Artikel
VUC’ere eksperimenterer med universitetet
vuc1

VUC’ere eksperimenterer med universitetet

Der blev både lyttet og leget med forsøg, da RUC inviterede elever fra København Syd HF & VUC indenfor på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Det skete som et led i et brobygningsamarbejde, der skal gøre springet fra kursist til studerende kortere.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Hvor meget Gammel Dansk skal der til, før et krebsdyr dør af alkoholforgiftning? En gruppe VUC-kursister fra Hvidovre og Amager har svaret.

Onsdag var elever fra den såkaldte Uni-linje på København Syd HF og VUC inviteret indenfor på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Roskilde Universitet (RUC). Her fik de lov at prøve kræfter med videnskabelige forsøg, lytte til oplæg fra de studerende om antimikrobielle peptider, bioakkumulation – og ikke mindst, hvad det kræver at læse naturvidenskab.

Besøget skete som en del af et samarbejde, der skal mindske afstanden mellem de to uddannelser. Det fortæller Trine Jørgensen, projektleder og lærer på København Syd HF & VUC.

”De fleste af vores kursister ender typisk med at tage en mellemlang videregående uddannelse. Ved at samarbejde med RUC, er det håbet, at vi måske kan lokke lidt flere over på universitetet,” siger Trine Jørgensen.

Fokus på kompetencer
København Syd HF & VUC oprettede i august sidste år Uni-linjen, der i højere grad skal klæde eleverne på til at kunne gennemføre en universitetsuddannelse, for eksempel via mere hjemmearbejde. Derudover har kursisterne på linjen typisk det til fælles, at de er mere modne, siger Trine Jørgensen.

”Der er gerne tale om kursister, som er lidt mere målrettede og ambitiøse. Selvfølgelig skal alle gymnasieuddannelser som udgangspunkt forberede til universitetet, men på Uni-linjen fokuserer vi på at give eleverne de kompetencer, som universiteterne efterspørger,” siger Trine Jørgensen.

Der blev da også lyttet opmærksomt og stillet gode spørgsmål til de to RUC-studerende Nikolaj Frisk og Louise Gøtterup, der styrede kursisterne igennem dagens første programindslag: et økotoksikologisk eksperiment. Inspireret af en forureningsulykke, hvor 37.000 liter Gammel Dansk ved et uheld blev ledt ud i en å, fik eleverne lejlighed til at afprøve effekten af alkohol på krebsdyr og blive klogere på den indvirkning, som forurening kan have på dyr og miljø.

Herefter bød programmet på oplæg fra andre studerende, hvor kursisterne blev præsenteret for forskellige projekter inden for molekylærbiologi, medicinbiologi og miljøbiologi samt en rundtur i fakultetets laboratorier.

Øget reflektion
Det naturvidenskabelige fakultet er dog ikke det eneste bachelorhus, som kursisterne kommer til at stifte bekendtskab med. Der er også planlagt besøg hos de tre andre fakulteter på RUC, fortæller Trine Jørgensen.

”Meningen er, at kursisterne bliver bedre i stand til at reflektere over, hvad de gerne vil, når de er færdige på VUC. Vi har med vilje lagt alle besøgene, før eleverne skal vælge valgfag, så de måske allerede her kan tage stilling til, om der er en særlig uddannelse, de gerne vil rette sig mod,” siger Trine Jørgensen.

Hos RUC er man også glad for samarbejdet med København Syd HF & VUC. Det fortæller Morten Blomhøj, lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø.

”Vi har i mange år haft et godt samarbejde med gymnasieuddannelserne, men hvor VUC hidtil har været lidt overset. På RUC har vi imidlertid en projektorienteret studieform, som er et attraktivt tilbud til studerende, der ikke kommer fra akademiske miljøer eller ikke har en universitetsuddannelse som det naturlige valg,” siger han.

”Vi vil gerne bidrage til den samfundsmæssige opgave, der handler om at tilbyde højere uddannelse til alle – også dem, hvor det måske ikke ligger lige for,” siger Morten Blomhøj.

Kursisterne selv satte også pris på dagens besøg. 30-årige Bjørn Pelle var dog mindre interesseret i krebsdyr og Gammel Dansk, men glad for indblikket i hverdagen som studerende på RUC.

”Jeg går på Uni-linjen, fordi jeg rigtig gerne vil læse antropologi på universitetet bagefter. Derfor er det interessant at komme herud og høre de studerende fortælle om, hvad de laver, og hvad de arbejder med,” siger han.

21-årige Noor Muhye er enig.

”Jeg tror ikke, jeg skal læse naturvidenskab. Men det var ret fedt at høre om de projekter, de studerende havde lavet. Jeg blev i hvert fald en smule klogere på, hvordan det er at gå på universitetet,” siger hun.

Du kan læse mere om overgangen fra gymnasie til videregående uddannelse i det kommende nummer af Gymnasieskolen, hvor vi sætter fokus på karrierelæring.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater