Artikel
Fire skoler giver svaret: Sådan løftes eleverne fagligt
laerer_hjaelper_elever

Fire skoler giver svaret: Sådan løftes eleverne fagligt

En åben ledelse, den enkelte elev i centrum og et stærkt kollegialt samarbejde. Det er en del af opskriften på at løfte eleverne fagligt, viser undersøgelse af fire skoler.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Opskriften på at skabe den gode skole indeholder en hel række ingredienser.

En del af ingredienserne er: En åben ledelse, som går i dialog med lærerne og respekterer deres faglighed. Lærere, som engagerer sig meget i eleverne og tager udgangspunkt i hver enkelt elevs niveau. En lærergruppe, som samarbejder, videndeler og i det hele taget er glade for deres arbejde.

Hvis ingredienserne er til stede og blandes på den rigtige måde kan de tilsyneladende være med til at løfte eleverne fagligt.

Det viser en pilotundersøgelse af fire skoler, som hver især fagligt har formået at løfte eleverne mere, end det kunne forventes, når der tages hensyn til elevernes socioøkonomiske baggrund. Eller med andre ord eleverne på disse skoler har samlet set fået højere karakterer end gennemsnittet for deres kammerater på tilsvarende skoler.

Hvad gør skolerne rigtigt?
Undervisningsministeriet satte pilotundersøgelsen i gang og bad Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet om at undersøge, hvordan det kan være, at nogle skoler er bedre til at løfte eleverne fagligt end andre. Ministeriet udvalgte fire forskellige typer skoler, som hver især løfter eleverne mere end forventet. Et hf-center, to gymnasier og en erhvervsskole.

Ledere, lærere og elever fra de fire skoler er blevet interviewet, for at finde ud af, hvad de gør rigtigt. Det viser sig, at skolerne har en del fællestræk.

”Der er en enighedskultur. Ledelse og lærere er meget enige om, hvor skolen skal hen. Samarbejdet bliver vægtet højt på skolen, og ledelsens dør står åben,” siger konsulent Jens Christian Jacobsen fra Naturfagenes Didaktik.

Synlig ledelse
Jens Christian Jacobsen fortæller, at lederne er synlige og nærværende, men ikke blander sig unødigt i lærernes arbejde.

En lærer beskriver det i undersøgelsen sådan her:

”Vi har en meget flad struktur og et tæt forhold til ledelsen, som er meget lydhør. Men samtidig ved man godt, hvem der bestemmer, når det kommer til stykket.”

Der er med andre ord ikke en autoritær ledelse på skolerne, men en ledelse, som lærerne ved, hvor de har, er støttende, og som også kan tage beslutninger. Lærerne beskriver også ledelsen som støttende.

Tæt på eleverne
Et andet fællestræk er, at lærerne er meget engagerede i de enkelte elever. I undersøgelsen bliver det beskrevet, som at eleven bliver sat i centrum.

”Der er en meget engageret lærerkultur, og lærerne er meget involveret i eleverne. Lærerne ser eleverne som hele mennesker, og der er eksempler på, at eleverne ringer til lærerne på grund af kærestesorger,” siger Jens Christian Jacobsen.

Undersøgelsen beskriver, at skolerne tager udgangspunkt i den enkelte elevs faglige niveau. Nogle af eleverne skal nurses og bæres lidt frem, før de løfter sig fagligt, andre er mere selvkørende. Lærernes holdning er, at eleverne skal hjælpes til at få en god uddannelse.

Der bliver også stillet krav til eleverne, men det er synlige krav, så eleverne ved, hvad der forventes af dem. Lærere og ledelse på de fire skoler fortæller, at de tænker mere praktisk og pragmatisk end akademisk – man gør det, som virker.
”Der er fokus på det faglige, men man er ikke akademisk i sin tilgang. Der er mere fokus på praktisk anvendelighed og tæt vejledning,” fortæller en lærer.

En god arbejdsplads
Undersøgelsen giver også et indtryk af fire gode arbejdsplader, hvor det ganske enkelt er rart at være.  Lærerne fortæller, at de har et godt samarbejde og hjælper hinanden.

”Vi har en meget støttende kultur lærerne imellem. Vi har et højt videnniveau og meget videndeling,” siger en lærer.

”Der er ikke noget, der er ”mit problem” – det er ”vores problem.” Der er ikke nogen, der kører privatpraksis. Man gemmer sig ikke. Man tør godt spørge på lærerværelset.” siger en anden.

Jens Christian Jacobsen mener, at undersøgelsen er interessant, men siger dog også, at man rent videnskabeligt ikke kan konkludere præcis, hvad der gør, at skolerne formår at løfte eleverne mere end gennemsnittet.
For det første er det kun fire skoler, som er med i undersøgelsen, og for det andet bliver de ikke sammenlignet med praksis på skoler, som ikke klarer sig lige så godt. Han opfordrer derfor til, at der bliver lavet en større landsdækkende undersøgelse med flere skoler og med mere fokus på, hvad der sker i undervisningen.

De fire skoler i undersøgelsen er:

  • HF Centret Efterslægten
  • EUC Vest
  • Ikast Brande Gymnasium
  • Frederiksværk Gymnasium

 

De fire skolers opskrift

Skolerne kendetegnes ved at:

  • man er tæt på eleverne.
  • eleverne oplever, at de ses og at deres individuelle behov imødekommes samtidig med, at den faglige fane holdes højt.

Lærere og ledelse er:

  • demokratiske og nærværende.
  • dedikerede og kan lide de unge.
  • meget anerkendende og støttende – og deler materialer og viden.
  • konsensus-bevidste/orienterede og tager ansvar for hinanden – taler sammen.

Det udøves ved at:

  • man engagerer sig i eleverne – både socialt og fagligt.
  • man besinder sig på, at man er der for elevernes skyld.
  • man underviser de elever, man har – ikke idéen om, hvordan elever bør være.
  • lærerne kender deres elevtyper og elevernes niveau – gerne fra starten.
  • der er tydelighed og præcision omkring krav til eleverne.
  • man er mere pragmatisk og løsningsorienteret end teoretisk/pædagogisk orienteret.
  • man vejleder tæt.
  • undervisningen skal have et formål/give mening for eleverne.
  • der er en høj grad af tilgængelighed til lærere og ledelse

Kilde: En pilotundersøgelse af fire gymnasieskolers løfteevne, Københavns Universitet.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater