Du er her
22. apr 2015

Gymnasiedebatten gentager sig selv

Når gymnasiet er til debat, er det de samme emner, der diskuteres i dag som for 17 år siden. De brede forlig mangler retning, mener politikere.
Af: Andreas Rasmussen

De dårligste gymnasieelever er for dårlige, de videregående uddannelser klager over studenternes faglige niveau, erhvervslivet vil have flere naturfag og tættere bånd til gymnasiet, samtidig med at lærerne oplever, at de ikke har tid nok til at levere god undervisning.

Det lyder som et kort referat af de seneste års diskussion om gymnasiets udfordringer. I virkeligheden er det en række af de vigtigste konklusioner i en 17 år gammel rapport om samme emne.

I 2003 blev Rosa Lund aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). I dag, tolv år senere, er hun uddannelsesordfører for Enhedslisten.

"For et par måneder siden skulle jeg holde foredrag om de vigtigste tendenser inden for uddannelsesdebatten. Jeg kunne stort set genbruge alt det materiale, som jeg brugte ved et lignende foredrag i DGS tilbage i 2006. Det siger noget om, hvordan diskussionen går i ring," siger hun.

Blandt politikere og forskere mener en del, at de mange brede forlig på gymnasieområdet og uenigheden om, hvorvidt gymnasiet skal være for alle eller for en mindre elite, er to vigtige årsager til, at de samme emner stadig er til diskussion i dag.

Alle er utilfredse
I 1998 lavede revisionsfirmaet KPMG på vegne af Indenrigsministeriet analysen Ungdomsuddannelsessystemet i Danmark, der opsummerede de problemer, som gymnasierne kæmpede med. I den lyder det for eksempel, at "mange elever mangler de fornødne forudsætninger for at gå på en almen gymnasial uddannelse".

Andre centrale konklusioner er for eksempel, at "mange – især de videregående uddannelser – klager over, at studenterne er for dårligt kvalificerede, når de forlader gymnasiet, og dårligere i dag end før" og at "lærernes altoverskyggende problem angår deres egen faglighed, som de anser for truet" på grund af et "misforhold mellem uddannelsens ambitionsniveau og de faktiske muligheder".

Rapporten giver også plads til erhvervslivets kritik af gymnasiet. Virksomhederne efterlyser "øget kvalificering af de unge inden for de naturfaglige fag", "øget generel kontakt mellem gymnasier og det lokale erhvervsliv" og "fremme af entrepreneur-ånd og praktisk-erhvervsmæssige interesser blandt de unge".

At de emner stadig diskuteres, forklarer Peter Henrik Raae, der er lektor i uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet (SDU), med manglen på tydelige målsætninger.

"Der er ingen klare mål for gymnasiet, selv om man snakker meget om det. Der er flertydighed i de intenderede mål, hvor gymnasiet altid bliver kritiserbart fra flere vinkler. Der er både dannelsesmæssige, industrimæssige, kompetencemæssige og performancemæssige aspekter, og derfor vil der altid være en position, hvorfra man kan kritisere gymnasiet," siger han.

Brede forlig koster på retningen
Spørger man politikere og forskere, peger flere på, at brede forlig ofte betyder, at de politiske aftaler forsøger at rumme mange retninger på én gang.

Den holdning har blandt andre Rosa Lund (Ø):

"Der er en hjerneblødning i uddannelsespolitikken, hvor man laver brede forlig for enhver pris. Det er blevet et succeskriterium i sig selv at lave brede forlig i stedet for at fokusere på indhold. Men når alle skal være med, så blokerer det for, at forligene faktisk kan udstikke en retning."

Hun får opbakning af tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V).

"Jeg havde SF som en klods om benet i hele min anden ministerperiode, fordi de var med i gymnasieforliget. Det betød, at jeg havde vanskeligt ved at rette op på den gymnasiereform, jeg havde talt så stærkt imod," siger han.

Samme oplevelse af udviklingen har Peter Henrik Raae fra SDU.

"Ulempen ved de brede forlig er, at der sker en mål-addering, hvor man vil sikre dannelses-, kompetence- og performanceaspekter på samme tid uden at analysere, om de mål kan spille sammen," siger han.

Han tilføjer dog, at de brede forlig giver ro til at implementere reformer.

"Efter min bedste overbevisning kræver uddannelsesområdet brede forlig, fordi det tager rigtigt lang tid at implementere reformer.

Undersøgelser peger på, at det tager 10-15 år, før man kan måle effekterne af en reform."

Elite eller ej
Både forskere og politikere peger også på den manglende afklaring af, hvorvidt gymnasiet skal være for eliten eller masserne, som en anden vigtig årsag til, at gymnasiediskussionen stadig kører i samme spor som i 1998.

"Hvis man dengang havde forudset, at gymnasiefrekvensen ville komme op på 74 procent, ville man have taget sig til hovedet," siger Bertel Haarder.

"Det er på tide, at man tager en mere grundlæggende debat om, hvem gymnasiet er til for. Hvorfor tror vi, at den model, der var gyldig for 100 år siden, stadig er gyldig?" spørger Lars Qvortrup.

Han er professor på Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet. Han uddyber:

"Når man har samme diskussion nu, som man havde for 17 år siden, så er det, fordi man ikke har taget fat om ondets rod. Det er jo ikke bare sådan, at flere og flere søger ind på gymnasiet. Det er et andet samfund i dag, og det stiller nye krav."

