Artikel
Gymnasieelever samler matematikformler i app
Matematikken-1

Gymnasieelever samler matematikformler i app

Tre gymnasieelever har udviklet en app, som næsten er en komplet samling af de formler, der bruges i matematik i gymnasiet. Deres lærer Esben Wendt Lorenzen roser eleverne for at tilføre gymnasiet innovation. Han mener, at det er i den retning, fremtidens undervisning skal gå.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Nikolaj Holck, Frederik Filip Stæger og Rune Højlund, der blev studenter fra Sankt Annæ Gymnasium i sommers, har ved siden af skolen brugt de sidste to år på at udvikle app’en Matematikken, et matematisk opslagsværk rettet mod gymnasiet.

”Vi manglede selv en overskuelig måde at præsentere vores matematiknoter på. Hvorfor så ikke gøre det ordentligt og på en måde, andre kan få gavn af? Derfor har vi prøvet at systematisere app’en sådan, at du får den hurtigste adgang til den viden, du har brug for,” siger Rune Højlund.

Matematikken består af en næsten komplet samling af de formler, der bruges i matematik i gymnasiet, med forklaringer og eksempler til. Matematikken er indtil videre udkommet som en applikation til iPhones.

Ikke bare en hurtig løsning
Da projektet udviklede sig til mere end blot en måde at håndtere egne noter på, blev det også væsentligt for de tre gymnasielever bag app’en, at brugerne bliver klogere på matematik af at bruge den.

”I dag kan du ved en enkelt kommando få matematikprogrammer til at løse næsten hele opgaver for dig. Vi ville gerne have, at der også skulle være læring indbygget og ikke bare en servering af løsningerne. Samtidig ved vi også, at mange bare gerne vil have opgaverne hurtigt overstået. Derfor er tanken at lede brugerne hurtigst muligt hen til den viden, de skal bruge for at løse opgaverne,” siger Rune Højlund.

Godt eksempel på innovation i gymnasiet
App’en får roser med på vejen af drengenes matematiklærer, der ikke kendte til projektet, før dagen inden app’en kom på gaden i maj i år.

”Jeg synes, de er sluppet ret heldigt fra det.  Det er svært at systematisere et så stort materiale som det, de har gjort,” siger Esben Wendt Lorenzen, der underviser i matematik på Sankt Annæ Gymnasium.

Esben Wendt Lorenzen mener, at hans tre tidligere elever har tilført gymnasiet noget af den innovation, der ofte efterlyses.

”App’en er et godt eksempel på, hvordan elever ikke bare er brugere, men også skabere af it. Det er netop dér, jeg synes, vi skal hen med vores undervisning, så vi i fremtiden kan hjælpe eleverne med at lave it-projektet og selv skabe eksempelvis en app,” siger han.

Han opfordrer sine elever til at bruge app’en, ligesom han selv har gjort brug af den blandt førsteårs matematikstuderende på universitetet, hvor han også underviser.

Fysik-app er på vej
Drengene valgte en app som løsning frem for en bog, for at formlerne skulle være nemt tilgængelige og hurtige at slå op. Den beslutning betød en del ekstra arbejde.

”Vi kunne ikke programmere, da vi startede. Men da vi havde bestemt os for, at en app var den bedste måde at gøre det på, så måtte vi lære det. Så det gjorde vi,” siger Rune Højlund, der er rigtig glad for den læringsproces, arbejdet med app’en har været. 

De tre drenge gør allerede nu brug af deres nye kompetencer ved at udarbejde en ny app. De har viet deres sabbatår til at lave Fysikken, en fysik-formelsamling. Ligesom de er ved at gøre Matematikken klar til Android-telefoner.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater