Artikel
Google er elevernes bedste ven til eksamen
No image

Google er elevernes bedste ven til eksamen

Mange elever benyttede Google i stor stil ved den skriftlige danskeksamen i fredags. Det er der ingen problemer i, mener næstformand i Dansklærerforeningen Birgitte Darger.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Mere end hvert tredje almene gymnasium giver eleverne internetadgang til skriftlig studentereksamen i år. Det satte specielt Google på arbejde i fredags, da landets 3.g’ere var til eksamen i dansk. De cirka 2.500 elever, der havde adgang til internettet i fredags, brugte Google til at få styr på begreber, emner og forfattere. Det viser en undersøgelse, som søgemaskinen Google har foretaget for Metroxpress. I forhold til ugen før målte Google for eksempel en stigning på 60.800 procent i søgningen på ordene ”journalistikkens grænser”, der var blandt eksamensemnerne. Det skriver Metroxpress.

”Jeg ville gøre det samme”

En anden opgave lød på at skrive en kronik om unges sprog. Google målte en stigning på hele 71.800 procent i søgningen på de to ord. Det overrasker ikke Birgitte Darger, der er næstformand i Dansklærerforeningen og lærer på Det frie Gymnasium i København. Hun gør opmærksom på, at det er et krav i opgaveformuleringen til eksamen, at eleverne viser, at de kan bruge nettet.

”Jeg synes bestemt ikke, det viser inkompetence at bruge Google. Det er da oplagt at google opgavens nøgleord til at starte med. Jeg ville gøre det samme,” siger hun til Gymnasieskolen.dk. Men hun påpeger, at det selvfølgelig er vigtigt, at eleverne forholder sig kritisk til den hjælp, Google giver, og at de er opmærksomme på, at der findes bedre veje til at løse opgaven. For eksempel ved at besøge Sprognævnets hjemmeside.

Alting bliver tjekket en ekstra gang

Birgitte Darger forstår også godt, at ordene ”genremæssig perspektivering”, der var en del af en af opgaverne, bonner ud med en stigning på over 58.000 procent i forhold til ugen før.

”Når de sidder der og er nervøse, googler de jo alt muligt for at være helt sikre på, hvad tingene betyder. De kan sikkert finde på at søge på H. C. Andersen, selvom de udmærket ved, hvem manden er,” siger hun, og forklarer det med, at eleverne bruger Google som en slags tilløb til at komme rigtigt i gang med opgaven.

Ifølge Metroxpress var det ikke muligt for Google at opgøre antallet af søgninger på de enkelte ord – kun i procentvis stigning. De høje procenter er ofte udtryk for, at der var ganske få søgninger i ugen før eksamen, og derfor skal der ikke så mange flere søgninger til at få den høje procentstigning, som undersøgelsen viser.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater