man må flyttes hen. Det er jo hele den menneskelige erfaring, der gerne skal transmitteres videre til enhver ny generation med det ideelle formål for øje at fortælle vores fælles historie: Såvel vore nederdrægtigheder som vore ædleste tanker.

Ja, tænk, sådan var mennesket engang, og sådan er det stadig, selvom ydre faktorer har ændret sig til uigenkendelighed.

Elektronikken forstyrrer

Det er jo altid interessant at undersøge, hvad vore lærde forfædre måtte have ment om dette eller hint, og i tilfældet undervisning og det at lære noget til gavns er det svært at komme uden om Michel de Montaignes kloge betragtninger i et essay om børne­opdragelse fra slutningen af 1500-tallet, hvor han blandt andet skriver:

”Når det gælder et barn af fornem byrd, som tragter efter dannelse og viden, ikke for vindings skyld (thi et så usselt formål er musernes nåde og gunst uværdigt og desuden helt afhængigt af andre), ej heller for ydre behageligheders, men ene og alene for sin egen skyld, for at berige og smykke sin ånd, mener jeg, at man, da det er mere om at få en dygtig end en lærd mand ud af ham, hellere skulle vælge en opdrager, der var et godt hoved, end én med et hoved godt proppet med lærdom, ja, allerhelst skulle man søge efter begge dele, men dog foretrække et net væsen og en god forstand for lærdom og kræve, at han løste sin opgave på en ny måde ….

Når man, som skik og brug er her hos os, giver sig til at undervise flere elever med vidt forskellig baggrund og højst ulige evner på én gang, kan man ikke undre sig over, at der i en hel børneflok knap nok findes et par stykker, der virkelig får noget ud af deres slid. Læreren skal ikke blot kræve eleven til regnskab for ordlyden af hans lektie, men også for dens betydning og indhold, og han skal skønne over det udbytte, han har haft deraf, ikke ved at prøve hans hukommelse, men ved at se på hans opførsel. Han skal lade ham forme det, han lærer, på 100 forskellige måder og lade ham anvende det på lige så mange forskellige måder for at se, om han virkelig har forstået det og tilegnet sig det. Det er tegn på, at der er noget i vejen med fordøjelsen, hvis man giver maden fra sig, som man indtog den. Maven har ikke gjort sit arbejde, hvis den ikke får det, man har givet den at bearbejde, til at forandre form og beskaffenhed ….

Sandhed og fornuftige meninger er fælleseje, og den, der først har fremsat dem, har ikke mere ejendomsret til dem end den, der er kommet efter dem bagefter. Hvis jeg siger det samme som Platon, er det lige så meget mit som hans, da han og jeg altså ser og forstår på samme måde. Bierne suger jo snart fra den ene blomst, snart fra den anden, men af det, de suger, laver de bagefter deres honning, og den er helt deres egen, for nu er det jo ikke mere hverken timian eller merian. På samme måde skal eleven omforme og sammensmelte de stykker, han har lånt fra andre, for deraf at skabe noget, som helt er hans, det vil sige hans forstand …. Han behøver ikke at røbe, hvor han har fået det stof fra, som han støtter sig til, han skal kun vise, hvad han har fået ud af det.”

Er det måske ikke karsk tale, vi stadig kan lære noget af!

Jeg synes som sagt ikke, at der er så meget at bygge på i dag, som der var tidligere i min karriere, og meget hænger nok sammen med den uhyggelige afhængighed af diverse elektroniske medier, der ikke kan undgå at tage opmærksomheden fra den virkelighed, som den konkrete undervisning repræsenterer. Selvom jeg igennem flere år har gjort et nummer ud af at forklare eleverne, at de skal møde velforberedte, undervisnings­parate, og at deres mobiltelefoner skal være slukkede i timerne, sker det gang på gang, at de ‘glemmer’ det, fordi de er så nøgne og fortabte, hvis de ikke er på (hele tiden). På samme måde bruges computeren så sandelig også til mange andre ting end til at tage noter under undervisningen.

Gensidig tillid

I moderne undervisning taler man ofte for døve øren, når eleverne sidder i deres virkelighed, der ofte er en anden end den, som læreren forsøger at formidle, og man kan undertiden undre sig over, hvorfor eleverne går på gymnasiet, hvis undervisningen alligevel kun har begrænset interesse (jeg ved godt, der er mange fester, SU m.m., der jo har en stor betydning for motivationen!).

En anden ting, som den nemme adgang til nettet har fået til at eksplodere, er de talrige eksempler på plagiatafleveringer, hvor elever på nettet har hugget andres besvarelser og siden udgivet dem som deres egne og kun udvist begrænsede tegn på anger, når man har konfronteret dem med deres kriminelle aktivitet.

Det er dette tillidsbrud, der er det værste at skulle leve med: Når en elev ser en i øjnene og med et smil siger, at her er så min opgave, og man finder ud af, at det var en andens opgave, så bliver man så skuffet, idet sanktionerne over for sådan virksomhed af forskellige grunde desværre er begrænsede.

God undervisning er baseret på gensidig tillid, som jeg tidligere skrev.

Nede på stranden i St-Jean-de-Luz har en højttaler lige gjaldet, at der er rødt flag og badeforbud på grund af forurening, og på samme måde kunne man forestille sig, at man nægtede de elever, der udgiver andres besvarelser som deres egne, at fortsætte deres undervisningsforløb (i hver fald et stykke tid), så den holdning bredte sig, at det er aldeles uacceptabelt at snyde, og at det selvfølgelig får konsekvenser, idet et levedygtigt samfund naturligvis ikke kan basere sin eksistens på kriminelle aktiviteter og alskens fiflerier.

Nå, men jeg kommer nu til at savne alle mine søde og læreivrige elever, og dem er der heldigvis flest af, samt snakken på lærer­værelset, når der var tid til andet end tung faglig tale, så man også kunne grine lidt af sig selv og andre.

Pas nu godt på gymnasiet – og tænk jer om, inden I går på kompromis med noget af det væsentlige!