I hans øjne skal hele debatten startes forfra.

"Det påfaldende i debatten er, at man gerne vil honorere de nye krav, der stilles, samtidig med at man krampagtigt holder fast i den gamle almendannende forestilling om gymansiet som et sted, der skal lede frem til en universitetsuddannelse. Man må tage fat i hele strukturen, hvis man vil ud af den her trummerum."

Diskussionen om, hvor bredt gymnasiet skal være, er dagsaktuel, mener Noemi Katznelson, der er forskningsleder hos Center for Ungdomsforskning.

"Gymnasiet er ikke længere kun rettet mod en smal gruppe, men er blevet en masseuddannelse. Diskussionen om, hvorvidt det er den rette vej at gå, er højaktuel nu, hvor det var karakterkravet, der fik forhandlingerne på området til at bryde sammen," siger hun.

Stemmer med fødderne
Noemi Katznelson fremhæver, at det i høj grad er elevernes egne valg, der har gjort gymnasiet til en succeshistorie.

"De unge har stemt med fødderne. Gymnasiet har sejret som ungdomsuddannelse og har en større tilslutning end nogensinde før. Det skyldes blandt andet, at det er svært at få de unge til at vælge uddannelsesretning som 16-17 årige. De vælger først erhvervsuddannelserne efter gymnasiet."

En årsag til det er ifølge hende, at folkeskolen ikke klæder de unge på til erhvervsuddannelserne.

"Erhvervsuddannelserne er slet ikke gearet til at håndtere de mange nye elever, hvis der kommer karakterkrav på gymnasiet. Det er de unge heller ikke. Hvis du giver dem en hammer i hånden, så holder de forkert på den," siger Noemi Katznelson.

Bertel Haarder mener, at de unges valg af gymnasiet i høj grad skyldes bekvemmelighed.

"Gymnasiet ligner en fortsættelse af folkeskolen og ligger lige henne om hjørnet. Det sociale miljø er bedre. Det tiltaler moderne curlingforældre, som engagerer sig langt mere i børnenes skolegang, end mine forældre gjorde," siger han.

Den forbandede ungdom
Det er dog ikke alle, der er enige i, at de unge er mere bekvemme nu.

Ane Halsboe-Jørgensen, der er ungdomsuddannelsesordfører for Socialdemokraterne, siger:

"Det dér med 'ungdommen nu til dags' er noget, man altid har sagt. Man må nok se på, om de virkelig er blevet så meget dårligere, eller om det bare er noget andet, de kan."

Det samme siger Noemi Katznelson:"Du kan finde citater helt tilbage fra Sokrates, hvor den ældre generation taler om den yngre generations formasteligheder. At de er slendrianer, der ikke slider nok."

Hun mener, at gymnasiet ser meget anderledes ud indefra end udefra.

"Spørger du de unge, så vil de sige, at de kæmper helt vildt hårdt, og at de virkelig tager sig sammen. På mange måder har vi jo en af de mest afrettede ungegenerationer, men alligevel har vi den her forfaldshistorie, fordi alt var bedre før, og ungdommen er af lave," siger hun.

Gymnasiet som slagmark
Et andet element, der har spillet ind på gymnasiediskussionen, siden KPMG's rapport udkom i 1998, er, at gymnasiet i meget højere grad er blevet et værktøj for politikerne. Det mener Peter Henrik Raae fra SDU.

"Det er relativt nyt i Danmark, at gymnasiet er blevet en politisk-økonomisk struktur. I Norge og Sverige har det i mange år været et aktivt led i den socialdemokratiske økonomiske politik, men herhjemme har gymnasiet i høj grad været fredet," siger han og fortsætter:

"Fra sluthalvfemserne og især med gymnasiereformen i 2005 skete der en forandring. Der blev tilføjet en kompetencedagsorden, hvor innovation og anvendelsesorientering blev nye fagligheder. Gymnasiet bliver en del af den tendens, hvor velfærdselementer skal optimeres, så de skaber en økonomisk konkurrencefordel."

Han mener derfor, at debatten om gymnasiet ikke skal ses som entydigt negativ.

"Den her debat kan også ses som et tegn på, at gymnasiet har fået tildelt en central rolle i samfundet set ud fra et økonomisk perspektiv. Det har uddannelse i det hele taget. Så man kan måske også vælge at se det, som at gymnasielærerne skal være smigrede."

Der kommer en afklaring
Spørger man forskerne, er der enighed om, at gymnasiet ser anderledes ud om fem år.

"Debatten må være kommet videre til den tid. Hvis man tager optimisthatten på, så tror jeg, at området er blevet kulegravet, og at der er udarbejdet en ny og mere fleksibel struktur for ungdomsuddannelserne," siger Lars Qvortrup.

Han efterlyser, at politikerne nedsætter udvalg af fagpersoner inden for ungdomsuddannelsesområdet, der kan lave et udkast til, hvordan strukturen skal se ud i fremtiden.

Noemi Katznelson fra Center for Ungdomsforskning tror, at gymnasierne får bedre styr på den voksende og mere varierede elevgruppe.

"Jeg tror faktisk, at vi vil se et gymnasium, der har forandret sig en del. Nogle af gymnasierne kommer til at blive meget bedre til at håndtere en elevgruppe, der er meget mere varieret, mens andre vil slæbe voldsomt efter. Jeg tror derfor, at vi vil se et mere polariseret gymnasium," siger hun.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.