Direktør: Lærerne sagde, jeg var for dum til gymnasiet

Vandet fra Københavns Havn giver genskær på væggene i Nina Groes kontor. Hun misser med øjnene og har et ansigtsudtryk, der på splitsekunder kan veksle mellem gravalvorligt og bredt smilende. Nina Groes er direktør for Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed Kvinfo.

For Nina Groes lå det dog ikke altid i kortene, at hun skulle sidde i en direktørstilling. Faktisk var det usikkert, om hun overhovedet kunne få en akademisk uddannelse. Da hun afsluttede 9. klasse, blev hun nemlig ikke erklæret gymnasieegnet.

 ”Jeg havde haft svært ved folkeskolen hele vejen igennem. På mange måder passede jeg ikke ind,” siger Nina Groes.

Hun har indvilliget i at fortælle sin historie som en advarsel mod at udelukke unge mennesker fra at tage en uddannelse.

Ikke ”en rigtig pige”
Ifølge hende selv passede hun ikke ind i en kasse, som lærerne kunne placere hende i. Hun kunne bedre lide at lege vilde lege end ”at sidde ned og være nuttet”.

”Jeg var en type barn, der faldt udenfor kategorien ”en rigtig pige”. Jeg var karseklippet og elskede at klatre i træer,” siger Nina Groes.

Det er ikke svært at forstille sig, at der har været gang i den unge udgave af Nina Groes. På kontoret sidder hun stadigvæk en smule uroligt og flakker med øjnene, når hun prøver at komme på den rigtige måde at formulere sine tanker.

Nina Groes har senere i livet diagnosticeret sig selv som ordblind, og derfor var der også ting, som var sværere for hende i folkeskolen, at læse og regne faldt hende ikke lige for. Samtidig tror hun, at hendes vilde side blev fremprovokeret af, at hun ikke passede ind andre steder. Det endte med at påvirke hele hendes folkeskoleforløb.

”Jeg blev stemplet som ikke-boglig. Hver gang der var et A- og et B-hold, endte jeg altid på B-holdet,” siger Nina Groes.

Et intellektuelt hjem
Nina Groes var dog heldig at have nogle forældre, der støttede hende og gav hende en anden fortælling end den, som hendes lærere gav hende.  

”Hver gang der var en lærer, der sagde, at jeg var dum, så sagde mine forældre, at jeg var god nok,” siger Nina Groes.

Nina Groes beskriver selv sit barndomshjem, som et intellektuelt stimulerende sted, hvor hun og forældrene diskuterede verdenssituationen rundt om middagsbordet. Forældrene skaffede hende også en lektiehjælper for at hjælpe hende med at overvinde de faglige udfordringer, hun havde.

For Nina Groes handler hendes historie ikke om, at hun på egen hånd klarede den. Det er en fortælling om, at hun var heldig at have en god baggrund, mens andre måske ikke er så heldige.

”Hvis jeg skulle have stået alene med de udfordringer, jeg havde, så var jeg ikke endt, hvor jeg er,” siger Nina Groes.

Uindfriet potentiale
Fordi Nina Groes havde opbakning hjemmefra, var hun aldrig i tvivl om, at hun nok skulle komme på gymnasiet. Så da hun blev erklæret uegnet til gymnasiet, tog hun 10. klasse og blev erklæret egnet efter det.

Da hun endelig startede i gymnasiet, blev det da også en anderledes positiv oplevelse for hende. Her var det vigtigt at kunne analysere og se de store sammenhænge i samfundet.

Hun mener, at hendes historie viser, at vi risikerer at smide vigtige resurser for samfundet ud med badevandet, hvis det hele tiden skal handle om, hvordan vi får udelukket de unge fra at komme i gymnasiet.

”Det er ikke, fordi det er lykken at gå i gymnasiet, men det handler om, at vi ikke må tage drømmene fra de unge mennesker og fratage dem muligheden for at udvikle deres potentiale,” siger Nina Groes.